Efter megen tvivl vil Christian Friis Bach tilbage i Folketinget: Mit parti var i krise

Den uro, som ramte Radikale i efteråret, er en af årsagerne til Christian Friis Bach nu vil tilbage i Folketinget. Men den tidligere minister lægger ikke skjul på, at det har været en svær beslutning.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Emma Qvirin Holst

I løbet af blot en måned forsvandt fire siddende folketingsmedlemmer fra Radikales kandidatfelt. To forlod partiet, mens to valgte, at de ikke vil genopstille til næste valg.

Men et velkendt navn er nu kommet partiet til undsætning. Christian Friis Bach skal nu forsøge at genvinde Radikales nordjyske mandat.

Beslutningen om at vende tilbage til dansk politik har dog ikke været nem for den tidligere udviklingsminister. Selvom han gerne vil bidrage til sit parti, som har været plaget af intern uro, lægger han ikke skjul på, at der er dele af dansk politik, som ikke giver ham nogen personlige glæde.

"Dele af politik giver mig negativ energi. Eller det er i hvert fald ikke altid en positiv oplevelse at være i store dele af politik. Og derfor har jeg også været meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle gå ind igen og har i lange perioder sagt, at det skulle jeg ikke," fortæller han og tilføjer:

"Det er især den her personlige eksponering, som du får gennem politik, som ikke passer godt til mig."

Hvorfor gør du det så?

"Fordi jeg ved, at det er der, hvor jeg kan gøre en forskel. Og som nogen siger til mig: "Christian, du bør bruge dine erfaringer og viden til mere.". Så gør jeg det også, fordi Hjørringkredsen og det radikale bagland giver mig en positiv energi. Og jeg kan godt forstå, at der er mange, der siger, at de vil holde sig fra politik."

"Men hvis du brænder for at lave verden om, så er politik det rigtige sted at gå hen."

Blå bog: Christian Friis Bach

Født 29. april 1966. Bosat i Nordsjælland med sin kone Karin Friis Bach, som er medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden for Radikale. De har sammen tre børn.

Politisk karriere

  • Folketingskandidat i Hjørringkredsen i Nordjyllands Storkreds fra 2021
  • Medlem af Folketinget fra 2011 til 2014
  • Udviklingsminister fra 2011 til 2013
  • Medlem af Egedal Byråd fra 2010 til 2011

Erhvervserfaring

  • Stifter af virksomheden Warfair i 2020
  • Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp fra 2017 til 2019
  • Undergeneralsekretær i FN i Geneve fra 2014 til 2017
  • International chef i Folkekirkens Nødhjælp fra 2005 til 2010
  • Journalist hos DR i 2002
  • Lektor i international økonomi og udviklingsøkonomi på Landbohøjskolen i København fra 1999 til 2005
  • Adjunkt i udviklingsøkonomi på Københavns Universitet fra 1996 til 1999.

Uddannelse

  • Ph.d. i international økonomi, Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, fra 1992 til 1996
  • Tillægseksamen i journalistik, Danmarks Journalisthøjskole i 1991
  • Cand.agro., Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole fra 1986 til 1992

Kilde: Folketinget, Mandag Morgen og Altinget.

Står bag den nye linje
Christian Friis Bach er ny folketingskandidat i Nordjylland i Hjørringkredsen. Han har afløst den radikale nestor, Marianne Jelved, som i slutningen af februar fortalte, at denne periode i Folketinget bliver hendes sidste.

Hans kandidatur er blevet annonceret, næsten syv år efter at han i juli 2014 forlod dansk politik og Folketinget til fordel for et job som undergeneralsekretær i FN. Han havde et halvt år forinden trukket sig som udviklingsminister efter GGGI-sagen, hvor det havde vist sig, at han som minister havde godkendt Lars Løkke Rasmussens (V) rejser på første klasse.

