Kommentar af 
Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Det går mod en SMR-regering. Spørgsmålet er, om det bliver med eller uden Pia Olsen Dyhr

Foran Marienborg taler Pia Olsen Dyhr om klima og sårbare børn. Det er også nemme emner for Socialdemokratiet og Radikale. Men det virkelige problem er det, hun ikke taler om. Nemlig økonomien, skriver Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

På vej ind til regeringsdrøftelserne på Marienborg talte Pia Olsen Dyhr om klima og sårbare børn. De emner er nemme for S og R. Det virkelige problem er det, Pia Olsen Dyhr ikke taler om, skriver Simon Emil Ammitzbøll-Bille.
På vej ind til regeringsdrøftelserne på Marienborg talte Pia Olsen Dyhr om klima og sårbare børn. De emner er nemme for S og R. Det virkelige problem er det, Pia Olsen Dyhr ikke taler om, skriver Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mette Frederiksen bør danne en midterregering. Om fløjene kan lide det eller ej, er det valgets tale. De tre partier (Socialdemokratiet, Moderaterne og Radikale), der gik til valg på at få brudt op i blokpolitikken, fik samlet 73 mandater.

Dermed repræsenterer de det største af de tre mindretal i Folketinget. Der er 72 mandater bag en ren blå regering og kun 30 bag en ren rød regering.

SMR er også den mest smidige regering, vi kan få i et fragmenteret Folketinget med hele 12 partier. De ønsker alle tre at lave reformer, der styrker dansk økonomi og genopretter kvaliteten i velfærdssamfundets institutioner.

Sikkerhedspolitikken er heller ikke noget problem. SR er med i det nationale kompromis om forsvaret, og Moderaterne er helt enige om indholdet. Alle ved, at vi nu skal hurtigere i gang med de øgede forsvarsudgifter. Det skaber ingen konflikter. Hverken mellem SMR eller i Folketinget som helhed.

Politisk vil de største udfordringer være udlændinge og klima. Men det er også til at løse. Vejen frem er at anerkende de flertal, der nu engang er, i det Folketing vælgerne har sammensat. De Radikale må acceptere den stramme udlændingepolitik, men deres potentielle regeringspartnere må give dem, at de mest tossede regler skal fjernes eller modereres.

Det samme på klimaområdet, hvor det grønne flertal på respekteres. Løkke og Moderaterne må sikre, at det ikke går for hårdt ud over erhvervslivet. Men mon ikke det kan klares, hvis ønsket er der.

SF er blevet et mere modent parti. I hele den forgangne valgperiode har SF nærmest været mere enig med Socialdemokratiet end Socialdemokratiet selv.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Der er faktisk ikke særligt langt mellem S, R og M. Den største knast er måske det socialdemokratiske ønske om et asylcenter i Rwanda. Lars Løkke har kaldt det et fantastiprojekt, og de radikale har gjort det til en form for ultimatum, selv om partileder Martin Lidegaard ikke synes at have hjertet med i den hårde retorik.

Det hele så i hvert fald underligt ud, da han som en af de sidste på pressemødet for hans præsentation som ny radikal boss måtte række hånden op på et spørgsmål fra en journalist om, hvorvidt det var ultimativt at Rwanda-projektet blev droppet.

Siden har Lidegaard dog sendt mere milde signaler. Han har gentaget det radikale ønske om, at sådanne lejre uden for Europa skal koordineres gennem EU. Og han har talt om, at de skal ligge i Nordafrika hellere end i Rwanda. Måske R kan få det sidste på den korte bane og det første som en politisk målsætning.

En anden udvej er selvfølgelig, at S dropper lejren. Ikke som en indrømmelse til R, men som en indrømmelse for at få Moderaterne med, så man kan sige, at regeringen er over midten.

Læs også

Måske den politiske løsning skal kombineres med ministerudpegning. Poster er ofte den sauce, der lettest får politiske kameler til at glide ned. Hvis jeg var Lidegaard ville jeg gøre Zenia Stampe til ny kulturminister. Så kan hun heller ikke pisse på regeringen udefra, men i stedet blive en integreret del af holdet.

SMR er og bliver det oplagte svar på valgresultatet. Mette Frederiksen kan altid gå med S-SF-R, hvis det andet glipper. Det modige ville være at kombinere de to. Altså danne en firepartiregering bestående af S, SF, M og R. Jeg har allerede argumenteret for, at SMR ville være let. S, SF og R har allerede siddet i regering sammen tidligere under Thorning. Det svære ligger altså ik at forene M og SF. Men er det nu så svært?

De kommende dage og uger må vise, om vi skal have den første flertalsregering siden Nyrup.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Pia Olsen Dyhr har ministererfaring. Hun ved godt, hvad det handler om. På vej ind til regeringsdrøftelserne på Marienborg talte hun om klima og sårbare børn, som de to vigtigste emner. De emner er nemme for S og R. Lars Løkke skal alligevel give sig på klima, og han har et stort engagement i udsatte børn blandt andet gennem sin egen Løkkefond til fordel for udfordrede drenge.

Det virkelige problem er det, Pia Olsen Dyhr ikke taler om. Nemlig økonomien. Sidst SF var i regering faldt de igennem på salget af Dong, men det kunne lige så godt have været uenighederne med de radikale om skat, dagpenge, selskabsskat og reformer. SF er dog blevet et mere modent parti. I hele den forgangne valgperiode har SF nærmest været mere enig med Socialdemokratiet end Socialdemokratiet selv.

Og SMR-partierne vil jo helst have skattelettelser i bunden. Mon så ikke man kan lave nogle småreformer og let lempelser til erhvervslivet ved siden af? Hvis SF vil være et magtparti, kommer der næppe en bedre chance end nu. Så må de tage med, at det kan give nogle tab til Enhedslisten.

De kommende dage og uger må vise, om vi skal have den første flertalsregering siden Nyrups rødkløverregering i første halvdel af halvfemserne. Ellers må vi jo nøjes med SMR. Det er det mest sandsynlige udfald. Med eller uden Pia Olsen Dyhr.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pia Olsen Dyhr

Partiformand (SF), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

Martin Lidegaard

MF (R), politisk leder, Radikale
cand.comm. (Roskilde Uni. 1993)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF, stifter og politisk leder (M), fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)