DF mister hver femte ansatte efter katastrofevalg: Millionopsparing begrænser skaderne

ORGANISATION: Dansk Folkeparti har været nødt til at trimme sin organisation efter valgnederlaget i juni, men en tocifret million-opsparing afbøder de værste konsekvenser for partiets organisation.

DF har en solid opsparing, som afværger de værste konsekvenser for partiets organisation efter det historisk dårlige valgresultat.
DF har en solid opsparing, som afværger de værste konsekvenser for partiets organisation efter det historisk dårlige valgresultat.Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Martin Mauricio

Dansk Folkeparti har mistet 21 af de 37 mandater, som Kristian Thulesen Dahl og kompagni vandt ved jordskredssejren i 2015.

Det betyder, at partiet skal tilpasse sig en ny virkelighed både politisk og organisatorisk, da vælgernes hårde dom får stor betydning for, hvor mange kroner Dansk Folkeparti fremover vil modtage i gruppe- og partistøtte.

I juni 2019 var 40 personer ansat i Folketingsgruppen og landsorganisationen, men nu er antallet af ansatte skåret ned til 32 personer i partiets sekretariat ved folketingsgruppen og landsorganisationen.

Men fyringsrunden er i virkeligheden væsentligt mindre, end man kunne forvente, den massive tilbagegang taget i betragtning. Det skyldes ikke mindst, som Altinget tidligere har beskrevet, at Dansk Folkeparti har opsparet 26 millioner kroner i ubrugt gruppestøtte.

"Når man har en opsparing, er det for at kunne stå imod dårlige tider. Vi går tilbage ved det her valg, og det får naturligvis konsekvenser hele vejen rundt. Men så er det godt at have noget på kistebunden, så man kan afbøde de værste virkninger af det," siger partiets gruppeformand, Peter Skaarup.

Artiklen fortsætter under grafen.

Grafen tager udgangspunkt i tal fra Folketinget fra august 2018, som viser regnskabet for partiernes gruppestøtte i 2017*.

DF har stemt imod at hæve partistøtten
Dansk Folkeparti har flere gange stemt imod at øge parti- og gruppestøtten. I 2016 var partiet sammen med Enhedslisten de eneste, der stemte imod, da et bredt flertal af Folketingets partier besluttede at tildele sig selv 52 millioner kroner i såkaldt eksperttilskud oven i den almindelige gruppestøtte på i alt 123 millioner kroner.

Alligevel har Dansk Folkeparti ansøgt om midlerne, da man ellers ville "blive løbet over ende" af de andre partier, som gruppeformand Peter Skaarup dengang udtrykte det.

Er det den bevilling, I selv stemte imod, der nu er med til at redde jer fra en større fyringsrunde?

"Vores økonomi ville være fornuftig uanset de ekstra midler. Men det ville ikke være rimeligt, hvis vi skulle stilles dårligere end de andre partier, når de pludselig får en væsentlig bedre økonomi ved hjælp af statsstøtte. Derfor søgte vi midlerne, og de er også med til at give vores økonomi en fin polstring," siger Peter Skaarup.

Læs også

DF-gruppeformanden understreger, at situationen ikke ændrer på partiets grundlæggende holdning til parti- og gruppestøttemidlerne.

"Vi vil stadig gerne gå sammen med andre partier i Folketinget om at lade støtten gå ned. Det vil kun være helt rimeligt," siger han.

Artiklen fortsætter under grafen.

Flere fyringer kan ikke afvises
Peter Skaarup medgiver, at det "selvfølgelig vil have en effekt", at partiet nu har udsigt til at få færre støttekroner ind på kontoen. Men han slår fast, at hverken Dansk Folkeparti eller andre partier har noget at klage over.

"Uden vores støtte har et flertal af Folketingets partier ad flere omgange sørget godt for sig selv. Hvis man har økonomiske problemer, bærer man sig uansvarligt ad med midlerne. Hverken vi eller andre partier skal påstå, at vi har det dårligt," siger Peter Skaarup.

Alligevel vil han ikke afvise, at det kan være nødvendigt at skære yderligere ned på antallet af ansatte i løbet af den kommende valgperiode.

"Det er for tidligt at sige. Nu har vi lavet en umiddelbar tilpasning af organisationen efter folketingsvalget, og så må vi se, hvordan det går hen ad vejen," siger han.

Du kan læse mere om, hvordan partiernes sekretariater har ændret sig efter folketingsvalget på Altinget Christiansbog

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Skaarup

MF (DD)
student (Aarhus Katedralskole 1982)

0:000:00