DF: Rejsecirkus er trumfkort for EU-kritikken

DEBAT: Det månedlige EU-rejsecirkus mellem Bruxelles, Luxembourg og Strasbourg er symbolet på et frankofilt system, som kun kan forsvare sig ved at pege på sin egen fortid og på støvede traktater. Og i sidste ende er det borgerne, der betaler, skriver Anders Vistisen (DF).

Af Anders Vistisen (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Sikken et europæisk fællesskab vi har, ikke? Næsten alle EU-landenes regeringer vil have hele Europa-Parlamentets apparat flyttet til Bruxelles. Men Frankrig siger bare ”Non!”.

Hver måned må omkring 5.500 politikere, assistenter, funktionærer, teknikere, chauffører, oversættere og journalister flytte sig de 400 kilometer fra Bruxelles i Belgien og Luxembourg til Strasbourg i Frankrig og opholde sig dér i fire dage. Alle skal de have diæter og betalt rejseudgifter. To ekstratog bliver sat ind. 2.500 plastickasser bliver fyldt med dokumenter og læsset på fem lastvognstog og kørt frem og tilbage. Bygningerne står tomme 317 dage om året, men skal dog vedligeholdes og opvarmes. Den samlede ekstra-udgift er i omegnen af 1,3 milliarder kroner om året.

Priser skyder i vejret
Rejsecirkusset gavner kun franske interesserer og enkelte virksomheder, der scorer kassen på cirkusset. Det er helt umuligt at komme til Strasbourg fra mange lande, og det har flyselskaberne udnyttet til at skabe sig en økonomisk guldkalv af de helt store.

På flyene i Strasbourg-ugerne er hovedparten af billetterne til business class, og selvom jeg principielt forsøger at flyve billigst muligt, kan det reelt ikke undgås, at en returbillet til byen disse uger koster 5-8000 kr. Hotelpriserne er ligeledes skruet voldsomt i vejret i den uge, hvor Europa-Parlamentet er i Strasbourg, ligesom restaurantpriserne er hævet.

Borgerne betaler
Når jeg angriber den slags provokerende spild, er det ikke for Europa-Parlamentets skyld, for borgerne kan ret beset være ligeglade med, om EU-politikerne har det besværligt. Men i sidste ende er der kun borgerne til at betale for det eklatante spild af penge, og jeg synes ærlig talt, at pengene kan bruges langt mere fornuftigt end at tilgodese fransk beskæftigelse.

Rejsefarcen er ellers så pinlig en affære for EU's anseelse, at hele 75 procent af Europa-Parlamentets medlemmer har stemt for, at Parlamentet kun skal have ét sæde, nemlig i Bruxelles. Men i sidste ende er det heller ikke Parlamentet selv, der skal afgøre sagen; det er landenes regeringer i Ministerrådet. Et massivt flertal af medlemslandenes regeringer er enige. Men lige meget hjælper det, for Frankrig siger bare ”Non!” med sit veto. Det er sjovt nok et udslag af nationalisme, som ellers skulle være så skadelig. Men pludselig vejer fransk forfængelighed tungere end det europæiske fællesskab.

Kun en vej at gå
Der er kun en vej at gå, hvis vi skal stoppe dette vanvittige flyttecirkus. Det er at sørge for at udhule den økonomiske gevinst og prestige, der er for Frankrig i at have Parlamentet.

I forrige periode forsøgte man at begrænse den tid, man brugte i Strasbourg, ved at samle to af de årlige 12 sessioner i samme uge, en mandag-tirsdag og så igen en torsdag-fredag. Dermed kunne man bringe antallet at Strasbourg-uger ned fra 12 til 6. Den model blev imidlertid underkendt af EU-Domstolen.

Men jeg synes ikke, vi skal give op. Derfor vil jeg foreslå, at vi fremover placerer alle afstemninger en enkelt dag i Strasbourg-ugen. Så de over 90 af parlamentarikerne, der ikke skal tale i plenaren, kan nøjes med flyve ind og stemme og derefter tage af sted igen. Det vil betyde et enormt tab i indtægter og prestige for Frankrig og måske medføre, at de bliver mere interesserede i at finde en løsning med kun et enkelt sæde for Europa-Parlamentet – til gavn og glæde for EU’s skatteborgere.

Forrige artikel V: Københavneri skævvrider dansk kultur V: Københavneri skævvrider dansk kultur Næste artikel Hummelgaard: Beskat bankernes gæld Hummelgaard: Beskat bankernes gæld
Støttepartier kræver bedre ældrepleje på finansloven

Støttepartier kræver bedre ældrepleje på finansloven

ÆLDREVELFÆRD: Ældreområdet har indtil nu ligget lavt prioriteret hos regeringen, men mediestorm om dårlige forhold på plejehjem giver støttepartier blod på tanden forud for efterårets finanslovsforhandlinger.