Debat

DF: Morgendagens EU-skepsis kommer fra Østeuropa

DEBAT: Mistilliden til Bruxelles og modviljen mod EU-indblanding vokser i Østeuropa, og det gør landene i den yngre union-generation til vigtige alliancepartnere, skriver Dansk Folkepartis MEP Anders Vistisen. Vigtigere end Tyskland og Frankrig, mener han.

<span>Fremtidens samarbejdspartnere i EU er ikke Tyskland eller Frankrig, men de østeuropæiske lande med tiltagende EU-skepsis, hvis man spørger Anders Vistisen, som er medlem af EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti.</span>
Fremtidens samarbejdspartnere i EU er ikke Tyskland eller Frankrig, men de østeuropæiske lande med tiltagende EU-skepsis, hvis man spørger Anders Vistisen, som er medlem af EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti.
Line Jenvall
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anders Vistisen
Medlem af EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti

I disse år har omtalen af Østeuropa, der har fyldt mest i danske og vesteuropæiske medier, været en fordømmelse af politiske partier og systemer, som vi ikke helt forstår.

Victor Orbán i Ungarn har længe været en yndlings prygelknabe for liberale og socialister i vesten, mens PIS-partiet med deres sejr ved såvel præsident- og parlamentsvalget i Polen i nogen grad har overtaget rollen som Østeuropas enfant terrible. 

Med ændringer i landets forfatningsdomstol og statsdrevne medier har Polen sat røven i europæisk klaskehøjde. Det er dog bemærkelsesværdigt, at den vestlige fordømmelse af Polen har været meget mere massiv end den, man har fortaget af Berlusconis Italien eller moradset i Grækenland. 

Fakta
Vil du blande dig i debatten?
Send dit indlæg til [email protected].

Det siger meget om, at der hersker særlige dobbeltstandarder, når det kommer til, hvordan EU og de vestlige lande så at sige takserer indenrigspolitiske meldinger i medlemsstaterne, som de ikke bryder sig om.

Men at skrue op for fordømmelserne og retorikken over for særlige partier og lande fra Østeuropa er og bliver et klodset forsøg på symptombehandling. For folkene og landene i Østeuropa kom ind i det europæiske samarbejde med en anden kultur, historie og forudsætning end de såkaldt gamle EU-lande. 

Hvad vi ser i Ungarn og Polen i dag, er kun begyndelsen på en fremtid, hvor vi vil have mere til fælles med østeuropæere end for eksempel Tyskland og Frankrig.

Anders Vistisen
Medlem af EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti

Flere lande og flere perspektiver
Man har netop kunnet gense dokumentaren om det danske formandskab under Anders Fogh Rasmussen (V), hvor EU-udvidelsen blev besluttet, og selv i de dramatiske slutminutter krævede polakkerne gentagne gange en større bid af kagen, hvis der skulle blive et resultat i København. Polen antog hverken en servil eller ydmyg attitude i forhandlingerne. Og de fik flere penge lagt på bordet.

Siden har vi oplevet, hvordan den forhenværende tjekkiske præsident Václav Klaus nægtede at ratificere Lissabon-traktaten, før Tjekkiet havde fået markante forbehold over for charteret om grundlæggende rettigheder.

For nyligt oplevede vi endelig en historisk uenighed i Rådet om tvangsfordeling af flygtninge, hvor man nedstemte Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet og Rumænien, der på deres side insisterede på, at asyl- og indvandringspolitikken skulle bestemmes nationalt.

Det er i sig selv skæbnens ironi, at halleluja-europæere, for hvem det ikke kunne gå hurtigt nok med at udvide unionen, ikke havde øje for, at den store udvidelse med godt 100 millioner østeuropæere ikke ville betyde business as usual, hvor den tysk-franske akse kunne blive ved med at tromle deres dagsorden igennem projektet stort set uimodsagt.   

Skepsissen spirer
For nok er østeuropæerne glade for sikkerhedspolitiske garantier, og de føler et tæt samarbejde med Vesteuropa. Og de finder, at EU´s landbrugsstøtte og regionalfonde er en rimelig kompensation for landene, der gik glip af Marshall-hjælpen og blev holdt tilbage under den sovjetkommunistiske undertrykkelse. Ligesom de synes om de dele af den fri bevægelighed, de finder, er til gavn for dem. 

Men så stopper henrykkelsen for EU også for de fleste østeuropæere. 

Den udbredte stemning er, at man ikke er sluppet ud af kløerne af et overstatsligt regime for at underlægge sig et nyt. Særligt tyske politikeres gentagne indblanding i og kritik af deres lande gør dem vrede. Derfor har de østeuropæiske lande en klar "what’s in it for me”-tilgang til, hvad der kommer fra Bruxelles.

Allerede i dag står EU-skepsissen meget stærkt i Østeuropa. En styrke, der vil øges i takt med, at den økonomiske fremgang i området vil gøre, at de går fra at være nettomodtagere til nettobidragsydere til EU-kassen. 

Samtidig er vreden over, hvad de oplever som vesteuropæisk arrogance og nedladenhed, stor. 

På det samme hold
Vi vil opleve, at de store østlande som Polen, Ungarn og Tjekkiet vil nægte af indføre euroen som betalingsmiddel. Vi vil se, at de ikke vil tolerere markante indgreb i nationalstaternes selvbestemmelse, når det kommer til flygtninge og asylområdet samt det retspolitiske samarbejde. På udenrigspolitikken vil deres sympatier for henholdsvis Rusland og USA splitte enhver bestræbelse på at få en sammenhængende EU-udenrigspolitik. 

Generelt vil vi se de toneangivende partier på såvel centrumhøjre som venstre have en langt mere skeptisk og tilbageholdende linje, når det kommer til EU. 

Derfor tør jeg godt spå, at Dansk Folkeparti i en nær fremtid vil have sine bedste forbundsfæller for et mere begrænset EU med respekt for nationalstaterne hos vores kollegaer fra Østeuropa. Hvad vi ser i Ungarn og Polen i dag, er kun begyndelsen på en fremtid, hvor vi vil have mere til fælles med østeuropæere end for eksempel Tyskland og Frankrig.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00