Efter kritik af dansk Unesco-indsats vil minister "klø på med krum hals": Her er rådene fra forgængeren

UDVIKLINGSSAMARBEJDE: Kulturudveksling er noget af det, der kan skabe forsoning og fred i verden, siger tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach, oven på kritik af manglende plan for dansk kultursamarbejde med udviklingslandene.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix og Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Maja Hagedorn

Et stort cirkusprojekt i Syrien, animationsprojekter i Bolivia, Ghana og Burkina Faso og fotojournalistiske projekter i Nepal.

Engang – i 2012 – var det nemt at liste kultursamarbejder i udviklingslande op. Men sådan er det ikke i dag, fremgår det af en ny rapport fra Unesco, og det har affødt kritik og beskyldninger om, at den danske indsats er fragmenteret og uden et samlet overblik eller strategi.

Derfor har Altinget ringet til den tidligere radikale udviklingsminister Christian Friis Bach for at spørge, hvorfor det er vigtigt at tænke kulturen ind i dansk udviklingspolitik.

"I en tid, hvor nationalismen og protektionismen vinder frem, og vores mistillid mellem befolkningsgrupper er stigende, er kultur og kulturforståelse noget af det, der kan være med til at samle og skabe forståelse på tværs af landegrænser."

Kultur og kulturudveksling kan skabe fælles forståelse, forsoning og – med store ord – fred i verden.

Christian Friis Bach
Stifter af importvirksomheden Warfair og tidligere udviklingsminister

"Kultur og kulturudveksling kan skabe fælles forståelse, forsoning og – med store ord – fred i verden," siger han.

Ordknap afrapportering
Den selverklærede "relativt kulturblinde landmand", der også kan skrive posterne som stifter af importvirksomheden Warfair, forhenværende generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp og forhenværende undergeneralsekretær i FN på sit CV, stod i sin tid som minister bag en strategi for netop kultursamarbejdet med udviklingslandene.

En strategi, der ifølge kritikere har været ikke-eksisterende, siden den borgerlige regering i 2016 nedlagde Center for Kultursamarbejde, der stod bag Danmarks kultursamarbejde og udviklingsprogrammer.

Den manglende strategi fremgår senest i Unesco-rapporten, der udkommer hvert fjerde år, og netop er landet. Her står der stort set intet under mål tre: At integrere kultur i rammerne for bæredygtig udvikling.

"Beklageligt og kedeligt"
Nuværende udviklingsminister Rasmus Prehn (S) medgiver, at kulturen ikke har stået øverst på listen i ministeriet på Asiatisk Plads.









0:000:00