Elberth: Blame game i det postfaktuelle demokrati

En række gode danske brands som Danish Crown, Lego og Carlsberg ryger med i faldet i en satiretegning af Lars Løkke (V) på blandt andet The Guardian.

Løkke er afbildet ikke som nazist, men som uforstående for, at han bliver sammenlignet med en nazist (det er en forskel, der forsvinder, når debatten får tempo). Satiretegningen er en kulmination på en lang række hårde eller bekymrede reaktioner på asylloven. Ikke alle synes, at den mediestorm er ensidig.

I weekendens leder mener Politiken at vide, at ”Ambassaden i Washingtons velformulerede opsummering af Danmarks høje udviklingsbistand og påpegningen af, at antallet af flygtninge, der kom til Danmark sidste år, ville svare til 1,2 millioner i USA, blev delt og kommenteret på Facebook i et sådant omfang, at den er blevet set af flere millioner mennesker”.

Hold lige fast en gang: De første kritiske tweets fra blandt andre Time.com blev delt til ni millioner følgere. Washington Post, der skrev som de første om forslaget om ringene, har 67 millioner netlæsere månedligt. Blandt andre Kofi Annan har udtrykt bekymring på Facebook. Sådan en lille hygger har indtil videre fået – hold fast – 47.000 delinger på Facebook.

En ting er, at udlandet laver satire eller udtrykker deres bekymring over dansk asyllov. En anden ting er, at alle vores tilskuere lige nu kan se danske politikere og et Folketing, der virker totalt i opløsning og hænger deres uenighed og beskidte vasketøj åbent til tørre på Twitter og Facebook.

Benjamin Elberth

Hvis det er dette billede, Politiken mener, har det hverken en Kina-mands eller en lille dansk politikers chance for at matche den rækkevidde, som den her sag har fået i udlandet.

Hundeprop-pistoler og knaldperler
Nok er cirka 400 retweets imponerende i den danske andedam, men at det skulle have nogen effekt på udlandets opfattelse af Danmark i denne sag er direkte grinagtigt understreget af, at Guardians billedetweet er retweetet 544 gange og sendt ud til over fem millioner følgere bare fra Guardians Twitter-konto!

På sociale medier skyder danske politikere og vores diplomati lige nu allerhøjst med hundeprop-pistoler og knaldperler, mens vores ”modstandere” nok på overfladen nøjes med at bruge en pen, der som bekendt er stærkere end sværdet, men med rækkevidde og potentiel skadesvirkning på sociale medier som krydser-missiler.

Blame game med digitalt på
Imens er the blame game begyndt. Hvem har ansvaret for, at vi i udlandet bliver udstillet på den måde, vi gør?

En ting er, at udlandet laver satire eller udtrykker deres bekymring over dansk asyllov. En anden ting er, at alle vores tilskuere lige nu kan se danske politikere og et Folketing, der virker totalt i opløsning og hænger deres uenighed og beskidte vasketøj åbent til tørre på Twitter og Facebook.

Og det er hele vejen rundt. Først fik Helveg og Rohde skylden for at skade Danmarks omdømme af Venstre, inden Kristian Jensen (V) og Inger Støjberg (V) skulle stå skoleret i EU. Da en belgisk liberal EU-politiker gik amok i den debat over lukketheden, fandt en række danske politikere det legitimt at sætte tryk på vredesudbruddet – blandt andre tidligere folketingskandidat for Venstre og nu medlem af Alternativet, Kåre Traberg, der ikke kun delte posten, men også trykkede sponsorkroner i bagdelen på Facebook-opslaget, så det fik ekstra rækkevidde.

Og i sidste uge fik Søren Pind (V) i forlængelse sneget hashtagget #imamer ind i et svar til Radikale med reference til Muhammed-krisen, hvor danske imamer gjorde deres til at tale krisen op. Mai Mercado fra Konservative nøjedes ikke med at antyde det og fik skrevet så voldsomt en Facebook-post, om at Uffe Elbæk (Alt.) er denne krises ”Ahmed Akkari”, at Alternativet hev i håndtaget med drillehashtags og skamred #uffeskyld så længe, at de selv måtte tweete stop for løjerne, da det stak af (ja, ja. Det var ikke Alternativet, der startede det hashtag, men vi leger altså ikke med ”de andre gjorde det først, så vi må godt”. Vi er ved at håndtere Danmarks omdømme).

Det er i øvrigt en fuldkommen velkendt teknik, Mai Mercado gør brug af: Kan man ”pick a fight” med en på et højere magtniveau, altså en partileder, har man gjort sit arbejde som politisk ordfører ret godt spinwise.

