Det er blevet virkelighedsfjernt at være liberal uden også at være nationalist

Jeg havde for nyligt fingrene i en debatbog, som ellers i en del år har samlet støv i min bogreols andet geled. Bogen var fra 2004. Den mindede mig om, hvor meget verden har forandret siden dengang. Krigen i Ukraine er det store ryk. Om tiden nu er røget af hængsel, eller bare sat på hængsel igen ved jeg ikke. Men bogen hed i hvert fald 'Forsvar for nationalstaten' og var skrevet af Ralf Pittelkow, der tilbage i 00’erne var en af tidens toneangivende politiske analytikere.

Fra sin faste plads i Jyllands-Postens spalter var han en af dem, som begreb omslaget efter 2001 – dette mystiske år, hvor de internationale og nationale begivenheder slog i takt og med 11. september og den borgerlige jordskredssejr samme år forkyndte, at vi var trådt ind i en ny tid, eller i det mindste, at vi ikke længere befandt os i 90’erne.

Ret beset er det jo nok først nu, vi for alvor er trådt over tærsklen, men det vidste vi ikke dengang.

I 90’erne var nationen groft sagt blevet dømt ude.

Christian Egander Skov

Forsvar for nationalstaten var en bog skrevet i 00’ernes vadested. Den var, som titlen jo antyder, et forsvar for nationalstaten. Læser man i bogen nu, er det slående i hvor høj grad, Pittelkow fandt det nødvendigt at forsvare nationalstaten. Det drejede sig blandt andet om at afvise den opfattelse, at det nationale i bund og grund var en destruktiv kraft:

”De fleste mennesker i Europa… har en positiv tilknytning til deres land. Denne tilknytning har at gøre med et fællesskab omkring historie, sprog, værdier, sædvaner, sociale normer, måder at kommunikere og politiske traditioner. Den kommer altså ikke bare af, at man er borgere i det samme land, men har også at gøre med kulturelle bånd i bredeste forstand.”

Set på afstand er det eneste tilnærmelsesvist kontroversielle, at her tales om det nationale som et kulturelt bånd snarere end noget blot politisk. Det er næsten mere interessant, at Pittelkow fandt det nødvendigt at insistere på, at det i det hele taget var relevant at tale om nationer og nationalstater i en virkelighed, som alle var enige om, var globaliseret.

Liberalismen efterlader mennesket i et åndeligt tomrum, som nationalismen lover at fylde ud med tilhørsforhold, identitet og mening.

Christian Egander Skov

Det nationale og det globale eksisterede side om side, forsikrede han: ”Over de seneste årtier har vi oplevet både mere globalisering og en udvidelse af nationalstatens funktioner indadtil. Samtidig spiller nationalstaterne fortsat funktioner indadtil.”

I 90’erne var nationen groft sagt blevet dømt ude. Det var det årti, hvor nationalismeforskningens angivelige indsiger om nationerne som moderne konstruktioner og ”forestillede fællesskaber” blev allemandseje i groft vulgariserede former.

Vi var ifølge politiske filosoffer som Michael Hardt og Antonio Negri gået ind i en post-national epoke. Nationalstaten ville blive afløst af imperiet, et begreb, der her dækkede over grænseløse suverænitetsformer, der ikke var knyttet til territorier – det vi oftest betegner som overstatslige eller transnationale organisationer. Folket ville blive afløst af mangfoldigheden.

Alt ville være såre godt. Det ville blive ”en ny menneskehedens ungdom”.

Når folk som Pittelkow dengang forsvarede nationalstaten, skete det ved at legitimere den gennem dens kompatibilitet med liberalismen og globaliseringen. Det er måske her tiden mest tydeligt er blevet en anden. Den israelske filosof Yohram Hazoni har i en meget omtalt bog 'The virtue of nationalism' leveret et argument for nationalisme og nationalstat.

I dag er det blevet virkelighedsfjernt at være liberal uden også at være nationalist. Det er en strømkæntring af de helt store.

Christian Egander Skov

Men hos Hazony står nationalismen i modsætning til globaliseringen udadtil og til liberalismen indadtil. Ligesom Hardt og Negri placerer Hazony nationen i et modsætningsforhold til imperiet og ligesom dem bruger han begrebet i en udvidet betydning.

Nationalismen er det standpunkt, at verden ledes bedst, når nationer er i stand til at lægge deres egen kurs og dyrke deres egne traditioner. Imperialismen er troen på, at vi skal bringe fred og fremgang til verden ved at forene menneskeheden. Nationalismen er antiimperialistisk og imperialismen er antinational.

Krigen i Ukraine er på en gang indikator for og faktor i omslaget. Krigen er en konfrontation mellem et liberalt, om end noget mangelfuldt, demokrati og et stadig mere autoritært regime i Moskva. Men det er også en kamp mellem to nationer, eller mere præcist mellem nation og imperium. Den sidste type konfrontation er det vigtigste anslag for enhver nationalisme. Nationalismen er en anti-imperialistisk frihedsbevægelse. I hvert fald indtil nationen opkaster sig selv til imperium.

I ideernes verden har Francis Fukuyama senest i en stor artikel i Foreign Affairs slået fast, at liberalismen har brug for nationalismen for at overleve. Liberalismen efterlader mennesket i et åndeligt tomrum, som nationalismen lover at fylde ud med tilhørsforhold, identitet og mening.

Fukuyama fastholder en kritisk distance til nationalismens identitetspolitik, men erklærer også, at den liberale orden er forankret i nationalstater, og at disse stater er kilder til fællesskab og identitet.

”For de fleste folk verden over, er deres land den højeste solidaritetsenhed, som de føler en instinktiv loyalitet til.” Selvom Fukuyamas omfavnelse af nationalismen har en mængde indbyggede forbehold, der er tæt på at reducere det nationale til en rent politisk konstruktion, er hans analyse faktisk mere vidtgående end Pittelkows i 2004. Pittelkow måtte forsvare nationalstaten. Fukuyama må forsvare liberalismen ved at basere den på nationalismen.

Kort sagt: Før befandt vi os i en post-national epoke. Her kunne det nationale i bedste fald legitimeres med henvisning til liberalismen. Nu befinder vi os så i en post-liberal epoke. Her kan liberalismen i bedste fald legitimeres med henvisning til nationalismen. I dag er det blevet virkelighedsfjernt at være liberal uden også at være nationalist. Det er en strømkæntring af de helt store.