Det evige spørgsmål: Er politikerne jyder eller københavnere?

Er københavnere rigtige danskere? Altså, lige så meget danskere som jyder? Siden Venstres ekstraordinære landsmøde er det boblet over med klummer i aviser og indlæg på SoMe, der ironiserer over eller kritiserer – eller begge dele –forhenværende venstremedlem Inger Støjbergs angreb på Jakob Ellemann-Jensen.  
 
Ifølge Støjberg er ”forbindelseslinjerne mellem Jylland og København blevet for svage”, og Venstres ledelse var ”for optaget af, hvad der sker i København, i medieverdenen og på Twitter”, mens den ikke så de ”problemer, som vi helt almindelige danskere går med ude i det, man kan kalde for produktions-Danmark”.  
 
Det sidste er ifølge Støjberg der, hvor ”værdierne skabes og pengene tjenes”.  
 
På Twitter svarede folk igen med at oprulle deres slægtskabshistorie og optrevle deres jyske aner. Og i Politiken spurgte Noa Redington, hvorfor jyderne ”vil være passive gidsler i Inger Støjbergs egotrip”. 
 
Selvfølgelig er det en latterlig påstand, at jyderne pløjer værdierne op af marken eller smeder dem i fabrikshallerne. Men i stedet for at acceptere Støjbergs præmis ved at prøve at modbevise den er der en mulighed for at blive klogere på, hvorfor den slags modsætningsforhold bliver en del af den demokratiske samtale.  
 
Og hvorfor de er forkerte på et dybere plan, der rækker ud over, at der også er veluddannede jyder i Jylland, som er imod en stram udlændingepolitik. 
 
Derfor ved du, at Mette spiser makrel 
Politisk magt har altid haft behov for kommunikere. Men med demokratiets indførelse ændres blandingsforholdet mellem politisk magt og kommunikation markant af den simple grund, at politikerne og partierne pludselig skal vælges hele tiden. Og at vælgerne derfor hele tiden skal overbevises og overtales. 
 
Demokratiet førte politik og reklame tæt på hinanden, og evnen til dygtig kommunikation blev en del af definitionen af den dygtige politiker. Det er også derfor, ny kommunikationsteknologi med det samme revolutionerer demokratisk politik – på godt og ondt. Med radioen gik politikerne fra de store forsamlinger ind i folks hjem. Med TV skulle vælgerne pludselig vænne sig til, at politikere også var nogle, man skulle se på – og den dygtige politiker blev én, der kunne forbinde sig med folk via skærmen. Facebook gav os Barack Obama, Twitter gav os Donald Trump. 
 
Men at kommunikation blev helt uadskilleligt fra politisk magt i demokratiet, gav også politikere et permanent troværdighedsproblem. For siger de bare det, de siger, for at få min stemme, eller mener de det virkelig? Bærer de deres holdninger ”i hjertet”, eller er det ”bare ord”, som Inger Støjberg sagde i sin afskedstale på Venstres landsmøde? 
 
Er de jyder eller er de københavnere?  
 
Problemet er, at man aldrig kan være helt sikker, når det kommer til demokratisk valgte politikere. Deres autenticitet kan hele tiden drages i tvivl, fordi deres intention med at opsøge os allesammen (at få vores stemmer) er så tydelig.  
 
Det er derfor, politikere elsker at træde ud af rollen som politikere. Fra Kristian Jensen i Vild med Dans til Mette Frederiksens makrelmadder. Eller Inger Støjbergs understregning af, hvor jysk hun altså bare er. Det handler om at snige sig ind i den zone af autenticitet, hvor vælgerne ikke er så mistænksomme. 
 
Og kappestriden om troværdighed bliver selvfølgelig med det samme en del af politikernes kamp med hinanden. Så beskylder man de andre politikere for at være glatte spintyper og slangeoliesælgende vindbøjtler, der snakker folk efter munden, blot for at gøre noget helt andet, så snart de blev valgt.  
 
At de andre politikere lader, som om de er jyder. Mens de i virkeligheden er københavnere.  
 
Politisk hykleri er ikke kun dårligt 
Det er også en af forklaringerne på, at populismen hele tiden er på lur i demokratiet. Uanset om den kommer fra højre eller venstre, lukrerer populismen på følelsen af, at demokratiet er blevet stjålet af en elite af politikere, der siger ét og gør noget andet. Her iscenesætter den populistiske politiker sig selv som lige netop den, der er så autentisk, at hun ikke kun repræsenterer nogle vælgeres politiske holdninger, men ligefrem legemliggør folket.  
 
Det er den logik, Inger Støjberg betjente sig af, da hun placerede Jakob Ellemann i de fine københavnske saloner, mens hun selv var venstremand ”helt ind i knoglerne”; vokset ud af det ”bundsolide bagland”, som hun ”elsker så højt”. 
 
Pointen her er ikke, at Støjberg tager fejl eller er populist. Pointen er, at hun er lige så meget politiker som alle andre politikere. Og som alle andre politikere vil hun gerne tage sig så autentisk ud, at vi helt glemmer, at hun faktisk bare er politiker. 
 
Og pointen er også, at hykleriet ikke alene er demokratiets følgesvend, men at hykleriet er også forbundet til noget andet i demokratiet, vi ellers og med rette betragter som dets styrke. Nemlig, at demokratiet er yderst tilpasningsdygtigt over for nye udfordringer og kriser. Hvor autokratiet ganske vist kan være enormt effektivt, fordi hele systemet retter ind efter en ordre, har det også ekstremt svært ved at korrigere en beslutning, når den slår fejl, simpelthen fordi fejltagelser beklikker autokratens legitimitet.  
 
Demokratier kan skifte plan og strategi meget lettere, netop fordi alle holdninger er lidt på skrømt. Og det er de, fordi man jo også skal vælges næste gang. Man har et standpunkt, til man tager et nyt, som Jens Otto Krag sagde. 
 
Det skal selvfølgelig ikke undskylde løgn – slet ikke løgne givet under ministeransvar – men det skal kvalificere vores forhold til hykleri i politik.  
 
Det er ikke sådan, at nogle politikere er jyder (ægte og inkarnerende folket) og andre er københavnere (falske og tvetungede). Alle politikere er både ’jyder ’og ’københavnere’. De mener virkelig, hvad de siger, men nogle gange gør de noget andet alligevel. Og de gør det rigtige af de forkerte grunde – eller i det mindste for at blive valgt igen næste gang. 
 
Populismens påstand er, at bare ’københavnerne’ forsvandt, ville folket, altså ’jyderne’, få deres demokrati tilbage. At politisk uenighed – for eksempel om udlændingepolitik – på en måde er falsk, fordi den i virkeligheden er en konfrontation mellem jyderne (det legitime folk) og københavnere (den illegitime elite).  
 
Men ultimativt er grunden til, at vi er politisk uenige, at vores værdier ikke går op i en højere enhed.  Ikke alene er vi uenige om, hvad demokratiets hellige begreber – frihed, lighed, sikkerhed og retfærdighed – egentlig betyder. De skurrer mod hinanden, og skruer man op for det ene, går det udover de andre. Hvis corona har mindet os om noget, er det det. 
 
Et vigtigt delmål for demokratisk politik er således ikke, som populismen mere eller mindre eksplicit hævder, at vi må rense samfundet for uenighed for at kunne leve sammen.  
 
Det er at lave et samfund, hvor vi kan leve sammen, selvom vi er uenige om det mest fundamentale.  
 
Et samfund for både jyder og københavnere.