”Den moderne fattigdom er, når unge forlader skolen uden at kunne læse, skrive og regne”

Brændselsstøtte til værdigt trængende, enlige mødre i Kongens København. At mildne konsekvenserne af den uafrysteligt påtrængende fattigdom var formålet, da trykker Egmont Harald Petersens enke og børn i 1920 stiftede Egmont Fonden.

Noget af det, vi gerne vil på skoleområdet, er at puste til civilsamfundet og sige: 'Kunne I ikke tænke jer, kære civilsamfund, at tage et større medansvar for børns læring?

Henriette Christiansen
Direktør, Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration

I dag, knap 100 år og 2,6 milliarder uddelte kroner senere, er fattigdom, social udsathed og afsavn stadig de centrale omdrejningspunkter for den erhvervsdrivende fonds almennyttige aktiviteter. Men fattigdommen har skiftet karakter over tiden. Og det sætter sit præg på fondens arbejde.

”I dag er udfordringen for udsatte børn og unge i Danmark ikke primært at gå sultne i seng, hvilket var situationen, da vi kom til for næsten 100 år siden. Udfordringen er, at de ikke har noget at stå op til. De mangler simpelthen de grundlæggende kompetencer, der skal til for at kunne blive selvforsørgende og få et godt liv - både som børn og som voksne” siger direktøren for Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration, Henriette Christiansen, og fortsætter:

”Vi tænker, at det simpelthen er et svigt, at 15-20 procent af en årgang går ud af skolen uden at kunne læse, skrive og regne. At mangle tilstrækkelige kompetencer til at kunne fungere – det, synes vi, er moderne fattigdom.”

Der er knaphed på ressourcer i folkeskolen, og det gælder ikke bare kroner, men i meget høj grad også timer, så der er en anledning til, at man overvejer, om man kan gøre kagen større. Om flere hænder kunne komme ind og hjælpe.

Henriette Christiansen
Direktør, Egmont Fondens støtte- og bevillingsadministration

Og kompetencerne er ikke blot faglige, understreger Henriette Christiansen. De handler også om det, hun kalder livsduelighed.

”Læring og livsduelighed bør gå hånd i hånd i vores optik. Vi vil gerne gøre opmærksom på, at udsatte børn og unge skal have støtte og hjælp til at få bedre faglige kompetencer, men også til at få bedre sociale og personlige kompetencer. Hvis man vil gøre en stor, reel, positiv forskel i de udsatte børns liv, skal man styrke begge dele,” siger hun.

Klarere strategi, større effekt
Ligesom fattigdommen har ændret sig over årene, har Egmont Fonden været igennem en forandring.

Da Henriette Christiansen startede som direktør for Støtte- og bevillingsadministrationen i 2009, støttede fonden bredere formål inden for kultur- og socialområdet. Sidenhen er fokus blevet snævret markant ind ud fra ønsket om at opnå en større effekt af de penge, fonden sender ud i samfundet.

”Da jeg kom til i 2009, var det en relativt klassisk arbejdende fond – altså en fond, der arbejdede med donationer. Og dem gav man på baggrund af ansøgninger, der kom ind ad postkassen. Vi havde ikke nogen klar strategisk ramme, men baserede vores indsats på vores brede fundats. Ønsket var så at få en klarere strategi ud fra en ambition om, at jo mere vi kunne fokusere, jo større effekt eller værdi for børn og unge kunne vi også forvente at få,” siger Henriette Christiansen.

Uløste problemer skal op til overfladen
Siden 2010 har Egmont Fonden arbejdet inden for områderne omsorg og læring. I øjeblikket forbereder ledelsen en ny strategi. Og når den træder i kraft 1. januar 2017, bliver fondens fokus – som det ser ud lige nu – skærpet yderligere til at handle om læring for udsatte børn.

”Fremadrettet vil vi arbejde endnu mere problemorienteret. Vi vil udstikke nogle betydeligt mere klare mål for, hvilke problemer vi vil bidrage til at løse,” siger Henriette Christiansen og fortsætter:

”Vi har i mange år arbejdet med udsatte børn og unge. Og vi kan jo ligesom alle andre læse samfundsudviklingen og se, at alt tegner til, at hvis man ikke får en uddannelse, så har man virkelig nogle udfordringer i sit liv. Jobbene forsvinder, hvis man er ufaglært for eksempel. Men det er også bare svært at klare sig i sit liv, hvis ikke man har en uddannelse, hvilket jo er meget anderledes end for 100 år siden. Derfor er der i dag et stort behov for at bidrage til at styrke udsatte børns læring.”

