DF’s nedtur blev fastfrosset af coronakrisen

Uanset om det er knirkende ægteskab, en virksomhed i krise eller parti med faldende opbakning er resultatet det samme: Coronakrisen ikke alene fastfryser nedturen, den forstærker den, fordi den forhindrer offensive tiltag for at vende udviklingen.
Det er præcis den skæbne, der er overgået Dansk Folkeparti, der for første gang i 22 år fik en måling på under syv procent af stemmerne.

6,8 procent blev det til i en Voxmeter-måling for Ritzau, og selv om andre målinger har partiet lidt højere, er der ingen tvivl om tendensen. DF sidder fast i den nedadgående skrue, der blev udløst af det overraskende katastrofevalg i juni.

Fra midlertidig til permanent krise
Den fornyede tilbagegang til Dansk Folkeparti er i sig selv meget naturlig, for Mette Frederiksens socialdemokrater rydder hele bordet i øjeblikket. S napper også stemmer fra Venstre, Radikale og SF. Men det er ikke partier i krise, og hos DF er formandens engang så ukrænkelige autoritet ved at være tyndslidt.

Mange havde forventet, at DF ret hurtigt ville komme til hægterne efter valgkatastrofen, hvor partiet gik fra over 21 procent til kun 8,7 procent. For på valgdagen var DF blevet ramt af den frygtede ”perfekte storm”, selvom partiet få måneder før at have stået til 16-17 procent af stemmerne:

Dansk Folkeparti er nu så presset, at partiet falder tilbage til basen.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

”Klimatossernes” dagsorden var gået hen over hovedet på Dansk Folkeparti, Rasmus Paludans indtog smadrede DF’s udlændingetrumf, DF kom skævt ind i debatten om tidligere pension til nedslidte, og transportordfører Kim Christiansens overflødige omfartsvej ved Mariager blev sammen med lukningen af Radio24syv rene tabersager.

Men flere af de sager havde midlertidig karakter: Rasmus Paludan er igen marcheret ud i den periferi, han kom fra, omfartsvejen er glemt, og Radio24syv er historie. Så selvom Pernille Vermunds Nye Borgerlige har toldet et par procent af stemmerne, burde DF alligevel været nået op i nærheden af det normale niveau på 12-13 procent. Det er bare ikke sket, og uroen i baglandet begynder igen at ulme.  

Baglandet brummer
Ved DF’s årsmøde i efteråret tog formand Kristian Thulesen Dahl ellers kritikken i opløbet og pegede selvkritisk på en række strategiske fejl, ledelsen havde begået: DF skulle have presset mere på for at komme i regering efter den store valgsejr i 2015 og have forklaret, hvorfor det ikke lykkedes, mens samarbejdet med Mette Frederiksen var blevet for demonstrativt.

Thulesens ydmyge stil fik dengang bragt baglandet i ro, og de kunne også glæde sig over formandens forsikringer om, at han ville tage rundt i landet for at tale med DF’s lokalforeninger. Topstyringen i DF var blevet accepteret, så længe ledelsen havde succes, men efter den totale nedtur ved valget ville medlemmerne nu tages med på råd.

Et halvt år efter årsmødet begynder utilfredsheden i baglandet at spire frem igen. Det ses blandt andet af den konflikt, der nu er opstået om størrelsen af DF’s hovedbestyrelse. I sig selv ikke et højdramatisk emne, men det er alligevel blevet et tegn på den modsætning, der er opstået mellem DF-formanden og dele af hans bagland.