Inden han fik jobbet i FN, havde han dog planer om at forblive i Folketinget trods sit farvel til ministerposten. Han havde sågar allerede dengang fået en ny folketingskreds, som også var i det nordjyske. Det var dengang i Frederikshavn.

Den ledige plads i Hjørring og i Nordjylland er en af årsagerne til, at han nu gerne vil vende tilbage til politik. Selvom han selv er bosiddende i Nordsjælland, stammer hans familie fra egnen, og slægtsgården har hjemme i valgkredsen.

"Jeg har virkelig et svagt punkt, når det gælder Hjørring," siger Christian Friis Bach.

Men foruden muligheden for at repræsentere Hjørring og Radikale i Nordjylland i Folketinget har beslutningen om at vende tilbage rod i den krise, som ramte hans parti i efteråret.

Efter Sofie Carsten Nielsen overtog styrepinden i Radikale i kølvandet på Morten Østergaards dramatiske exit i oktober, var uroen i partiet langtfra overstået.

Der blev sået tvivl om, hvorvidt Martin Lidegaard, som tabte et kampvalg mod den nye partileder, kunne se sig i partiet. Det kunne to andre ikke: Både Ida Auken og Jens Rohde smækkede med døren. Omtrent samtidig fortalte Morten Østergaard, at han ikke er på stemmesedlen til næste folketingsvalg.

"Nu var mit parti lidt i krise, og jeg har jo været med i det parti i godt 35 år. Og der var lige en periode her, der var rigtig svær for partiet, og der blev jeg så spurgt af flere kredse rundt omkring i landet, om jeg ville stille op igen," siger Christian Friis Bach og tilføjer:

"Og så vil jeg gerne bakke op om Sofie Carsten Nielsen og den ledelse, der er nu, og den linje, der er lagt."

Vi har talt konflikterne op
En del af uroen i kølvandet på magtskiftet i Radikale var uvisheden om, hvorvidt Sofie Carsten Nielsen ville fortsætte den linje, som Morten Østergaard havde tegnet. I tiden med ham som formand har partiet flere gange stillet ultimative krav til regeringen.

Men nu har en ny ledelse med både Sofie Carsten Nielsen og modkandidaten Martin Lidegaard forenet sig bag ambitionen om, at den ultimative sti skal være fortid. Og den beslutning er den nye folketingskandidat enig i:

"Vi kunne godt komme til at tale konflikterne op, og det mener jeg sådan set ikke er Radikales rolle. Den rolle er der masser af partier, der gerne vil spille. Vi skal altid knokle alt, hvad vi kan for at samle og samle mod løsninger, der er så brede som muligt. Den dialogsøgende og samarbejdende stil, der nu bliver lagt op til, passer godt til Radikale, og det har det gjort historisk. Det er derfor, De Radikale har haft så stor indflydelse."

Hvis du ser på det radikale projekt i dag, er det ikke givet, hvor vi nemmest får vores værdier. Vi er et parti, der vil forandre Danmark, det har vi altid været med hensyn til reformer, og Radikale er også et parti, der vil forankre os i verdenen. Og hvis du ser på de to parametre, er det ikke givet i dag, hvor vi bedst kan få den linje igennem.

Christian Friis Bach
Folketingskandidat for Radikale
Hans egen karriere tjener også ifølge ham selv som et eksempel på, hvorfor den kompromissøgende kurs er den rigtige:

"Da jeg kom ind i kommunalpolitik, var jeg meget konfrontatorisk. Jeg skabte nul resultater – eller meget få resultater. Og da jeg kom i Folketinget, valgte jeg en mere samarbejdende og dialogsøgende stil, og det, synes jeg, gav mig nogle gode resultater. Så det er også min helt egen personlige erfaring i politik. Jeg ved godt det der med hårdt mod hårdt, men man skal også kunne det andet."

Men er der ikke nogle af Radikales visioner og værdier, som man ikke kan gå på kompromis med?

