Ekspertudvalg skal give bud på bedre vilkår for demokratiske virksomheder

KULEGRAVNING: Partierne bag finansloven afsætter seks millioner kroner til at få undersøgt, hvordan vi kan få flere andelsselskaber og andre demokratiske virksomheder i Danmark.  

Partierne bag finansloven ser gerne, at Danmark får flere demokratiske selskaber som Arla. 
Partierne bag finansloven ser gerne, at Danmark får flere demokratiske selskaber som Arla. Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix
Carsten Terp Beck-Nilsson

Et ekspertudvalg skal undersøge forholdene for at stifte og drive demokratiske virksomheder i Danmark. Det har regeringen sammen med Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet besluttet i forbindelse med indgåelsen af finansloven for 2021.

Udvalget skal sammenligne vilkårene for demokratiske virksomheder med de mere kendte, konventionelle virksomhedstyper og belyse, hvilke barrierer der står i vejen for at stifte og drive demokratiske virksomheder.

Nedsættelsen af ekspertudvalget glæder SF’s erhvervsordfører, Lisbeth Bech-Nielsen, som kalder det en kæphest at få gødet jorden for flere demokratiske virksomheder.

”I dag er der en række benspænd, der stiller den type virksomheder dårligere end andre. Derfor ønsker vi at få belyst, hvordan de bliver behandlet i erhvervsfremmesystemet, og hvordan styrelsen og ministeriet tilgår dem, så vi kan få forbedret deres vilkår og stillet dem lige med andre virksomheder,” siger Lisbeth Bech-Nielsen.

Den demokratiske ejerform betyder blandt andet, at virksomhederne ikke kan blive betragtet som gazeller, uanset hvor meget og hvor hurtigt de vokser, påpeger hun.

”Det er bare et lille eksempel på, at virksomheder med denne ejerstruktur ikke er særlig kendte i offentligheden og i det erhvervsfremmesystem, hvor vi betaler mange penge for, at konsulenter og andre skal hjælpe nye virksomheder godt i gang,” siger Lisbeth Bech-Nielsen.

Bertel Haarder: Tak til aftalepartierne
Også i Venstre, som ikke er med i finanslovsforliget, er der glæde over nedsættelsen af ekspertudvalget. Venstre, Konservative og DF var selv parate med et beslutningsforslag om en kulegravning af forholdene for de demokratiske virksomheder.

Penneføreren bag det borgerlige forslag, Bertel Haarder, erklærer sig både glad og overrasket over, at udvalget er kommet med i finanslovsaftalen.

”Jeg vidste godt, der var bred opbakning, men at der også kom de ønskede millioner på finansloven, bliver jeg nødt til at takke et eller flere af aftalepartierne for,” siger Bertel Haarder, som ser frem til udvalgets analyse.

Altinget logoErhverv
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget erhverv kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00