Kommentar af 
Lisbeth Knudsen

Efterlysning: Minister for fremtiden

Kunne en ny regering have en minister med det lange lys på og den helt særlige opgave at forberede os på fremtiden? Vores politiske system tilskynder os til at løse her-og-nu-kriser og sparke de store problemer videre til næste generation.

En visionær reformregering bør have en minister for fremtiden, skriver Lisbeth Knudsen. 
En visionær reformregering bør have en minister for fremtiden, skriver Lisbeth Knudsen. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi nærmer os slutfasen af regeringsforhandlingerne. Sådan er der efterhånden mange, der siger det, og så må det jo være rigtigt.

Udskillelsesløbet har været i gang længe. Der er kommet papir på bordet og inden så længe skal ministerposterne fordeles, hvis regeringsprogrammet bliver landet. Bliver det en regering med to eller tre partier, så skal der mange ministerposter til at signalere nok indflydelse til alle. Så er der en tradition for, at sammenlagte ministerier bliver delt op igen, og der kommer gang i flyttebilerne rundt i Slotsholmens nabolag.

På dette vanvittigt spændende, politiske tidspunkt må det være tilladt at komme med en kættersk tanke. Hvis vi nu virkelig får en regering, der vil de store reformer, og som i fællesskab er nået til den helt rigtige erkendelse, at vi har brug for en hel anden og stærkere politisk innovationskraft i det danske samfund, end vi har haft i de seneste mange år under både blå og røde regeringer, kunne man så også tænke helt ud af boksen om indholdet af ministerposterne?

Skal de altid lande med de samme fagområder, som vi kender ud og ind eller kunne man tænke nyt? Vi skal tilbage til 2016, hvor Løkke-regeringen opfandt en innovationsminister, som skulle modernisere den offentlige sektor. Indehaveren af posten, Sophie Løhde fra Venstre, blev nok mest berømt for en vanskelig overenskomstforhandling for den offentlige sektor, og posten blev nedlagt igen ved regeringsskiftet i 2019.

Der er simpelthen brug for, at en visionær reformregering har en minister for fremtiden, som med en lille stab af innovative og visionære hjerner har det lange lys på.

Lisbeth Knudsen

Her kommer så helt gratis en idé til Mette Frederiksen og måske Jakob Ellemann-Jensen med flere om at gøre noget virkelig nyt og spændende. Etableringen af en ministerpost for fremtiden. Hvorfor i alverden sådan en person? Fordi ministrene og ministerierne er hårdt belastet af at klare de håndfulde aktuelle kriser, vi ser ind i, og dagens dont af møgsager og henvendelser fra medierne og arbejdet med Folketingets mængder af spørgsmål og åbne samråd.

Der er simpelthen brug for, at en visionær reformregering har en minister for fremtiden, som med en lille stab af innovative og visionære hjerner har det lange lys på og analyserer, hvad politikerne skal forberede sig på er på vej om tre, fem eller ti år, inden det rammer dem. Så det kan lade sig gøre at planlægge en ordentlig politikudvikling, at lave en grundig foranalyse inden nye politiske initiativer og at udarbejde et variabelt sæt af politiske handlemuligheder.

Man skal jo være ærlig om sine kilder, når man låner gode ideer. Og det er jeg med stor fornøjelse. For ideen kommer fra den britiske tænketank Nesta i samarbejde med det uafhængige magasin Prospecht med den tidligere chefredaktør for det britiske medie The Guardian, Allan Rusbridger, i spidsen. De to organisationer har udgivet et ”Minister for fremtiden”-oplæg, der foreslår en dedikeret minister til at sikre det lange lys i enhver regering.

Der er brug for en langt mere grundig gennemtænkning af, hvordan vi styrer borgernes forventninger til det offentlige i fremtiden

Lisbeth Knudsen

Lad mig citere fra forfatternes indledning til ideoplægget, for den er god. Og den taler ikke alene til et britisk publikum:

”Jeg forestiller mig, at du er minister for fremtiden. Selv om dine kolleger omkring ministerbordet er distraheret af den seneste krise, har du fået til opgave at se på de teknologier, sociale tendenser og geopolitiske skift, der kommer ude i horisonten. Politisk opmærksomhed er fikseret på at styre nutiden. Den politiske diskurs til venstre og højre er ofte bagud skuende. Politikere forstår sjældent de grundlæggende ændringer inden for videnskab og teknologi eller kultur og værdier, der omformer vores liv. Når de gør det, præsenteres forandring som et spørgsmål om tilpasning snarere end som noget, vi aktivt kan forme.

Men der er mere til den historie, ikke mindst det stadigt voksende udbud af akutte kriser, der truer med at overvælde vores kognitive båndbredde. De seneste års økonomiske og politiske volatilitet har givet anledning til en kollektiv tilstand, der måske bedst udtrykkes med ordet "permakrise". På denne baggrund kan politikere tilgives for at føle, at de ikke har dyrebar tid til overs til at tænke langsigtet.

