DF: Danmark skal ikke være eneansvarlig for udviklingen

Af Claus Kvist Hansen (DF)
Udviklingsordfører

Danmark har det seneste års tid justeret i sin overordnede udviklingspolitik. Først og fremmest er udviklingsrammen tilpasset fra cirka 0,86 procent af BNI for 2015 til 0,71 procent i år og med en forventning om 0,70 procent for de kommende år.

Hermed ligger Danmark på det niveau, som FN foreslår, og som Dansk Folkeparti har kæmpet for i årevis. Det er værd at bemærke, at Danmark fortsat ligger solidt blandt de 4-5 lande, som verden over bidrager mest til udvikling. Vi skal tage et ansvar, men Danmark skal ikke være hoved- eller eneansvarlig for at udvikle verdens fattige lande.

Også i forhold til FN og Verdensbanken er Danmark blandt de lande, som troligt bidrager, og i det hele taget er sig sit ansvar bevidst.

En vis andel af udgifterne til flygtninge, som opholder sig i Danmark, må tages fra udviklingsbistanden i overensstemmelse med internationale budgetregler, hvilket Dansk Folkeparti støtter.

For de midler som er tilovers, og som kan anvendes til udviklingsbistand i traditionel forstand, kan vi målrette ressourcefordelingen.

Det er værd at bemærke sig, at Danmark fortsat ligger solidt blandt de 4-5 lande, som verden over bidrager mest til udvikling.

Claus Kvist Hansen, udviklingspolitisk ordfører i Dansk Folkeparti

Regeringen har for nylig med Taksøe-rapporten lagt op til en samtænkning af udenrigs-, erhvervs- og udviklingspolitik, hvilket DF støtter. Samtidig skal midlerne målrettes de områder, som har størst strategisk interesse for DK. Derfor ses en tendens til, at projekter i Fjernøsten og Sydamerika udfases. DF er enig i, at Afrika og det nære Mellemøsten har stærk strategisk interesse for DK.

Dansk Folkeparti ser desuden også erhvervslivet som et værktøj, der kan være med til at udvikle u-landene.

Dansk Folkepartis fokuspunkter
Øvrige midler vil Dansk Folkeparti i uprioriteret rækkefølge fokusere på en række områder:

• Klodens ukontrollerede befolkningstilvækst bør adresseres mere direkte. I vores udviklingspolitik må vi bryde det tabu, som synes at være herskende: udviklingslandene kan ikke på sigt gøre sig håb om bedre samfund uden også at få kontrol over befolkningstilvæksten.
  
  
• Dansk Folkeparti ønsker, at der skal være en "buffer" i forhold til ekstraordinær humanitær hjælp og udviklingsbistand i konfliktzoner og nærområder, som kan variere afhængig af den udenrigspolitiske situation.
  
  
• Dansk Folkeparti ser en fordel i udviklingsstøtte via civilsamfundsorganisationer, NGO’er og lignende i forhold til budgetstøtte-lignende bistand. DF ønsker at udfase traditionel budgetstøtte.
  
  
• Sygdomme er en uforholdsmæssig stor belastning for store dele af befolkningen i den 3. verden. DF vil derfor støtte sundhedsområdet med målrettet sygdomsbekæmpelse via støtte til for eksempel vaccinationsprojekter og forebyggelse af eksempelvis HIV.
  
  
• Udviklingsbistand skal kobles sammen med landenes vilje til at modtage egne, afviste statsborgere. DF finder, at en helt naturlig forudsætning for udviklingsbistand er, at modtagerlandene lever op til et ansvar for egne borgere, som ikke kan opnå lovligt ophold i EU eller Danmark.
  
  
• Udviklingsbistand skal bruges til at motivere lande i nærområder til at oprette flygtningelejre – herunder for personer, som er afvist i Danmark. Danmark skal i det hele taget arbejde mere målrettet for en ordning á la "den australske model" for at håndtere migranter og flygtninge, som ikke får ophold i Europa.
  
  
• Grove eller gentagne korruptionssager eller brud på frihedsrettigheder i modtagerlande skal kunne medføre øjeblikkeligt stop for udviklingsbistand. Korruption er ødelæggende for et land og ved at lukke øjnene for, at udviklingsmidler ender i forkerte lommer, opretholder vi en skadelig kultur i landet. Endelig har danske skatteborgere krav på, at udviklingsmidlerne forvaltes med omhu og anvendes til formålet.
  
  
• Støtte og projekter, hvor Danmark har kontrol med midlerne helt ud i sidste led, skal prioriteres for at minimere risikoen for korruption og uregelmæssigheder.
  
  
• EU’s, og i øvrigt de øvrige donorlandes, strategier i udviklingsarbejdet skal synliggøres således, at nationalstaternes udviklingsstrategier kan prioriteres bedre.
  
  
• EU skal åbne sig mere for afsætning af varer fra udviklingslandene, for dermed at udvikle den primære sektor i landene - eksempelvis gennem flere ensidige frihandelsaftaler - lige som EU skal stoppe eksport til dumpingpriser til udviklingslandene.