Dibbern: Omfordel den lægelige arbejdskraft

Af Henrik Dibbern
Praktiserende læge

Alle ønsker et integreret sundhedsvæsen med overskuelige forløb for de mennesker, som har brug for undersøgelse og behandling både ved akutte og ved kroniske sygdomsforløb.

I det subspecialiserede sygehusvæsen har man i årtier kæmpet for at levere overskuelighed ved at oprette kontaktpersonordninger og forløbskoordinatorstillinger, og nu taler man endda om en fast kontaktlæge til hvert patientforløb.

Det er gode hensigter, men det har indtil nu ikke været muligt for sygehusvæsnet at leve op til sine egne ambitioner.

Der er typisk mindst fem forskellige lægenavne på sygehusets notater fra selv meget simple forløb.

Sygehusene mangler struktur
Derudover har mange patienter brug for hjælp fra flere specialer, og så går enhver sammenhæng tabt.

Vi er fortsat på vej mod et sundhedsvæsen med fuldstændig forkert balance mellem de opgaver, man ønsker at lægge ud til almen praksis, og den lægebemanding, man planlægger at stille til rådighed til at løse opgaverne.

Henrik Dibbern
Praktiserende læge

For sygehusene har ingen strukturer, der kan sikre patienten en kontaktlæge, som tager ansvar for forløb på tværs af specialer.

Enhver praktiserende læge vil kunne finde eksempler på, at en patient har mødt 20 forskellige læger i et lidt mere kompliceret forløb. 

Hvis ambitionen om et integreret sundhedsvæsen med overskuelige forløb skal kunne virkeliggøres, kræver det en ressourcestærk primær sundhedstjeneste, især almen praksis, som kan varetage så mange forløb som muligt. Og så fordelt på så få behandlere per patient som muligt.

Det kræver en almen praksis, som også har kapacitet til at hjælpe med at rede trådene ud, når forløb på tværs af specialer og subspecialer løber på grund.

Et sundhedsvæsen med forkert balance
Udviklingen i sundhedsvæsnet har i årtier ledt os i den modsatte retning.

En større og større andel af de erhvervsaktive læger arbejder på landets sygehuse.

Det er i dag mindre end hver femte læge, som arbejder som praktiserende læge. Sygehusene oprettede i perioden 2001-2011 4000 ekstra lægestillinger.

Det er flere, end der er praktiserende læger i Danmark.

I samme periode blev der kun tildelt almen praksis 50 ekstra læger.

Det er blevet sagt mange gange før, og politikere og centralt placerede embedsmænd har også lyttet høfligt, men der er intet blevet gjort for at ændre udviklingen. 

Vi er fortsat på vej mod et sundhedsvæsen med fuldstændig forkert balance mellem de opgaver, man ønsker at lægge ud til almen praksis, og den lægebemanding, man planlægger at stille til rådighed til at løse opgaverne.

Vi er på vej mod et sundhedsvæsen, hvor flere og flere læger arbejder på sygehuse med mindre og mindre sengekapacitet.

100 millioner kroner til ståplads-sygehuse
Flere og flere patienter skal betjenes i ambulantforløb, som ofte for de ældres vedkommende involverer flere specialer.

Det stiller store krav til både fremmøde og transport.

Patienterne, også de ældre og svage, forventes udskrevet tidligere og tidligere, og opgaven med at tage sig af dem forventes løst af kommunerne og de praktiserende læger på midlertidige pladser med store krav til behandling og pleje. 

Groft sagt investerer samfundet for øjeblikket omkring 100 milliarder kroner i at bygge nye ståplads-sygehuse med reduceret sengekapacitet, hvor omkring 80 % af landets læger skal arbejde. Samtidig skal vi i almen praksis gøre alt, hvad vi kan, for at forhindre, at patienterne bliver henvist dertil, endsige indlagt på dem.  

Alligevel foreligger der ingen samlet plan for at ændre på fordelingen af den lægelige arbejdskraft. Den overordnede plan for hele sundhedsvæsnet omtaler ingen omfordeling af den lægelige arbejdskraft.

For den overordnede plan findes ikke.

Det kræver en omlægning af hele sundhedsvæsenet
Mit forslag til de ansvarlige myndigheder vil være, at man for første gang laver en plan for udviklingen af hele sundhedsvæsnet.

I den plan bør man omlægge fordelingen af speciallægeuddannelsesstillinger, så vi inden for en højst ti-årig periode allokerer en tredjedel af alle speciallægeuddannelsesstillinger til almen medicin.

De praktiserende lægers speciale.

Det vil sikre et sundhedsvæsen med sammenhæng. Det vil sikre, at patienterne kan blive behandlet efter det såkaldte Laveste Effektive Omkostnings Niveau princip (LEON-princippet).

Det vil medvirke til, at det samlede sundhedsbudget kan holde, og det vil medvirke til, at en fornuftig prioritering af sundhedsvæsnets behandlingstilbud kan overholdes.

Uden denne plan og uden omfordelingen af den lægelige arbejdskraft styrer vi mod et sundhedsvæsen, hvor sammenhæng i behandlingen vil blive undtagelsen.

Ikke reglen.

Og hvor især ældre og syge menneskers odyssé mellem forskellige specialeambulatorier vil skabe tiltagende ressourcespild, frustration og utilfredshed blandt patienter og pårørende.