Debat

DF: Kvalitetssikring af tre indsatser skal skabe en værdig ældrepleje

DEBAT: Flere indsatser i ældreplejen skal kvalitetssikres, så borgere kan få en plejehjemsplads, når de har behov for det, skriver ældreordfører Karina Adsbøl (DF).

Alt for ofte ender midler til ældreområdet, som vi får forhandlet igennem på Christiansborg, med at blive brugt på noget andet i kommunerne, skriver ældreordfører Karina Adsbøl (DF).
Alt for ofte ender midler til ældreområdet, som vi får forhandlet igennem på Christiansborg, med at blive brugt på noget andet i kommunerne, skriver ældreordfører Karina Adsbøl (DF).Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Sofie Hvemon
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Karina Adsbøl (DF)
Social- og ældreordfører

Som social- og ældreordfører synes jeg godt, at jeg kan tillade mig at se tilbage på den seneste valgperiode med en vis stolthed.

Et af de områder, hvor Dansk Folkeparti som støtteparti fik sat markante aftryk, var netop på ældreområdet.

Ældres vilkår var i fokus på finanslov efter finanslov, og der blev blandt andet afsat midler til en mere værdig ældrepleje, flere varme hænder, køkkener på plejehjem og afskaffelse af satspuljens årlige udhuling af folkepensionen.

Vi ser alt for ofte, at midler til ældreområdet, som vi får kæmpet igennem i en forhandling på Christiansborg, ender med at blive brugt til noget helt andet ude i kommunerne.

Karina Adsbøl (DF)
Social- og ældreordfører

Listen over gode tiltag, som vi fik gennemført på ældreområdet, er naturligvis udtryk for, at fokus og resultater i sagens natur oftest følges ad.

Bekymrende signaler fra ny regering
Derfor er det også med stor bekymring, at jeg har iagttaget de signaler, som statsminister Mette Frederiksens S-regering har sendt, siden de har indtaget regeringskontorerne.

Eller måske rettere sagt manglen på signaler. Det ser ganske enkelt ud til, at ældreområdet fylder meget lidt for denne regering.

Det kan man blandt andet se i det såkaldte forståelsespapir, som Socialdemokratiet fik forhandlet på plads med deres støttepartier, inden de kunne danne regering. Her blev ældreområdet kun nævnt én gang.

"Øge værdigheden i ældreplejen. Med det mål at give de ældre mest mulig selvbestemmelse og værdighed igangsættes et arbejde, der skal reducere unødvendige dokumentationskrav, kontrol og minuttyranni i ældreplejen og dermed frigøre tid til arbejdet med den enkelte ældre," stod der.

Området fylder ikke i forhandlinger om finansloven
Det bliver man ikke for alvor klogere af, når man skal forsøge at dechifrere, hvad regeringen helt konkret har tænkt sig at gøre på dette område.

Det virker heller ikke til, at ældreområdet fylder alverden i de igangværende finanslovsforhandlinger. Det er i hvert fald ikke lige det, som forhandlerne har fokus på, når de bliver interviewet på vej til og fra forhandlingsmøderne.

Det kan være, at jeg tager fejl. Jeg ved kun, hvad jeg ser i medierne om finanslovsforhandlingerne. Dansk Folkeparti har kun været inviteret til et enkelt indledende møde.

Mere velfærd og mindre bureaukrati
Der er ellers udfordringer nok at tage fat på. Det er yderst relevant, når Altinget i en temadebat spørger, hvordan vi skaber mere velfærd og mindre bureaukrati i ældreplejen.

Der ligger allerede en afrapportering fra Sundheds- og Ældreministeriets og KL's arbejde om forenkling af regler og dokumentationskrav i ældreplejen fra januar 2018. Så det er sådan set bare med at komme i gang.

Vi bliver ikke fri for dokumentationskrav. Der er ganske enkelt ting, som det er nødvendigt at dokumentere for at sikre den fornødne kvalitet.

