Debat

Digitale Långivere: Tarek Hussein udstil­ler sin manglende viden om kviklån

REPLIK: Tarek Husseins kritik af kviklånsudbydere bygger på uvidenhed, mener Christina Trauboth. Digitale Långivere medvirker gerne til regler om bedre kreditvurderinger, så længe reglerne er fælles for alle finansielle virksomheder, herunder bankerne.

Foto: Pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Christina Trauboth
Talskvinde for Digitale Långivere

En uendelig mangel på viden om lånemarkedet gennemsyrer den kommentar, som Tarek Hussein skrev i Altinget om lånemarkedet 1. november.

Allerede overskriften bærer præg af en noget unuanceret tilgang til begrebet kviklån: “Hvorfor er de vanvittige kviklån stadig lovlige?”

Det korte svar er, at det er, fordi mennesker af gode grunde nogle gange har brug for at låne penge samt gøre det hurtigt og let, og fordi kviklån ikke er spor vanvittige; så skulle det da være, fordi alle lån er vanvittige, for kviklån ligner på de fleste punkter alle mulige andre lån, som man kan tage i for eksempel bankerne.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Det ville styrke kvaliteten af kreditvurderingen væsentligt, hvis långivere elektronisk kan fremskaffe data om, hvilke lån den enkelte låntager allerede har optaget.

Christina Trauboth
Talskvinde for Digitale Långivere

Helt grotesk bliver det, når Tarek Hussein sammenligner regulering af kviklån med forbud mod narkotika. Der er tusindvis af mennesker, som på et tidspunkt har brug for hurtigt og let at få et lån, fordi de ikke lige står og har den nødvendige likviditet til eksempelvis en ny vaskemaskine, når den gamle er brudt sammen, eller en ferietur, og som uden problemer kan betale pengene tilbage på kort tid. De forgælder sig ikke, og de misligholder ikke deres lån. Hvorfor i alverden skulle man dog forbyde det? Det giver ingen mening.

Hurtige kreditvurderinger
Tarek Hussein hæfter sig ved, at det er problematisk, at man hurtigt kan få et lån. Det afgørende er imidlertid ikke, om man som låneudbyder kan svare hurtigt eller langsomt på en låneansøgning, men om der bliver foretaget en grundig vurdering af ansøgerens evne til at tilbagebetale lånet. Og det gør vi.

Helt grotesk bliver det, når Tarek Hussein sammenligner regulering af kviklån med forbud mod narkotika.

Christina Trauboth
Talskvinde for Digitale Långivere

Om ikke andet gør vi det, fordi vi naturligvis kun kan tjene penge på at låne penge ud, hvis lånerne betaler pengene tilbage. Så vi har kun interesse i at undgå nødlidende lån.

Når det er muligt at foretage en grundig kreditvurdering, selvom det går hurtigt, så er det, fordi vi har investeret i fintech. Det har Tarek Hussein måske hørt om. I denne sammenhæng er det avancerede it-systemer, der kan håndtere automatiske kreditvurderinger.

Nationalt gældsregister
Artiklen bærer heller ikke præg af megen viden om, hvad der rent faktisk betales tilbage. Vi ser gerne, at der bliver mere fokus på information om, hvad der skal betales i kroner og ører, når man får et lån i stedet for en ensidig fokusering på  årlige omkostninger i procent (ÅOP).

Statistikken viser da også, at udbyderne af digitale lån i 2017 stod for 201.389 lånesager. Heraf endte omkring to procent i fogedretten. De fleste betaler deres lån tilbage til tiden, og kundetilfredsheden er stor. Men vi medvirker meget gerne til at udvide mulighederne for at kreditvurdere låneansøgere, blandt andet gennem adgang til flere relevante data. Det kunne være et nationalt kreditregister.

Det ville styrke kvaliteten af kreditvurderingen væsentligt, hvis långivere elektronisk kan fremskaffe data om, hvilke lån den enkelte låntager allerede har optaget. I dag er det frivilligt for långivere, om de vil stille disse oplysninger til rådighed for andre.

Det kan fremover gøres obligatorisk i et offentligt administreret gældsregister som for eksempel e-skat af indrapporteret gæld for alle finansielle virksomheder (realkredit, forbrugslån, banker).

Digitale Långivere foreslår, at kunder, der ansøger om lån via en NemID-godkendelse, kan give den finansielle virksomhed adgang til et samlet billede af kundens gæld. På den måde sikrer vi mere effektivt, at der ikke sker overgældssætning.

Samme regler for alle
Man skal også være opmærksom på, at digitale lån kun står for under én procent af de samlede forbrugslån. Det er banker, leasingselskaber og kreditvirksomheder, der først og fremmest yder de forbrugslån, danskerne optager. Så hvis man forbød kviklån, som Tarek Hussein gerne vil, så hjælper det kun i meget begrænset omfang på antallet af nødlidende lån, hvis det overhovedet ville ændre noget, for de pågældende låntagere ville så bare have fået deres lån i andre virksomheder.

Læs også

Tarek Hussein vil også meget gerne sætte større lovgivningsmæssige krav til kreditvurderingen. Det skyldes formentlig, at han ikke ved, hvor få af dem, som optager et kviklån, der ikke kan betale tilbage. Men når det er sagt, vil vi i Digitale Långivere gerne drøfte mulighederne for bedre kreditvurderinger. Det vil kun styrke indtjeningen i vores virksomheder. Det må bare være sådan, at der gælder samme regler for udbyderne af kviklån, som gælder for andre låneudbydere.

Så vil Tarek Hussein også gerne begrænse antallet af kviklån, som hver enkelt må tage. Det kan undre, at det ikke så er den samlede lånesum, snarere end hvor mange lån, den er fordelt på, som man vil begrænse. Og på samme måde må det her gælde, at så skal man vel også sætte grænser for, hvor mange gange man må forhøje sin kassekredit eller på anden måde tage lån i banken.

Som nævnt medvirker Digitale Långivere gerne til fælles regler om bedre kreditvurderinger for eksempel gennem adgang til et nationalt gældsregister. Vi har kun interesse i, at de, som låner penge i vores virksomheder, kan betale pengene tilbage. Det siger sig selv.

Det gør de allerfleste allerede i dag, men man kan altid søge at gøre det endnu bedre. Men uanset hvilken regulering, der kan blive tale om, må det være regler, der er fælles for banker, leasingselskaber og andre kreditvirksomheder, derunder udbydere af kviklån.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tarek Ziad Hussein

Direktør, Dfunk, debattør og forfatter
cand.jur. (Københavns Uni. 2019)

0:000:00