DF-kandidat: Egohumanisterne nedbryder det danske samfund

Af Kristian Tørning
Regions- og folketingskandidat for DF

De har myrdet samfundsdebatten og forhindrer, at vi kan få en åben og sober diskussion af væsentlige samfundsforhold. De er egohumanisterne, og de arbejder for en pseudohumanisme, der handler om dem selv.

I 30 år er danskerne blevet spist af med en skindebat om indvandring. En debat, som altid undgår kernen i problemet. Alle store rationelle spørgsmål er stadig ubesvarede: Har danskerne lyst til mere indvandring? Hvor meget indvandring skal vi have? Hvilken slags indvandring skal vi have? Hvordan gavner indvandringen danskerne? Og hvis den ikke gavner, hvorfor skal danskerne så betale for den og tolerere den? 

De spørgsmål er ubesvarede, fordi egohumanisterne ikke vil have, at sådanne spørgsmål fylder i debatten. Sådanne spørgsmål er på kollisionskurs med egohumanisternes identitetsprojekt, og derfor har de forsætligt ødelagt ethvert anløb til en rationel samfundsdebat om indvandring. Og det har virket. 

Egohumanisterne modarbejder oplysning, mens de arbejder for en egohumanistisk styring af demokratiet. Og det er lykkedes dem at etablere robuste tabuer i Danmark.

Kristian Tørning
Regions- og Folketingskandidat for DF

Egohumanister er illoyale mod det danske folk
Egohumanisterne er en magtfuld løst koblet heterogen gruppe af etniske danskere. De er både illoyale mod det danske folk og selve tanken om Danmark som en selvstændig suverænstat. Og det var dem, der myrdede samfundsdebatten.

De myrdede samfundsdebatten for at få rum til at realisere deres projekt udenom demokratiet. Deres projekt har ingen folkelig opbakning, men det fylder alligevel den politiske og mediemæssige dagsorden. Det er de facto lykkedes for dem at afmontere demokratiets forsvarsmekanismer med deres primitive kommunikationsstrategi: anti-kommunikationen. 

Når egohumanisterne anti-kommunikerer, ødelægger de forsætligt samtaler for at forhindre erkendelse og spirende nysgerrighed. De anti-kommunikerer i alle situationer, hvor de føler, at deres projekt er i fare for belysning. 

Anti-kommunikationen er egohumanisternes adelsmærke; den er deres stilistiske signatur. Strategien er simpel, når egohumanister anti-kommunikerer, bruger de al deres taletid på at forhindre andre i ytre sig om virkeligheden.

Anti-kommunikationen er effektiv, også fordi egohumanisterne slipper for at bruge kræfter på at forstå modparten eller løfte deres egen bevisbyrde. De behøver aldrig pege på det gavnlige ved deres egne idéer, de kan nøjes med at antyde, at andres for eksempel er racistiske, moralsk anløbne eller blot et udtryk for primitivisme eller dårlig smag. 

En række dogmer udgør en pseudohumanisme
Egohumanisterne er dogmatikere. Deres ”humanisme” er en pseudohumanisme - en art sekulær religion. De bekender sig ubetinget til deres fem dogmer, som de beskytter med deres anti-kommunikation. På den måde er anti-kommunikationen også identitetsskabende. 

Det første dogme lyder: ”Vi er moralens vogtere”, der indeholder en identitetsskabende påstand om egohumanisternes moralske overlødighed. Egohumanisterne er de udvalgte, som skal beskytte moralen fra dem, der er umoralske. 

Det andet dogme: “Vi har ret til at hade” giver ret til at føle den forbudte følelse had. Og når de hader, så effektuerer de blot deres naturgivne ret til at opretholde den globale moralske orden og føle en stærk følelse af retfærdighed, fordi de beskytter moralen i verdenen. 

Det tredje dogme “Vi kræver kompleksitet” dikterer, at egohumanisterne skal elske kompleksitet og kræve mere af den.

Det fjerde dogme “Vi handler med ord” giver egohumanister ret til at opfatte deres egne ord som handlinger. Dogmet fritager dem fra de praktiske handlinger, der kunne være forbundet med deres synspunkter.

Det femte dogme: “Vi vil verden” kræver, at egohumanisterne bekender sig til en utopisk ekspansiv verdslighed, hvor det fremmede altid er godt, og det hjemlige altid er dårligt. 

Dogmerne styrker egohumanisternes identitet
Egohumanismens dogmer er pejlemærker og et koordinerende princip i en social proces, der består af ritualer, som egohumanisterne udfører. Ritualerne er særligt centreret omkring anti-kommunikation, som de anvender for at mørklægge dogmerne og konsekvenserne ved det egohumanistiske. 

