Stor opsang til Christiansborg: ”Der mangler en fælles forståelse af, hvad Danmark vil med EU”

Danske politikere snyder sig selv for indflydelse i EU på grund af manglende engagement i Folketinget, lyder det fra reformgruppe, der vil revolutionere EU-arbejdet på Christiansborg.

Europaudvalgets formand, Eva Kjer Hansen (V), er en af dem, der har efterlyst et eftersyn af Folketingets EU-kontrol.
Europaudvalgets formand, Eva Kjer Hansen (V), er en af dem, der har efterlyst et eftersyn af Folketingets EU-kontrol.Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: ”Det er et demokratisk problem. Vi snyder i virkeligheden os selv for markant indflydelse,” siger Claus Larsen-Jensen (S).

I 15 måneder har den tidligere formand for Folketingets Europaudvalg set kontrollen med EU-politikken på Christiansborg efter i sømmene sammen med en såkaldt EU-reformgruppe bestående af syv mennesker, der alle har haft fingrene langt nede i den EU-politiske bolledej og kender alle facetter af Danmarks og Folketingets indflydelse på EU fra både politiker-, embedsmands- og ekspertsiden.

Fakta
  • Claus Larsen-Jensen, formand, tidligere formand for Europaudvalget
  • Helle Krunke, professor i jura ved Københavns Universitet
  • Claus Grube, forhenværende ambassadør og tidligere departementchef i Udenrigsministeriet
  • Holger K. Nielsen, tidligere medlem af Folketinget, Europaudvalget og -nævnet
  • Connie Hedegaard, tidligere EU-Kommissær, medlem af Folketinget og minister
  • Sinne Backs Conan, europapolitisk direktør for Finans Danmark
  • Jens-Peter Bonde, tidligere medlem af Europa-Parlamentet
  • Jens-Peter Bondes plads blev overtaget af historiker Uffe Østergaard efter Bondes død tidligere i år.

 

Hans og gruppens konklusion er klar. Folketinget forspilder sin chance for at få indflydelse på den EU-lovgivning, som de senere selv kommer til at skulle implementere på dansk jord, og de har heller ikke hånd i hanke med, hvad den til enhver tid siddende regering render og laver i Bruxelles.

”EU’s demokratiske underskud ligger i Folketinget,” siger Claus Larsen-Jensen.

Det er Folketingets Europaudvalg, der for lidt over et år siden sendte Danmarks parlamentariske kontrol med EU-politikken til et serviceeftersyn, efter at det har kørt på cirka samme måde i snart 50 år.

Mens mængden af forslag fra Bruxelles er eksploderet, er rytmen stadig, at Europaudvalget mødes rundt regnet en gang om ugen for at give grønt lys til diverse ministres forhandlingsmandater på alt fra torskefiskeri i Østersøen til regler for øremærket barsel. Det sker ofte uden nævneværdigt input fra de andre udvalg i Folketinget, som ellers sidder med ekspertisen om torsk og barsel. Det sker også for det meste så sent i processen, at det er umuligt for de politiske partier på Christiansborg at være med til at flytte så meget som et komma.

Det kan ikke nytte noget, at man først opdager sager, når de opstår som et problem for Danmark, hvis man kunne have reddet det i en indledende fase.

Claus Larsen-Jensen
Formand for EU-reformgruppen

Det foreslår reformgruppen at gøre op med ved at gennemføre en mindre revolution i måden, EU-sagerne bliver tacklet på i Folketinget.

0:000:00