Som social- og sundhedsassistent har jeg været vant til at dokumentere i form af væskeskemaer, afføringsskemaer og medicinskemaer.

Dokumentation er et vigtigt redskab i arbejdet med mennesker, herunder også for ens kollegaer, der møder senere på arbejdet og kan se, hvordan det går med den ældre og følge op.

Dokumentation giver viden om indsatsen, som er afgørende for, at medarbejderne kan sikre og udvikle kvaliteten, hjælpen og omsorgen for den ældre medborger.

Inddrag personalet langt mere
Men vi er simpelthen nødt til at inddrage personalet i plejeomsorgssektoren i højere grad, da det er dem, som arbejder med det i det daglige, der ved, hvad der er vigtigt at registrere, og hvad der er mindre vigtigt. Det skal man blive bedre til.

Jeg vil pege på en række punkter, som er nødvendige for at opjustere og kvalitetssikre en værdig og velfærdsrig pleje- og omsorgssektor.

Pengene skal følge med, når der kommer flere ældre mennesker, som lever længere – det såkaldte demografiske træk.

Men penge gør det ikke alene. Det handler også om tid. Tid til omsorg. At man som medarbejder har tid til en snak.

Kvalitetssikring skal sikre værdig ældrepleje
Midlerne, som bliver afsat på ældreområdet, skal bruges på ældreområdet.

Vi ser alt for ofte, at midler til ældreområdet, som vi får kæmpet igennem i en forhandling på Christiansborg, ender med at blive brugt til noget helt andet ude i kommunerne.

Derfor har det jævnligt været nødvendigt at øremærke midlerne til et specifikt område.

Indsatserne skal kvalitetssikres, så man kan få en plejehjemsplads, når behovet er der. I valgkampen foreslog Dansk Folkeparti at indføre en ret til en plejehjemsplads til danskere over 80 år, som måtte have brug for det.

Derudover skal det sikres, at der er nok personale, også om natten, til at varetage opgaven på forsvarlig vis, og at ældre har større medbestemmelse på eget liv.

Når vi får realiseret disse ambitioner, vil vi være kommet målet om en bedre og mere værdig ældrepleje med mindre overflødigt bureaukrati et betydeligt skridt nærmere.

Dokumentation

Temadebat: Hvordan skaber vi mere velfærd og mindre bureaukrati i ældreplejen?

Regeringen vil reducere dokumentationskrav, kontrol og minuttyranni i ældreplejen for at frigøre kræfter til kerneopgaven med pleje og omsorg for de ældre.

Nu giver Altinget i en temadebat ordet til en række centrale aktører, som vil give deres svar på, hvordan de vil mindske bureaukratiet.

Her er aktørerne:
  • Bjarne Hastrup, direktør, Ældre Sagen
  • Helle Linnet, landsformand, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark (FSD)
  • Jane Heitmann (V), medlem af Folketinget og ældreordfører
  • Jette Skive (DF), formand, KL's sundheds- og ældreudvalg, og rådmand, Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune
  • Karina Adsbøl (DF), medlem af Folketinget og ældreordfører
  • Katrine Lester, direktør, Danske Seniorer
  • Klaus Mygind (SF), stedfortrædende sundheds- og omsorgsborgmester, Københavns Kommune 
  • Mogens Rasmussen, formand, Danske Ældreråd
  • Peder Hvelplund (EL), medlem af Folketinget og ældreordfører
  • Pernille Beckmann (V), borgmester, Greve Kommune
  • Tine Rostgaard, professor i komparativ social- og velfærdspolitik, Vive
  • Torben Klitmøller Hollmann, sektorformand, social- og sundhedssektoren, FOA

I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karina Adsbøl

MF (DD), 4. næstformand, Folketingets Præsidium
social- og sundhedsassistent (Social- og Sundhedsskolen i Fredericia 2005), social sundhedshjælper

0:000:00