Debat

DI: Investeringer i vejene kan være med til at nå klimamål

DEBAT: Det kræver mod at lave store, langsigtede investeringer i infrastrukturen – men det betaler sig også. Investeringer i Danmarks vejnet kan nemlig bidrage til at nå de ambitiøse klimamål, skriver Michael Svane.

Mindre trængsel på vejene er godt for den grønne omstilling, skriver Michael Svane. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Michael Svane
Branchedirektør, DI Transport

I al beskedenhed tager jeg tråden op fra mit seneste indlæg i denne debat om en investeringsplan for Danmarks infrastruktur; vi skal have modet til at investere i vejene.

Og jeg vil straks udbrede det til, at vi skal have modet til at investere i fremtidens infrastruktur, og vi skal have modet til at gøre det lidt smartere end tidligere.

Kloge investeringer
Ved at lave investeringer i infrastrukturen klogt, kan der opnås mange andre fordele. Jeg vil for eksempel foreslå, at vi ser mod vores nordlige broderland og mere specifikt Oslo.

Fakta

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Her har investeringer målrettet etablering af nye tunneller til biltrafikken givet byen mulighed for også at fremme både cykling og kollektiv trafik. Det har de gjort ved at omlægge de veje i byen, der ikke længere skal have så meget biltrafik som tidligere.

Ved at få trafikken under jorden har nordmændene skabt bedre forhold for vejtrafikken, men også skabt mere plads til de øvrige transportformer.

Vi står over for en fremtid, hvor udfordringerne på såvel vejene som i den kollektive trafik øges. Det koster på mobiliteten, og det svækker grundlæggende vores mulighed for at trække transportsystemet i en klimavenlig retning.
Michael Svane
Branchedirektør, DI Transport

Det er en model, hvor vi kan få mere mobilitet for investeringerne samlet set, og hvor vi kan aflaste byområder for støj og anden forurening. Det kalder jeg en klog investering.

Sådanne greb kalder på det føromtalte mod. Mod til at tænke ud over det enkelte projekt og i stedet se løsningerne i sammenhæng. Mod fra politikerne og øvrige involverede parter. Mod til samarbejde og til at skabe sammenhæng, så kommunale investeringer kan følge statslige, og så to plus to dermed kan give mere end fire.

Her til lands vil det kunne give mening ved de helt store projekter såsom en ny forbindelse over Limfjorden, Marselistunellen i Aarhus og en østlig ringvej i København.

Store projekter som disse kræver hver for sig en samlet plan for, hvordan de kan skabe nye muligheder og tænkes sammen med andre, mindre projekter og planer. Det kræver mod fra landspolitikerne og politikerne i de berørte kommuner og regioner.

Modsætter sig ikke klimamål
For at blive i sporet om sammenhæng, så er det en udfordring at skabe en sammenhæng mellem de ambitiøse klimamål og så en investeringsplan.

I sit indlæg til debatten er transportminister Benny Engelbrecht (S) også ude at sige, at vi skal tænke os godt og grundigt om, inden vi beslutter, hvilke projekter vi vil prioritere.

Jeg er enig i, at vi skal tænke os om, men det mener jeg nu også, vi har gjort. De projekter, som allerede er undersøgt og har vist sig at give stor nytte for samfundet, er der ingen grund til at blive ved med at afvente.

Målsætningen for infrastrukturen må under alle omstændigheder være, at den bredt set og bedst muligt understøtter en miljømæssig bæredygtig omstilling af Danmark til et lavemissionssamfund.

Når vi i DI har sat en prisseddel på godt 30 milliarder kroner i 2019 som omkostningen ved, at vi har stigende trængsel og manglende fremkommelighed i transportsystemet, så er det ikke bare kroner og øre. Det handler også om det klimamæssige aftryk ved trængslen.

Vi står over for en fremtid, hvor udfordringerne på såvel vejene som i den kollektive trafik øges. Det koster på mobiliteten, og det svækker grundlæggende vores mulighed for at trække transportsystemet i en klimavenlig retning.

Et kapløb skaber ikke kun vindere
For at vende tilbage til modet, så frygter jeg, at hvis modet svigter og der ikke træffes beslutninger som er bredt funderede i det politiske landskab, så ender vi med en række løsrevne projekter rundt om i landet.

Der er i disse år stor konkurrence i det kommunale landskab, og den ser ud til at handle om, at blot der sker investeringer og udvikling i ’egen’ kommune, så er helheden og sammenhængen mindre vigtig.

Intet kunne være mere forkert, mener jeg. Som samfund risikerer vi, at der ikke er sammenhæng i transportsystemet for den enkelte borger eller virksomhed.

Ved god sammenhæng skaber vi høj mobilitet, og med det opnår vi et arbejdsmarked, der sender de dygtigste hoveder derhen, hvor der er brug for dem. Men det hele kræver, at den trafikale infrastruktur er på plads.

Som min navnebror Michael Knørr Skov fra Cowi også påpeger i sit gode indlæg, så skal vi tænke infrastrukturen og den fysiske planlægning sammen. Jeg vil tilføje et ’igen’.

Vi skal igen til at tænke infrastrukturen og den fysiske planlægning sammen. Fingerplanen og det store motorvejs-”H” er eksempler på, at det nytter at tænke på denne måde.

Det er derfor nødvendigt med politisk mod til at sætte en retning for udvikling af infrastrukturen i hele landet. Alle parter skal bidrage til at skabe den nødvendige viden og indsigt til at sætte denne retning. Det må ikke blive et kapløb om opmærksomheden og investeringerne, for det vinder samfundet som helhed ikke på.

Når eksempelvis regeringen senest har bakket op om en fast Kattegatforbindelse med både vej- og baneforbindelser, så er det en beslutning, der vil ændre Danmarks geografi. Det kræver mod til at tænke sammenhæng både trafikalt og i den fysiske planlægning.

Lad os så komme i gang!

Politik har aldrig været vigtigere