"Jo, men det er sådan i politik, at du ikke får kun din egen politik. Det ligger i mandaternes logik. Så man skal selvfølgelig stå fast, og man skal kæmpe alt, hvad man kan. Men man skal også kunne forstå, at når andre partier har andre holdninger og meninger, er det ikke, fordi de er onde eller ønsker at ødelægge hverken verden eller Danmark. Vi radikale har nogle gange en tendens til at sidde oppe i et højt træ på en hvid hest, og det kan være et farligt sted at opholde sig. Og det kan være det, der gør, at det kan være svært for Radikale at få de ting igennem, vi gerne vil, fordi vi bliver set som nogle lidt bedrevidende og ofte også en anelse arrogante politikere."

Synet på Ellemann og Frederiksen
Som midterparti har Radikale traditionelt talt til begge sider af det politiske spektrum, og ifølge Christian Friis Bach er det også et fornuftigt udgangspunkt for den fremtidige politik og den kompromissøgende linje. Og det er der måske særlige gode muligheder for med Jakob Ellemann-Jensen som formand for Venstre.

"Jeg har jo meget stor respekt for Jakob Ellemann. Han var min ordfører, da jeg var minister. Han er virkelig en ordentlig politiker og et ordentligt menneske. Han forsøgte lige i starten af sin karriere som partileder at tale om, at man eventuelt godt kunne forestille sig nogle løsninger, der strakte hen over midten i dansk politik. Der blev han banket gul og blå af de andre borgerlige partier på en måde, så han måtte kravle helt ned i skyttegraven igen, og det ærgrer mig, for det var rigtigt set og tænkt af ham."

"For det er sådan en politiker, han er – og det er han sikkert ked af, at jeg siger, fordi det vil nogen kunne bruge imod ham – men det var han som min ordfører. Jeg oplevede ham som et meget konstruktivt og dialogsøgende menneske, og dem har vi altså brug for i politik."

Så bliver jeg nødt til at spørge. Hvad tænker du så om Mette Frederiksen?

"Jeg ser måske lidt, at Mette Frederiksen bevæger sig i den modsatte retning, hvis jeg skal være ærlig. Hende kender jeg jo, fra hun var DSU'er, og der var tider, hvor Mette og jeg kunne tale meget om de internationale tanker og visioner, der prægede os begge to. Det håber jeg, at vi kommer til igen. Jeg ser det ikke så tydeligt lige nu."

Det er ikke kun Mette Frederiksen, der har flyttet sig i en forkert retning. Generelt har Socialdemokratiet undergået en udvikling, som får Christian Friis Bach til at længes efter tidligere tider.

"Socialdemokratiet er blevet meget mere konservative. Socialdemokratiet har altid været et meget et udadvendt, internationalt og åbent parti, der ville forandringen, sådan oplevede jeg Socialdemokratiet, da jeg startede i politik. Der var det et parti, der ville forandre Danmark og forankre Danmark stærkt i verden. Og jeg ser ikke det samme Socialdemokrati i dag. Jeg ser et parti, der vil bevare Danmark og beskytte os mod verden," siger han.

Er der sket en forandring til dårligere?

"Ja, jeg ønsker mig, at det socialdemokrati, der ville forandre Danmark og forankre os i verden, kommer tilbage."

Ligger det fast, at Radikale skal være en del af rød blok?

"Det lader jeg fuldt og trygt ledelsen om at bestemme. Det ligger i gode hænder hos Sofie Carsten Nielsen og ledelsen. Men hvis du ser på det radikale projekt i dag, er det ikke givet, hvor vi nemmest får vores værdier igennem. Vi er et parti, der vil forandre Danmark, det har vi altid været med hensyn til reformer, og Radikale er også et parti, der vil forankre os i verden. Og hvis du ser på de to parametre, er det ikke givet i dag, hvor vi bedst kan få den linje igennem."

