DFiR-medlem: Mor og forsker rimer på elendige karriereudsigter

Af Maja Horst
Professor, KU og medlem af Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd

I den kommende udgave af EU-Kommissionens såkaldte ’She-figures’ kommer vi endnu engang til at konstatere, at Danmark halter bagud på den centrale indikator for ligestilling inden for forskningen; hvor stor en andel af professorerne i de respektive europæiske lande er henholdsvis mænd og kvinder.

Det kunne man læse om i Altinget 12. februar 2019. 

Danmark er under EU-gennemsnittet
Selv om andelen af kvindelige professorer er lavere i for eksempel Tyskland og Holland end i Danmark, ligger vi alligevel bag lande som UK, Schweiz, Østrig og Sverige og væsentligt under EU-gennemsnittet.

I de seneste europæiske sammenligninger fra 2016 er kvinders andel af professorstillingerne i Danmark 21 procent. Det er fire mandlige professorer for hver kvindelig professor.

I Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR) har vi i projektet ´Karrierer i forskningen’ kigget nærmere på udviklingsmønstre i karriereforløb ved de danske universiteter. Hvis vi håbede på udviklingstrends, der ville øge ligestillingen, blev vi skuffede.  

DFiR vil gerne have, at vi i Danmark bliver meget bedre til ligestilling i forskningen. Det kræver imidlertid, at vi i Danmark starter med at erkende, at der er et problem og sætter aktivt ind i forhold til at gøre noget ved det. 

Maja Horst
Professor, KU, og medlem af Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd

Der er kommet langt flere postdocs i dansk forskning over de sidste 15 år. DFiR ville forstå, hvorvidt det påvirker karriereudviklingen for de yngre forskere, der fortsætter i videnskabelige stillinger på universiteterne.

Mødre har ringere udsigt til fastansættelse
Derfor fulgte rådet tre kohorter af færdige ph.d.er fra danske universiteter: Alle dem, der fik en ph.d.-grad fra et dansk universitet i henholdsvis 1999 – 2002, 2003 – 2006 og endelig i perioden 2007 – 2009.

Vi så på, hvor mange af disse der seks år efter ph.d.-graden stadig var ansat på universitetet, men fortsat ikke havde opnået en fastansættelse (lektorat).

Vi konstaterede, at der er sket en generel opbremsning i karriereflow, så det i gennemsnit tager væsentligt længere for alle at komme frem til en ansættelse som lektor. For mænd med og uden børn og for kvinder uden børn tager det nu stort set lige lang tid at komme frem til en fast stilling.

For de tre kategorier er det omkring 60 procent, der ikke har fået en fast stilling seks år efter ph.d.-graden. For kvinder med børn er der sket en yderligere forlængelse af karrierevejene. Det er således 73 procent, der efter seks år ikke har opnået en lektoransættelse.

Med en så lav succesrate til en fast stilling inden for en seksårig periode (der baserer sig på, at man efter ph.d.en kunne have haft et postdocforløb og et adjunktur og dermed have kvalificeret sig til et lektorat) for kvindelige forskere med børn betyder det, at kun hver fjerde kvindelige forsker med børn, der er i et videnskabeligt karriereforløb på universiteterne, formår at få en lektoransættelse inden for en karrierenormtid.

Karriereudsigterne er elendige, og det får givetvis netop kvinder med børn til at opgive at fortsætte i en videnskabelig karriere på universiteterne.

MSO-stillingerne skal udfases
DFiR har også haft et særligt fokus på professor MSO-stillingen. Professor med særlige opgaver blev oprettet som en særlig dansk professorkategori af midlertidige professorater i 2000.

Dengang var der begrænsninger på, hvor mange professorer universiteterne kunne have. Det er der ikke længere.

DFiR har set på, hvordan karriereforløbene er for MSO-professorer. Vi har konstateret, at MSO i ringe omfang anvendes til særlige opgaver. Derimod er MSO blevet en slags prøveprofessorat, hvor hovedparten af MSO-professorerne efterfølgende kommer i et ordinært professorat.

MSO-stillingen er medvirkende til, at det i dag tager 16,4 år at komme fra ph.d-grad til en fast professorstilling. Ti år tidligere tog den tilsvarende akademiske rejse 13,3 år. Disse udviklinger har fået DFiR til at anbefale, at man udfaser professor MSO-stillingskategorien.

Skal dygtige folk være professorer, så giv dem dog et ordentligt og internationalt genkendeligt professorat!

Kvinder ansættes som MSO oftere
I den forbindelse er det interessant, at der er markante forskelle på, hvilken type professorat mænd og kvinder besidder.

I 2016 var andelen af kvindelige professorer i Danmark samlet set knap 21 procent. Blandt ordinære professorer var der 18 procent kvinder, blandt kliniske professorer var der godt 21 procent kvinder. Og for MSO-professorer var kvindeandelen over 30 procent.

Denne store forskel på antallet af kvinder i MSO-professorater og ordinære professorater kunne muligvis skyldes, at MSO-kategorien er relativt ny, og at vi vil se en ændring over tid.

Derfor fik DFIR undersøgt, om der er forskel på, hvem der ansættes i MSO-professorater og ordinære professorater. Da det er samme stillingskategori og i princippet samme kvalifikationskrav, er netop denne mulige forskel interessant.

Og som det fremgår nedenfor i opgørelsen over ansættelser i perioden 2011 – 2017, var der i gennemsnit i hele perioden en væsentlig forskel på ansættelser af henholdsvis mænd og kvinder i de to professor-kategorier.

I gennemsnit blev 24 procent kvinder ansat som ordinære professorer og 30 procent som professor MSO. Det ser altså ud, som om ’prøveprofessoratet’ i særlig grad er noget, kvinder skal igennem. Også af den grund vil det være en god ide at afskaffe MSO-kategorien.

DFiR vil gerne have, at vi i Danmark bliver meget bedre til ligestilling i forskningen. Det kræver imidlertid, at vi i Danmark starter med at erkende, at der er et problem og sætter aktivt ind i forhold til at gøre noget ved det.

DFIR har tidligere påvist, at konkret ledelsesmæssigt fokus og økonomiske incitamenter virker.