Det går mod en SMR-regering. Spørgsmålet er, om det bliver med eller uden Pia Olsen Dyhr

Mette Frederiksen bør danne en midterregering. Om fløjene kan lide det eller ej, er det valgets tale. De tre partier (Socialdemokratiet, Moderaterne og Radikale), der gik til valg på at få brudt op i blokpolitikken, fik samlet 73 mandater.

Dermed repræsenterer de det største af de tre mindretal i Folketinget. Der er 72 mandater bag en ren blå regering og kun 30 bag en ren rød regering.

SMR er også den mest smidige regering, vi kan få i et fragmenteret Folketinget med hele 12 partier. De ønsker alle tre at lave reformer, der styrker dansk økonomi og genopretter kvaliteten i velfærdssamfundets institutioner.

Sikkerhedspolitikken er heller ikke noget problem. SR er med i det nationale kompromis om forsvaret, og Moderaterne er helt enige om indholdet. Alle ved, at vi nu skal hurtigere i gang med de øgede forsvarsudgifter. Det skaber ingen konflikter. Hverken mellem SMR eller i Folketinget som helhed.

Politisk vil de største udfordringer være udlændinge og klima. Men det er også til at løse. Vejen frem er at anerkende de flertal, der nu engang er, i det Folketing vælgerne har sammensat. De Radikale må acceptere den stramme udlændingepolitik, men deres potentielle regeringspartnere må give dem, at de mest tossede regler skal fjernes eller modereres.

Det samme på klimaområdet, hvor det grønne flertal på respekteres. Løkke og Moderaterne må sikre, at det ikke går for hårdt ud over erhvervslivet. Men mon ikke det kan klares, hvis ønsket er der.

SF er blevet et mere modent parti. I hele den forgangne valgperiode har SF nærmest været mere enig med Socialdemokratiet end Socialdemokratiet selv.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Der er faktisk ikke særligt langt mellem S, R og M. Den største knast er måske det socialdemokratiske ønske om et asylcenter i Rwanda. Lars Løkke har kaldt det et fantastiprojekt, og de radikale har gjort det til en form for ultimatum, selv om partileder Martin Lidegaard ikke synes at have hjertet med i den hårde retorik.

Det hele så i hvert fald underligt ud, da han som en af de sidste på pressemødet for hans præsentation som ny radikal boss måtte række hånden op på et spørgsmål fra en journalist om, hvorvidt det var ultimativt at Rwanda-projektet blev droppet.

Siden har Lidegaard dog sendt mere milde signaler. Han har gentaget det radikale ønske om, at sådanne lejre uden for Europa skal koordineres gennem EU. Og han har talt om, at de skal ligge i Nordafrika hellere end i Rwanda. Måske R kan få det sidste på den korte bane og det første som en politisk målsætning.

En anden udvej er selvfølgelig, at S dropper lejren. Ikke som en indrømmelse til R, men som en indrømmelse for at få Moderaterne med, så man kan sige, at regeringen er over midten.