Egohumanisternes selvværd og identitet vokser, når de anti-kommunikerer, og deres tilhørsforhold styrkes på grund af signalværdien i anti-kommunikationen. Den dogmatiske tænkning betyder for eksempel, at egohumanisterne med afsæt i deres tredje dogme hele tiden kræver kulturel kompleksitet og sikrer både indvandring og tvangskulturalisering af danskere. Kompleksiteten er formålet i sig selv.

For egohumanisterne er det en identitetsforstærkende kilde til nydelse at anti-kommunikere, hvis nogen stiller spørgsmål ved dogmerne. De føler sig for eksempel godt tilpas, når de udskammer rationelle borgere ved slet skjulte antydninger om racisme. Og der er ikke noget moralsk problem i den adfærd, for det andet dogme giver egohumanisterne ret til at hade, mens det første dogme præciserer, at de er moralens vogtere.

Det fjerde dogme er dejligt ansvarsfraskrivende, for det betyder, at egohumanisterne for eksempel kan kræve kulturel kompleksitet, selvom de ikke selv deltager i de praktiske implikationer af samme. Det er “nogle andre”, der skal sætte deres børn i de sorte folkeskoler, som indvandringen har afstedkommet. 

Egohumanisterne har skabt robuste tabuer
Egohumanisterne findes alle steder i samfundet. De arbejder systematisk på tværs af brancher, industrier og sektorer og forhindrer, at væsentlige oplysninger kan komme borgerne i hænde. De er ofte faglige magtmisbrugere, som simpelthen tilsidesætter deres faglighed, hvis det tjener egohumanismen.

Egohumanisterne modarbejder oplysning, mens de arbejder for en egohumanistisk styring af demokratiet. Og det er lykkedes dem at etablere robuste tabuer i Danmark. Med anti-kommunikationens sociale censur har de således fået implementeret omfattende ændringer af det danske samfund vel at mærke uden nogen ægte debat, plan eller undersøgelser af ændringernes konsekvenser. 

Egohumanisterne har for eksempel fået tabuiseret en debat af, at danskerne demografisk set er truede, at vi ikke lever i rigdom, at kulturer har forskellige kvaliteter, at der findes et “dem” og et “os”, og at egohumanisterne ikke deltager i deres eget projekt. Det skyldes, at egohumanisterne arbejder i netværk og anvender deres socialt stigmatiserende anti-kommunikation over for enhver, der forsøger at udvise nysgerrighed omkring de forhold.

Milliarderne og øjnene ruller
Et frisk eksempel er Finansministeriets beregninger af, at indvandring fra ikke-vestlige lande i 2014 alene kostede danskerne 33 milliarder kroner. Det har ikke betydet noget, for egohumanisterne arbejder, som de plejer i deres tværfaglige netværk og forhindrer, at den viden kan bruges til at definere indvandringen som en økonomisk katastrofe. De sikrede, at der stadig ikke kan konkluderes eller besluttes noget.

Den egohumanistiske del af pressen holder mikrofonen for egohumanister, som hævder, at der er regnet forkert. Andre egohumanister påstår, at det vil jævne sig ud på sigt. Egohumanistiske politikere - fra forskellige partier – peger på, at danskerne skal betale, for det dikterer internationale konventioner. Og egohumanisterne fra kendis- og kulturliv himler op om, at det er tarveligt og umoralsk at opgøre, hvad mennesker koster – det kan man ikke! Og andre egohumanister kræver straks en fejlfri definition på, hvornår man er ægte dansker.

Ingen har ansvaret for, at det fortsætter
Det samme skuespil vil udfolde sig, når Finansministieriet næste gang regner efter, og prisen for ikke-vestlig indvandring igen er steget. Samfundsdebatten er effektivt afgået ved døden. Fakta har ingen betydning. De styres efter de egohumanistiske dogmer.

I dag behøver egohumanisterne ikke længere kalde danskerne for racister. De kan tilbagelænet vente og anti-kommunikere, for portene til Europa står på vid gab. De overstatslige organisationer, som egohumanisterne er loyale overfor, virker efter deres magt. Europa bliver fyldt med kompleksitet via indvandring og den medfølgende kulturtilstrømning.

Egohumanisterne står godt, og i dag er der meget, der tyder på, at det vitterlig vil lykkes dem at få nedbrudt Danmark som suveræn nationalstat og velfærdssamfund – endda uden debat.