Hvad er det, I som fond kan, som velfærdssamfundet ikke kan i forvejen?

”Vi kan bidrage med kapital og/eller viden, som kan medvirke til at løse nogle problemer, som ellers ikke bliver løst. Vores kapital er risikovillig, forstået på den måde, at vi gerne investerer i at udvikle nye løsninger og skabe viden og erfaringer, som senere kan spredes til gavn for flere. På den måde katalyserer vi en udvikling. Men vi løser ikke problemerne alene. Det kan vi ikke. Vi er med til at sætte en udvikling i gang og arbejder sammen med andre om at finde langsigtede og bæredygtige løsninger på en samfundsmæssig problemstilling.”

Hvor er ngo'erne?
Hvordan ser I jer selv som en civilsamfundsaktør?

”Vi ser os selv som en fond, der føler en stor forpligtelse til at tage et socialt ansvar. Og vi arbejder sammen med dem, som man bør arbejde sammen med, for at nå et mål. Hvem, det er, varierer alt efter, hvad det er for et område, vi arbejder på. I nogle situationer er det civilsamfundsaktører, for eksempel ngo'er, vi arbejder sammen med. Andre gange er det offentlige instanser, både myndigheder og institutioner,” siger Henriette Christiansen og fortsætter:

”Hele skoleområdet er jo stærkt institutionaliseret og rent offentligt. Der er ikke ret mange ngo'er på det område. Det adskiller sig markant fra socialområdet, hvor der både er en række private virksomheder og organisationer, der driver institutioner, og en række stærke ngo'er. Noget af det, vi gerne vil på skoleområdet, er at puste til civilsamfundet og sige: 'Kunne I ikke tænke jer, kære civilsamfund, at tage et større medansvar for børns læring?'”

”Det er da i bund og grund mærkeligt, at man kan melde sig under de humanitære organisationers faner og lave socialt arbejde, og at man kan lave idræts- eller spejderaktiviteter, men hvis man vil lave noget, der har mere med at læse, skrive og regne at gøre, er det svært. Så på skoleområdet vil vi gerne arbejde sammen med eksisterende og nye organisationer og stimulere til at få et mere aktivt civilsamfund.”

Hvad tænker I at gøre for at stimulere til det?

”Vi taler blandt andet med nogle af de sociale organisationer for at høre, om de kunne tænke sig også at have blik for læringsmålsætninger i deres arbejde. Og så prøver vi at se, om der kan skabes helt nye organisationer på feltet,” siger Henriette Christiansen.

Topstuderende skal undervise udsatte børn
Hun fortæller, at fonden har et såkaldt spire-program for ildsjæle og små start-ups. Under det program kan ansøgere få støtte i tre faser til først at udvikle og modne en ide, herefter at lave et koncept og få det afprøvet, og i tredje ombæring at få det rullet aktivt ud. Det program kan blandt andet anvendes til at starte nye ngo'er.

”Vi har for eksempel lige fået en helt ny spire, organisationen Teach First. Det er en fantastisk organisation, som er skabt i Danmark af ildsjæle på baggrund af et internationalt koncept. Det går ud på, at man laver et program for nogle af de allerbedste kandidater fra universiteter og andre højere læreanstalter. Kandidaterne får en efteruddannelse som lærere og kommer ud at arbejde på skoler i udsatte områder i to år. Forhåbningen er, at de bliver i de skoler som lærere, at de udvikler sig til at blive skoleledere, eller at de på anden måde bliver i en undervisningssammenhæng,” siger Henriette Christiansen og fortsætter:

”Det kan jo også være, de efterfølgende bliver ansat i McKinsey eller Finansministeriet, men så har de fået en viden om vigtigheden af at arbejde med læring i vores samfund. Det, synes vi, er en rigtig perspektivrig ide. Teach First er altså en helt ny ngo, der i løbet af et par år er blevet banket op fra grunden, og som vi så hjælper med at udvikle sig videre. Det kan være et eksempel på, hvordan vi gerne ser, at flere civilsamfundsaktører går ind på læringsområdet.”

Kagen skal være større
Når du siger, at der er behov for civilsamfundet på læringsområdet. Hvad tænker du, at der er behov for?