Hvis det føles, som om vi vakler fra krise til krise, er det ikke tilfældigt eller en skævhed i systemet, men fordi vores model tilskynder regeringer til at sparke dåsen ned ad vejen på de store spørgsmål i vores æra. Når man konfronteres med et af de "onde problemer" i det 21. århundrede, kender den gennemsnitlige politiker sandsynligvis nok systemteori til at være bange for utilsigtede konsekvenser. Men kompleksiteten fremkalder en lammelse.”

Læs også

Der vil aldrig være et universalmiddel mod kronisk politisk kortsigtethed, men forfatterne har så lagt sporene ud til ideen om et ministerium for fremtiden. Et tomt lærred, hvorpå mere ambitiøse ideer eller projekter kan projiceres. Selve handlingen med at skabe rum til en sådan tænkning i en mainstream politisk debat hjælper med at åbne det politiske "mulighedsrum", som ellers lukker mere og mere til, efterhånden som vi bliver trætte af de evige kriser, mener forfatterne.

Hvis nu denne fantastiske ide om en minister med ansvar for at tænke langsigtede løsninger skulle slå an hos en modig ny reformregering, så ville vi få en minister med ansvar for på hele regeringens vegne at iværksætte et seriøst arbejde med fremtidens udfordringer og ikke alene den akutte reform af sundhedsvæsenet, den akutte reform af uddannelses- og arbejdsmarkedsområdet, der skal fremskaffe mere arbejdskraft, og den akutte klima- og energikrise.

Lad os tage et kig ind i, hvad en fremtidsminister kunne beskæftige sig med. Det er meget langt fra en udtømmende liste:

