Dødsfald: Fhv. sundheds- og boligminister Agnete Laustsen (83)

Hun var konservativ – det var man ikke i tvivl om. Var hun landspolitiker eller kommunalpolitiker? Det kunne man komme i tvivl om, for hun ville begge dele. Agnete Laustsen – en arketypisk, ærkekonservativ politiker – er død, 83 år gammel.

Tanken går da tilbage til de glade, konservative Schlüter-dage i firserne, hvor den nærværende, smilende og næsten hyperaktive, fysisk lille Agnete Laustsen blev historiens første sundhedsminister og siden første kvindelige boligminister.

Men det var begyndt længe før, og det skal fremhæves i dag, hvor hendes liv og gerning gøres op. 

Agnete Laustsen var født i sit elskede København i 1935 som datter af en civilingeniør, hjemmet var præget af klassisk borgerlig dannelse. Student fra N. Zahles – hvor ellers? – og så cand.jur. fra byens universitet 1961. 

Kandidaten blev brugt, før den politiske bacille for alvor angreb. Agnete Laustsen blev sekretær i Indenrigsministeriet og kontorchef hos Forbrugerombudsmanden. Det kan man altså godt blive, selv om man er erklæret konservativ.

Og nu kommer det, for det var begyndelsen på det politiske: 1957-59 formand for Studenterrådet ved Det Rets- og Statsvidenskabelige Fakultet. Det var, før Studenterrådet placerede sig så langt til venstre, at det gjorde noget.

1962-87
Københavns gader er blevet en energisk, borgerlig skikkelse fattigere. Agnete Laustsen kunne nemlig ikke holde sin glæde ved byen tilbage, selvom Rådhuset ikke var det letteste sted at lægge livstid for en borgerlig. Hun var medlem af Københavns Borgerrepræsentation i årrækken 1962-87, svært at slå.

Højdepunktet trods alt var, da den konservative førstemand Poul Schlüter ringede og bad Agnete Laustsen blive historiens første kvindelige sundhedsminister. I dag en livsnødvendighed at have en sundhedsminister, men dengang, i 1987-88, var det nyt.

Men statsministre rokerer uden varsel – der er mange grunde til at gøre det, "når tiden er inde", som Schlüter gerne udtrykte det – og i 1988-90 var Agnete Laustsen så pludselig boligminister. Formelt en degradering – og dog: Det var et fagområde, hun altid havde brændt for – ved siden af social- og kulturpolitikken.