”Jeg tænker, at der er behov for, at vi allesammen føler et større ansvar for, at vores børn lærer det, der skal til, for at blive stærke, velfungerende mennesker. Der er knaphed på ressourcer i folkeskolen, og det gælder ikke bare kroner, men i meget høj grad også timer, så der er en anledning til, at man overvejer, om man kan gøre kagen større. Om flere hænder kunne komme ind og hjælpe. Og så er der samtidig også en meget udbredt forståelse af, at hvis man skal have et godt liv, så er man også nødt til at få en uddannelse. Så der har vi en udfordring: For få ressourcer og en nødvendighed af, at vores børn klarer sig bedre uddannelsesmæssigt. Og så er der en særlig gruppe af udsatte børn og unge, som kan have det rigtig vanskeligt i skolesystemet i dag,” siger Henriette Christiansen:

”Der kunne være rigtig god basis for, at flere tog et medansvar. Man kan skabe nye organisationer, der kan være aktive og bidrage, men det kunne også være, man kunne aktivere hele grupper i vores befolkning, som i dag har tid – for eksempel pensionister. De kunne godt spille en meget større læringsmæssig rolle i forhold til børn og unge – helt fra nul-årsalderen og op.”

Spot de svageste tidligt
Henriette Christiansen understreger, at Egmont Fonden fremadrettet vil interessere sig mere for læring og stimulering af de mindste børn.

”Vi kan se jo se, at vi helt ned i nul til seks-årsalderen kan spotte en hel del af dem, der ender med at have udfordringer og gå ud af folkeskolen uden at kunne læse, skrive og regne. De børn kunne man garanteret hjælpe meget mere ved at sætte tidligere ind, end når vi for eksempel laver turboforløb for dem, når de går i niende klasse, hvor de kan være i fare for ikke at bestå dansk og matematik. Vi kan og bør sætte ind langt tidligere.”

Hvad ser du konkret for dig? Er det pensionister, der giver legende undervisning til små børn?

”Det kunne det være. Det kunne også være studerende – for eksempel på professionshøjskolerne, som jo kommer ud og skal arbejde for eksempel som lærere, pædagoger og socialrådgivere. At de bruger noget tid, mens de læser, til faktisk at få noget praktisk erfaring i samdrægtighed med de institutioner, der er på området. Så jeg ser det faktisk som en oplagt win-win-situation.”

Kunne det ikke også være noget, erhvervslivet kunne spille ind i?

”Der er helt klart basis for det, som vi kalder corporate volunteering (frivilligt arbejde i arbejdstiden, red.). Det er der, og den kan også understøttes af produkter og materialer, alt efter hvad man er for en type virksomhed, og hvad man kan bidrage med. Og endelig vil jeg sige, at der er et stort potentiale i at inddrage forældre mere aktivt. Forældre og forældresamarbejder kunne vi udbygge meget mere i Danmark. Vi har ingen særligt gode modeller for, hvordan man skaber et godt forældresamarbejde og en god forældreinvolvering. Jeg tror, der ligger mange ressourcer gemt blandt forældrene, og jeg tror også, der ligger mange ressourcer gemt i forældrefællesskaber, hvor nogle af de mere velfungerende familier måske hjælper nogle af de mere udsatte. Nu skal vi for eksempel modtage en større gruppe flygtninge, som har brug for hurtigt at finde sig til rette, og det var jo en oplagt mulighed, at man blev bedre til at hjælpe de familier i det lokale med at finde sig godt til rette i vuggestuen, børnehaven og skolen.”

”Det kører jo meget godt”
Hvorfor er læringsområdet klinisk renset for civilsamfund?

”Det er der nok flere forklaringer på. For det første handler det om at have en stærk profession - altså den lærerfaglige profession. Der er ingen tvivl om, at lærerne har haft et vidensmonopol og været omgivet med meget stor autoritet, og de har været og er dygtige til at udføre undervisningsopgaven. Så har vi haft en voksende velfærdsstat, som har taget sig af opgaven med at drive skole. De to ting, sammen med at langt den største del af alle børn og unge har trivedes rigtig godt og opnået så pæne faglige resultater, har gjort, at vi måske som samfund har tænkt: 'Jamen, det kører jo meget godt.' Og så er det faktisk først igennem de senere år, hvor vi begynder at se PISA-resultater med internationale sammenligninger og i øvrigt har fået en forståelse for globaliseringens pres på jobmarkedet, at der bliver en diskussion om, at vi måske ikke får nok for de penge, der gives til vores folkeskole, og at børnene måske ikke lærer tilstrækkeligt til senere hen at blive livsduelige og selvforsørgende.”

Men nu er der altså behov for, at vi interesserer os for det?

”Ja, det synes jeg. Og jeg synes, vi bør engagere os som forældre, men også som borgere.”

Hvad sker der, hvis vi ikke begynder at tage noget ansvar på os?

”Jamen, det kan vi jo allerede se. Vi har 15-20 procent af en årgang, der går ud af skolen uden at kunne læse og skrive og regne. Det synes jeg ikke, vi kan være tilfredse med.”