  1. Vores velfærdssystem er under pres, og det løses ikke lige ved et par afsnit i et nyt regeringsgrundlag. Der er brug for en langt mere grundig gennemtænkning af, hvordan vi styrer borgernes forventninger til det offentlige i fremtiden, hvordan vi definerer behov, som samfundet skal tage sig af, og hvad vi selv skal klare som borgere. Det er et helt afsindigt følsomt område, fordi manglen på arbejdskraft vil presse os til at tænke nyt om rettigheder og pligter som borger i fremtiden. Derfor er det et emne for en fremtidsminister at samle trådene og præstere de gennemtænkte forslag på tværs af sektorer, som skal til.
  2. Hvad kommer det til at betyde for Danmark og dansk konkurrenceevne og eksport, at vi får en mere multipolar verden, hvor der ikke er en dominerende supermagt, men flere; hvor de globale virksomheder og deres ageren spiller en politisk rolle, og hvor virksomhederne kan blive politiske kastebolde i sanktionspolitikker som vi har set det med Ukraine-krigen. Hvad er det langsigtede perspektiv for dansk erhvervsliv og dansk økonomi af den udvikling?
  3. Hvordan vil det påvirke os, at vi kommer til at se en tiltagende polarisering og ulighed – ikke blot i verden som helhed men også i Danmark. Og hvordan kan vi bekæmpe den. Den andel af verdens befolkning, som lever i fattigdom, er voksende, og de rigeste er blevet rigere. Den teknologiske udvikling tilgodeser middelklassen og de rigeste. Holdningen til eliten skifter fra anerkendelse til vrede og oplevelse af uretfærdighed i store befolkningsgrupper mange steder i verden. Hvordan vil udviklingen blive i Danmark? Hvordan undgår vi en øget polarisering?
  4. Ifølge en middelberegning af befolkningsvækst vil vi være 9,7 milliarder mennesker på Jorden i 2050. Vi bliver i Danmark godt seks millioner. Det 21. århundrede står i Afrikas tegn. I 2050 er hvert fjerde menneske på kloden afrikaner. Det er ikke Afrika, der står øverst på den udenrigspolitiske agenda nu. Skal det forandre sig? Og hvilke planer har vi for at indrette vores egen infrastruktur på befolkningstilvæksten i vores eget land?
  5. Demokratierne i tilbagegang. Tilliden til, at politikerne kan løfte de store spørgsmål i verden, er meget lille. Det er virksomhederne og civilsamfundet, der har den største tillid i befolkningerne ifølge internationale undersøgelser. Demokratierne er under pres, mens autokratierne vinder frem. Hvordan styrker vi det danske demokrati for at sikre, at vi ikke også henfalder til ikke længere at tro på vores demokratiske institutioner?
  6. Om 25 år vil hver fjerde dansker være mere end 65 år. Det svarer til, at andelen af danskere over 65 hhv. under 30 år bytter plads i forhold til fordelingen i dag. Fordoblingen af den forventede levetid i løbet af de sidste 150 år er et af menneskehedens mest bemærkelsesværdige resultater. Alligevel udgør stigende levetid kombineret med faldende fødselsrater og en anti-immigrations holdning et problem. Hvordan får vi nok arbejdskraft til vores produktion og til at betale den skat, velfærdssamfundet har brug for? Hvordan får vi varme hænder nok til at tage vare på de ældre og børnene og de syge ikke bare nu og om fem år, men om 10 år?
  7. Fremtidens arbejdstagere bliver nødt til at navigere i det stadig mere differentieret arbejdsmarked. Hvordan skal vi gentænke vores arbejdsmarkedsstrukturer, sikkerhedsnet og den danske model til at understøtte nye ansættelsesformer og understøtte det enorme behov for efteruddannelse? Vi har talt livslang læring i 20 år uden at finde ud af, hvordan vi får givet de erhvervsaktive den fornødne løbende opkvalificering.
  8. Vi har brug for en grundlæggende reform af vores uddannelsessystem og dets dimensionering. På den værende facon kommer vi aldrig til at ramme den rigtige efterspørgsmål på arbejdsmarkedet, fordi vi dimensionerer efter fortidens efterspørgsel og ikke efter fremtidens. I de kommende år vil den grønne omstilling og digitaliseringen medføre helt nye kompetencekrav og uddannelsessystemet bliver nødt til at være meget mere agilt i fremtiden. Men hvordan?
  9. Hvordan skal vi varetage udviklingen af vores digitale infrastruktur i fremtiden? Skal det også om ti år være de store tech-virksomheder, der totalt dominerer markedet, bestemmer prisen og udviklingshastigheden? Skal techvirksomhederne have lov til at have den magt og den økonomisk størrelse, som de har nu? Hvordan sikrer vi, at udviklingen af nye teknologier i fremtiden tager udgangspunkt i, hvad det gavner mennesket og ikke ender med en uansvarlig udnyttelse af vores data?
  10. Internettets evne til at forstærke misinformation er hurtigt ved at blive en dyb trussel mod den sociale samhørighed og selve demokratiet. Kan borgerne rustes til at modstå falske påstande, misinformation og konspirationsteorier i fremtiden? Hvordan sikrer vi en grundforsyning af vigtig information til borgerne, når vi ikke længere har én fælles offentlighed men talrige offentligheder og kvalitetsinformation bliver for dem, der har råd til den?
  11. Biomedicinsk videnskab og nye teknologier lover ekstraordinære fremskridt inden for behandling af sygdomme, men hvordan kan vi sikre, at fremtidige gevinster på sundhedsområdet fordeles til alle og ikke kun til dem, der har råd? Hvordan tackler vi et helt enormt udgiftspres på sundhedsområdet i de kommende år, når vi kan få reservedele til næsten alt i kroppen, og vi får både behandlingsteknikker og personlig medicin, der kan sikre os et langt og sundere liv? Hvordan skal vi prioritere i sundhedsvæsenet i fremtiden?
  12. Klimakrisen har allerede sat gang i store omvæltninger og energikrisen vil fremskynde betydelige beslutninger i retning af mindre CO2 udledning og nye energiformer. Jorden er gået ind i en epoke defineret af den dybtgående indvirkning, mennesket har på jordens klima, biodiversitet og økosystemer. FN anslår, at husdyr producerer mere end 14 procent af alle menneskeskabte drivhusgasemissioner, og det globale fødevaresystem menes at bruge 70 procent af ferskvandet på jorden. Miljøvirkningerne af at brødføde den globale befolkning kan stige med op til 90 procent mellem 2010 og 2050, forudsat at der ikke træffes foranstaltninger til at modvirke de forventede ændringer i befolkning og indkomst. Kommer vi til at stå med en fødevarekrise oven i alle de andre kriser om nogle år?
  13. Sociale holdninger til mental sundhed har ændret sig, men behandlingssystemet vakler under presset fra stigende efterspørgsel. Hvordan forhindrer vi, at det overhovedet kommer dertil, at den mentale sundhed forringes, og at vi har en eksplosiv stigende antal børn og unge med diagnoser? Hvordan skal vi definere livskvalitet i fremtiden?
  14. Urbaniseringen vil tage til i de kommende år. I 2050 vil syv ud af ti mennesker på kloden bo i byer. Landområderne bliver til byernes forsyningsbaser. Hvordan skal land og by udvikle sig i Danmark om 10-20-30 år?

Dette for nu blot at nævne nogle af de interessante problemstillinger, som en fremtidsminister burde arbejde med at skabe masser af debat og indsigter om. En kæmpe mundfuld? Ja, bestemt. Men det er jo sådan set vores fælles fremtid, det handler om.

Ideen hermed videregivet til fri afbenyttelse.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet og Demokratikommissionen, bestyrelsesleder, Niras
journalist (DJH 1975)

0:000:00