Paletten af erhvervserfaring
Lykkes det for Christian Friis Bach at vende tilbage til Christiansborg, bliver det uden ambitioner om at stige i graderne i samme grad, som det var tilfældet i 2011. Dengang blev som han nyvalgt folketingsmedlem udnævnt som ny udviklingsminister i Helle Thorning-Schmidts (S) regering sammen med Radikale og SF.

Denne gang er det i stedet hans ønske at stille erfaring til rådighed, hvor folketingsgruppen har brug for det. Og når der skal fordeles fagområder, har han en palet af erfaringer, som han vil trække på:

"Jeg har startet indtil flere virksomheder, jeg driver et landbrug, jeg har været i FN's topledelse, jeg har prøvet at være journalist, jeg har prøvet at være lærer, jeg har været landbrugselev. Jeg har prøvet mange ting i mit liv, som jeg måske kan bidrage med. Det er min ambition. Jeg stiller ikke op til Folketinget for at blive statsminister – eller minister – jeg stiller op til Folketinget for forhåbentlig at kunne bidrage til den gruppe og komme med lidt erfaring og viden til at lave radikal politik," siger han.

Vi kunne godt komme til at tale konflikterne op, og det mener jeg sådan set ikke er Radikales rolle. Den rolle er der masser af partier, der gerne vil spille. Vi skal altid knokle alt, hvad vi kan for at samle og samle mod løsninger, der er så brede som muligt. Den dialogsøgende og samarbejdende stil, der nu bliver lagt op til, passer godt til Radikale.

Christian Friis Bach
Folketingskandidat for Radikale

Han peger på, at han eksempelvis kan være med til at udvikle den radikale landbrugspolitik, som ifølge ham til er anelse "romantisk" og "virkelighedsfjern".

"Du kan finde nogle rigtig gode løsninger, der faktisk får både klima, natur og landbrug til at spille sammen, hvis du går i stærkere dialog med landbruget, og der har jeg et stærkt netværk og erfaring indenfor landbrugssektoren. Jeg tror, at rigtig mange landmænd gerne vil lave en handel, hvor vi fjerner noget bureaukrati, og de til gengæld giver os mere natur og klima," siger Christian Friis Bach.
 
Hvad er det, du gerne vil udrette nu, som du ikke fik gjort, sidst du sad i Folketinget?

"Verden er ikke helt perfekt endnu, det tror jeg godt, at man kan konstatere. Og der, hvor jeg for alvor gerne vil bidrage, det er kampen for menneskerettigheder, som ligger mig meget på sinde. Freedom House har lige vist, at demokrati og menneskerettigheder er gået tilbage i verden i de sidste 10-12 år i træk. Det er virkelig bekymrende."

"Det med at få placeret menneskerettigheder som både et mål, som vi kæmper for, og en metode, vi bruger til at forandre verden, det vil jeg rigtig gerne se, om jeg kan bidrage med. Det er lige gyldigt i både Svendborg og Somalia, og i Hjørring og Afghanistan. De principper er lige vigtige og gyldige over alt i verdenen. Det er en af mine vigtigste mærkesager."

Den nødvendige balance
Lige nu står Radikale til at få et mandat i Nordjyllands Storkreds. Men hvorvidt det vil lykkes Christian Friis Bach at få plads på Tinge igen, vil først vise sig efter det næste folketingsvalg.

Indtil da er kun en ting sikker: Han vil fortsat bruge tid på sin virksomhed WarFair, hvor han forhandler produkter fra konfliktramte lande, og sit landbrug med køer.

"Jeg skal også pakke nogle pakker og passe nogle køer, ellers kan jeg ikke holde til det," siger han og tilføjer:

"Jeg tror, at kombinationen af de to ting kan blive det rigtige for mig. Det kan blive det rigtige for mig at have noget konkret og praktisk og så også have muligheden for at påvirke verdenen gennem politik."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Friis Bach

MF (R), stifter, Warfair
cand.agro. (KVL 1992), ph.d. international økonomi (KVL 1996)

0:000:00