EL: Afghanistan skal markere slutningen på fejlslagen dansk krigsaktivisme

Den katastrofale udvikling i Afghanistan må ikke bare blive til et spørgsmål, om USA og Danmarks tilbagetrækning var klog og gennemtænkt. For det gik galt længe inden, og alternativet endeløs krig var også ubærligt.

I stedet er der er behov for at genbesøge præmisserne for krigen til at starte med og dernæst spørge, hvordan man kan undgå at fejle så fatalt igen, uden at det samtidig skal betyde, at vi trækker os fra at sikre en mere fredelig og retfærdig verden. Kort sagt: det er nu, regeringen og Folketingets øvrige partier skal være åbne overfor at lære af 20 års fejlslagen krig.

Det er nu, Danmark skal erstatte krigsaktivisme med diplomatisk og humanitær aktivisme.

Bygger på amerikanske interesser
De sidste 20 år har dansk udenrigs- og krigspolitik været dikteret af et udpræget ønske om at tilfredsstille USA og NATO i den globale kamp mod terror. Og så selvfølgelig på strategisk vis sammenblande indenrigspolitik, her særligt udlændinge- og integrationsdebatten, med udenrigspolitiske dispositioner. 

Den ellers så forførende sloganisering af udenrigspolitikken til at være en kamp mod terror, må siges at være faldet til jorden.   

Eva Flyvholm (EL)
Udenrigsordfører

Hvis man læser den historiske udredning af Afghanistan-krigen er en af hovedkonklusionerne, at Danmark militære engagement gennem de sidste tyve år i vidt omfang har beroet på ønsket om at imødekomme amerikanske interesser, og at politiske beslutninger er blevet truffet i meget små kredse, meget tæt på USA.

Som udredningen konkluderer: ”Til sammen tegnes et billede af, at Danmarks militære engagement kun i mindre grad bygger på strategiske valg og langsigtede analyser”.

En kras og meget grundlæggende kritik, som vi ikke ser mange nuværende eller tidligere regeringsmedlemmer tage livtag med i disse dage, hvor netop krigens tragiske konsekvenser bliver så tydelige.  

Og den ellers så forførende sloganisering af udenrigspolitikken til at være en kamp mod terror, må siges at være faldet til jorden. 

Global sejrsskueplads for militser 
Selvom hverken Taleban eller Al-Qaeda ikke er statiske størrelser, hersker der næppe tvivl om, at kampen mod terror ikke er vundet. Talebans hurtige generobring af by og land vidner om et Taleban, som efter 20 år med vestlig militærbesættelse måske endda har styrket sin mobiliseringsbase.

Samtidig anslår flere kilder, herunder en nylig vurdering fra FN’s Sikkerhedsråd, at der i dag er 400-600 Al-Qaeda-medlemmer alene i Afghanistan, hvortil flere peger på, at udviklingen har betydet, at der er blevet bygget en stærkere bro mellem Taleban og al-Qaeda – ikke mindst på grund af Haqqani-netværket, som effektivt agerer brobygger mellem de to. For ikke at glemme Islamisk Stat, som også er tilstede i Afghanistan. 

Hvis målet var at bekæmpe terror, har 20 års vestlig krig og militærbesættelse altså ikke båret frugt. Rettere fremstår krigen i Afghanistan nu som en global sejrsskueplads for militser og islamistiske grupper, som ønsker at tage kontrol over statsapparater og landområder. 

I tilfældet Afghanistan ser vi tilbage på tyve års krig med uklare analyser, strategisk slingrekurs, dårlige politiske beslutninger og alt for lidt klarhed og indsigt og demokratisk debat. Det reelle forløb skal selvsagt frem i lyset og gøres til genstand for åben debat. 

Læren af Afghanistan må være, at Danmark skal lægge nogle helt andre principper til grund for fremtidens udenrigspolitik. 

Eksport af demokrati har slået fejl 
Først og fremmest skal vi undgå flere angrebskrige. Det skal være slut med krige, som udkæmpes i fjerne lande uden hensyn til lokalbefolkningen, og hvis virkelige formål er vestlig stormagtspolitik og alliancer.

Især må man konstatere, at det også er en skidt idé at alliere sig med brutale krigsherrer, der mishandler lokalbefolkningen og ser igennem fingre med regeringsstyrkers korruption og overgreb.

Eva Flyvholm
Udenrigsordfører

Idéen om at eksportere demokrati til andre lande og verdensdele med militære midler har slået fejl. Især må man konstatere, at det også er en skidt idé at alliere sig med brutale krigsherrer, der mishandler lokalbefolkningen og ser igennem fingre med regeringsstyrkers korruption og overgreb. Ligesom vi skal genbesøge ræsonnementet i at følge USA og NATO i tykt og tyndt – uden at sætte nye ukritiske alliancer med Frankrig og EU med samme militariserede tilgang i stedet. 

Danmark bør lægge langt flere kræfter og investere mere politisk kapital i konfliktløsning, fredsbevarende indsatser og støtte til lokale demokratiske kræfter. Ikke mindst i Afghanistan nu, i det omfang det overhovedet er muligt. 

De ekstremt bitre erfaringer fra Afghanistan og Irak bør som minimum få Danmark til at ændre udenrigspolitisk kurs. Krigene i Afghanistan og Irak kan desværre ikke gøres om, men vi kan handle ved at tage udenrigspolitisk lære af nullernes forfejlede militæraktivisme. 

Tiden er kommet til at åbne op for en ny æra i dansk udenrigspolitik, baseret på langt mere modig og offensiv diplomatisk og humanitær aktivisme, kombineret med en stærk international solidaritet og kamp mod undertrykkelse, som kan bære det internationale samarbejde videre i en ny ånd.