Djøf og IDA: Stil bulldozeren i garagen, kære arbejdsgiver

Af Juliane Marie Neiiendam og Sara Vergo 
Hhv. formand for Ansattes Råd i IDA og formand for Djøf Offentlig

Så blev det atter 1. maj. Forår, Fælledpark og fagligt fællesskab, hvor den danske aftalemodel er hædersgæsten.

Vi er glade for den danske aftalemodel, også selvom navnet ikke ruller helt så let af tungen. Den danske aftalemodel er en vigtig hjørnesten i et velfungerende arbejdsmarked, og derfor bør såvel arbejdsgivere som arbejdstagere passe godt på den.

Modellen bygger på dialog, tillid og ideen om løsninger til fælles gavn. Vi forhandler om tingene. Desværre er de principper under pres for tiden.

Det er ingen hemmelighed, at samarbejdet mellem staten som arbejdsgiver og de faglige organisationer for øjeblikket er gået i stå.

Jokket rundt i køkkenhaven
Det er meget beklageligt, men et resultat af, at arbejdsgiverne i den grad har jokket rundt i samtlige bed i køkkenhaven. Man har udsendt firefarvede præsentationer om, hvordan cheferne kommer af med de ti procent ”lowperformers”.

Det er meget beklageligt, men et resultat af, at arbejdsgiverne i den grad har jokket rundt i samtlige bed i køkkenhaven.

Juliane Marie Neiiendam og Sara Vergo, formand for Ansattes Råd i IDA og formand for Djøf Offentlig

Man har med et pennestrøg udstreget kutyme-fridage. Og man karakteriserer helt konsekvent medarbejdere som en udgift og ikke som en ressource. Generelt synes vi, at ånden i den danske aftalemodel har været skudt i baggrunden til fordel for en klapjagt på yderst kortsigtede gevinster.

Vi vil gerne en anden vej – og vi er overbeviste om, at den vej på den lange bane øger engagementet og produktiviteten i den offentlige sektor.

Vi vil gerne en offentlig sektor, hvor vi gensidigt anerkender, at alle, chefer som medarbejdere, har søgt ind i sektoren for at gøre en forskel for borgerne og samfundet. Folk sidder ikke på arbejdspladsen som ”lowperformers” og krydrer bagdel fra otte til fire. De offentligt ansatte vil gerne gøre en forskel.

Men de vil gerne gøre det med udgangspunkt i tillid og dialog, og med anerkendelse fra arbejdsgiverne. Hvem vil ikke det?

Sådan en anerkendelse får man – også – ved de formelle overenskomstforhandlinger, men det er i lige så høj grad i årene mellem hver større overenskomstforhandling, at man som medarbejder skal vide, at man er en del af et større projekt.

Det er nu, vi skal tænke langsigtet
For det er jo lysten til at bidrage til samfundet, vores faglige stolthed og viden, som driver værket. Vi vil gerne bidrage til, at det offentlige kan levere en kerneydelse for borgerne af høj værdi.

Og da vi alle har en interesse i, at den offentlige sektor også om ti år skal være en attraktiv arbejdsplads for de kommende generationer, ja, så er det nu, at vi skal tænkte langsigtet.

Derfor, kære arbejdsgivere: Vær med til at styrke den danske aftalemodel. Stil bulldozeren i garagen og lad os have det lange syn på, både til næste overenskomst, men så sandelig også i dagligdagen.

Samtale og tillid fremmer som bekendt forståelsen.