Debat

DUF: Børns lige og frie adgang til foreningslivet bør toppe en ny regerings dagsorden

Børn og unges trivsel skal være en af de vigtigste dagsordener for en ny regering. Trivslen hos børn og unge er i høj grad betinget af adgangen til fællesskaber uden målstyring og konkurrence. Det findes i foreningslivet, skriver Christine Ravn Lund.

Børns kreative frirum må stå øverst på en ny regerings huskeliste, skriver Christine Ravn Lund. 
Børns kreative frirum må stå øverst på en ny regerings huskeliste, skriver Christine Ravn Lund. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Christine Ravn Lund
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Alle børn og unge har ret til at have et godt liv med tro på fremtiden.

Desværre går udviklingen i børn og unges trivsel den forkerte vej. Nye undersøgelser fra Sundhedsstyrelsen og Vidensråd for Forebyggelse viser, at flere og flere børn og unge mistrives.

Vores egen ungeanalyse i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) fra 2019 viser, at for mange unge føler sig pressede og kæmper for at føle sig gode nok. Den udvikling er vi som samfund nødt til at tage alvorligt og arbejde målrettet på at vende.

Temadebat

Politikerne er tilbage fra sommerferie og en ny politisk sæson har meldt sin ankomst. Temaet er valg, valg, valg. Radikales Venstres ultimatum nærmer sig sin deadline, og de fleste på Slotsholmen er ved at gøre sig i form til et folketingsvalg i efteråret.  

Det gælder også for Altinget Børn, der i denne temadebat spørger, hvilke udfordringer på børneområdet, der bør stå øverst på en ny regerings to-do liste?

Om temadebatter:

I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner. Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vil du bidrage til debatten? Skriv til [email protected] for at høre om mulighederne. 

Fællesskaber er løsningen på trivselskrisen

Det giver værdi for børn og unge at samles om noget fælles udenfor skolen – uanset om det er korsang, håndbold, spejderlivet, politik eller noget helt femte.

Centralt i de frivillige foreningsfællesskaber står ønsket om at lave noget for lystens skyld og være sammen med andre om et fælles tredje. Foreningslivet giver børn og unge et frirum for alt det, som de ellers skal i dagligdagen. Og der er i højere grad rum til børn og unge på egne præmisser.

En ny regering skal have fokus på at nedbryde de barrierer, der kan stå i vejen for børn og unges adgang til fritids- og foreningslivet

Christine Ravn Lund
Forkvinde, DUF

I foreningsfællesskaber er den nødvendige plads til at skabe et rum for nysgerrighed, hvor målet i sig selv godt kan være legen og at have det sjovt. Et rum, hvor børn og unge kan lære andre og sig selv bedre at kende på andre måder.

At være social og fungere i et fællesskab er ikke en evne, man kun skal lære én gang i livet. Det er en muskel, der skal trænes igennem både barndom og ungdom.

Derfor er det vigtigt, at børn er i gode fællesskaber, hvor man oplever at høre til og lærer at navigere i fællesskaber, hvor man bliver nødt at tage ansvar både for sig selv og andre. På den måde lærer børn at finde modet til at tage initiativ, gå foran og samtidig hjælpe de sidste med.

I DUF mener vi, at en vej til bedre trivsel er at sikre, at alle børn og unge kan deltage i stærke og sunde fællesskaber. Derfor skal en ny regering have fokus på at nedbryde de barrierer, der kan stå i vejen for børn og unges adgang til fritids- og foreningslivet; at der er fritidspas, økonomisk støtte og god vejledning i alle kommuner til at hjælpe børn og unge hen til fællesskaberne.

Frirum og sunde præstationer giver bedre trivsel

Præstationskulturen er ved at have overtaget den unge generation – glæden ved at være, uden at det skal føre til noget eller præges af bestemte mål, er under pres. Derfor er det vigtigt, at børn lærer værdien af at have det sjovt, at lege og lære. Et sted, strukturen er tilpasset dem og ikke omvendt.

Børn skal have flere rum, hvor der er gennemskuelige forventninger til dem, men som er fri for målstyring

Christine Ravn Lund
Forkvinde, DUF

I foreningslivet opdager børn, hvad de selv kan bidrage med, hvad andre kan bidrage med og at hvis alle bidrager, kan man løfte det meste i et forpligtende fællesskab. Her er der plads til det enkelte barn uanset kompetencer.

Der er en tryg ramme for at prøve noget og sig selv af for at finde ud af, at man kan bidrage og duer til noget. Børn og unge lærer også at navigere i fællesskaber, som rummer mange forskellige børn og unge. Det styrker forståelsen for mennesker og anerkendelsen af nogen med en anden baggrund end den, man selv kommer fra.

I DUF arbejder vi for, at børn og unge skal have adgang til frirum. En mulighed for at indgå i fællesskaber, hvor man hverken bliver målt og vejet og hele tiden er på vej videre til det næste i ens udviklingskurve, men hvor der er værdi i at være. Og foreningsfællesskaber er steder, hvor mange børn og unge finder deres frirum.

Samtidig kan de trygge fællesskaber også være stedet for de præstationsfede rum – arenaer, hvor børn og unge får lov til at præstere på en anden måde uden det samtidig skaber et pres.

At nogle er god til det ene, mens andre er god til noget andet anses som en styrke. At lykkes med at lave bål i spejdertroppen, at score et mål til fodbold eller spille med i et teaterstykke.

For børn og unge har brug for rum, hvor man kan være og opleve at sin egen og andres succeser løfter alle, og at der ikke sker noget ved at man ikke lykkes hver gang.  

Politikerne bør sikre adgang til foreningslivet og rum til leg

Hos DUF mener vi derfor, at det bør være et prioriteret politisk fokus at sikre adgang til fritids- og foreningsfællesskaberne for alle børn og unge samt at sikre plads til fri leg i børnelivet.

Børn skal have flere rum, hvor der er gennemskuelige forventninger til dem, men som er fri for målstyring. Det er vigtigt at se det hele barn og den hele unge.

Derfor bør en kommende regering nedsætte en trivselskommission, som skal have til hovedopgave at tage et 360 graders perspektiv på trivselskrisen for at finde flere langsigtede og helhedsorienterede løsninger til, hvordan vi styrker trivslen for børn og unge.

For alle børn og unge fortjener et godt liv med tro på sig selv, hinanden og fremtiden.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christine Ravn Lund

Forkvinde, Dansk Ungdoms Fællesråd, medlem, Børnerådet, medlem, Trivselskommissionen, næstforkvinde, Center for Ungdomsforskning
BA international business and politics (CBS 2020), Cand.scient.pol (KU)

0:000:00