Debat

Vognmænd: Hvad med dine løfter om social dumping Løkke?

DEBAT: Lars Løkke Rasmussen lovede på valgaftenen at stille sig i spidsen for kampen mod social dumping. Men siden regeringsdannelsen er der ingenting sket, skriver Erik Østergaard, adm. direktør i DTL. 

Lars Løkke har lovet at stille sig i spidsen for kampen mod social dumping, men ingenting er sket, skriver Erik Østergaard, adm. direktør i DTL. 
Lars Løkke har lovet at stille sig i spidsen for kampen mod social dumping, men ingenting er sket, skriver Erik Østergaard, adm. direktør i DTL. 
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Erik Østergaard
Adm. direktør DTL – Danske Vognmænd

På valgaftenen 18. juni kunne danske vælgere betragte en åben og samarbejdsvillig – ja, nærmest ydmyg, men dog regeringsduelig – sejrherre, da Venstres formand Lars Løkke Rasmussen gjorde boet op efter stemmeurnerne.

I sin sejrstale gjorde V-formanden, i dag landets statsminister, rent bord på alle medier, når det gjaldt forholdene på det danske arbejdsmarked:

”Vi skal sørge for at fastholde den danske model, så vi ikke bliver truet af social dumping. Truet af, at det fænomen, at folk gerne vil komme til Danmark og arbejde på lønvilkår og vilkår i øvrigt, som vi ikke rigtigt kan forstå. Det kalder på et bredt samarbejde her på Christiansborg, og det vil Venstre gerne stille sig i spidsen for,” udtalte V-formanden.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Løkkes ord forpligter
Nu blev Venstre så det eneste regeringsparti i den nye regering, og derfor må man med nogen rette kunne fremføre den påstand, at ordene fra partiformandens tale på valgaftenen forpligter i særlig grad.

For vel er det sådan, at en statsminister skal søge sit parlamentariske grundlag for det, han agter at gøre. Men ser man på denne sag om presset på det danske arbejdsmarked, ja så er der reelt ingen som helst hindringer for, at Løkkes regering tager fat på sagen om social dumping.

Ser man på denne sag om presset på det danske arbejdsmarked, ja så er der reelt ingen som helst hindringer for, at Løkkes regering tager fat på sagen om social dumping.

Faktisk har statsministeren og hans regering netop på denne sag lige fra valgets afslutning haft både de tidligere regeringspartier og Dansk Folkeparti samt diverse oppositionspartier i venstre side af Folketinget i ryggen!

Ingenting er sket 
Og hvad er der så sket siden regeringsdannelsen: Praktisk talt ingenting! Først og fremmest kan man konstatere, at selve regeringsgrundlaget for den smalle Venstreregering med den brede parlamentariske ryg ikke nævner social dumping med ét eneste ord. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, når Venstres formand selv har udråbt social dumping som en trussel i sin fineste stund. Det havde han vel ikke behøvet, hvis ikke han mente noget med det.

Dernæst kan det undre, at regeringens ”støttepartier” i form af Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne på dette område håndterer problemerne med social dumping som hund og kat og dermed giver Venstres ministre en egentlig kattelem til at snige sig uden om noget, de tydeligvis ikke bryder sig om at beskæftige sig med. Og det selv om Venstre jo helt fra starten har kaldt på et ”bredt samarbejde”.

En forvirret transportminister
I transportens verden kan vi kun konstatere, at vores nye og i mange henseender ganske fornuftige transportminister, Hans Chr. Schmidt (V), er lige så meget grebet af forvirringen i Venstre-toppen, om hvordan man nu skal tage praktiske håndgreb på partiformandens sejrstale – løftebrud ufortalt.

Transport- og bygningsministeren nævner ikke social dumping på landevejene af sig selv. Men på et spørgsmål fra en journalist om, hvad der skal ske på det område, kommer han med en hel klar retning: "Selvom jeg godt ved, at der er mere svang i at gøre noget herhjemme, så er jeg er nødt til at sige, at det er nede i Bruxelles, man skal holde talerne. For det skal jo også blive til noget.”

Ja – netop. Det skal blive til noget. Og hvad angår transportverdenens aktører, så kan regeringen ikke hvile på laurbærene efter valgsejren. Det momentum, der er skabt i EU og i den offentlige debat, om hvordan social dumping udhuler og undergraver blandt andet danske transportvirksomheders eksistensbetingelser og konkurrenceevne i et indre marked, der kører i en spiral mod bunden, skal følges op. Det har statsministeren selv givet lovning på.

Jeg forventer, at de partier, der støtter op om den regering, vi har nu, tager affære i det nye folketingsår og gør alvor af den retorik, de selv har fremført gennem mange år.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Østergaard

Adm. direktør, DTL Danske Vognmænd
civiløkonom, MBA (GSB Chicago)

0:000:00