Social media warfare i dansk politik
Umiddelbart minder kampen om sandheden og skylden blandt danske politikere lige nu om den måde, vi ellers har karakteriseret den ”social media warfare”, der foregår i krigshandlinger. I Thomas Nissens #TheWeaponizationOfSocialMedia er det udførligt beskrevet, hvordan man bedriver PsyWar ved bruge sociale medier til at ”undermine an opponents credibility or legitimacy, or create a hype (in the media) where perceptions not realities matter when the agenda and news discourses are being set”.

Altså ses det især i mellemøstlige konflikter, hvordan parter i krig bruger sociale medier til at farve sandheden for at underminere modstanderne og for at sikre, at tilskuerne, der kan være vigtige interessenter, får et bestemt billede af modparten. Det gøres med mere eller mindre intelligente greb, som blandt andet at forsøge at skabe noget forargeligt og viralt om modstanderen – noget skadeligt, der har til formål at udlægge sandheden i eget favør. Og det kan have store konsekvenser, når tilskuerne udefra skal fortolke det, fordi blandt andet journalister ikke er gearet til at afdække, hvad der er sandt og falsk.

Risky business 
De er hensat til bare at rapportere fra krigshandlingerne og bliver ekkokammer for de stridende parters propaganda. Der er trods alt ingen danske politikere, der har hacket hinandens Facebook-konti endnu, som også er en af krigsgrebene, men i det danske blame game er politikernes kamp for at parkere skylden særdeles risky business i en tid, hvor vælgerne i forvejen har et særdeles problematisk tillidsforhold til deres politikere. Der kan krigsskaderne blive uoverskuelige.

Skibet er i det hele taget ladet med skyld med skyld på i øjeblikket på politikernes sociale medier. Socialdemokraterne synes, at det er Clements skyld, at Mette Frederiksen (S) ikke fik formidlet sit budskab søndag aften. Trine Bramsen (S) synes, at det er politiske analfabeters skyld, hvis nogen overhovedet får tanken at sammenligne S med DF (hun synes i øvrigt også, at det er danske redaktørers skyld, at Megafons måling fik en meget ubehagelig drejning for S i sidste uge). Alt imens Søren Espersen (DF) tweeter om, hvordan han kan se, at svenskerne skændes om, hvem der har skylden i Sverige (og hvor Sverigedemokraterne er de eneste, der åbenbart ifølge Espersen er uden skyld, underforstået at DF også er dem, der som de eneste har fat i den lange ende i Danmark).

Det er simpelthen bare alle andres skyld.

Vinklingen vinder
31. maj udkommer Vincent Hendrick’s bog om ”Vincents bobler”. Om blandt andet bobler i den demokratiske debat, som Hendricks og en række dygtige folk forsker i på det nyetablerede Center for Information og Boblestudier på Københavns Universitet. På side 76 i den bog finder man sætningen ”I den postfaktuelle æra iscenesætter man sin egen sandhed. Sandheden er ikke længere noget, politikere og befolkning forholder sig til, men noget, man konstruerer og vinkler ud fra strategiske interesser og politiske motiver […] De sociale medier er et eksempel på det drøftende demokratis risikozoner. Drøftelser foregår uden for den almindelige redaktionsproces og kvalitetssikring, der i de klassiske medier har lagt grundstenen til rationel, oplyst og respektfuld kommunikation”.

Altså in short: Når politik bliver en kamp om at udlægge sandheden, og du blander det med tempoet på sociale medier, har du en tikkende bombe, hvor journalisterne ikke kan nå at producere oplysning. De er hensat til at rapportere fra ”krigshandlingerne”.

Verden bliver ikke mere munter, hvis man blander et par spindoktorer ind i ligningen:

”Afstumpede spindoktorer [..] Jeg har den dybeste foragt for den stand. Fordi de er professionelle løgnere. Det handler altid om at komme uden om sandheden. Det handler altid om damage control, som det hedder på deres sprog. Det handler altid om at fordreje kendsgerningerne. Og få bortledt opmærksomheden og få pyntet på selv de største gemenheder og få dem til at tage sig fornuftige og forsvarlige ud”.

Ordene er Carsten Jensens. Fra ”Søndagspolitikken” søndag på Radio 24/7, hvor han hos David Trads kommenterede på ”smykkesagen”. Carsten Jensen er ikke kendt for at lægge fingre imellem i sin kritik af dette og hint, men her har han, hvis man tager toppen af retorikken, fat i noget – for os politiske analfabeter, som Trine Bramsen ville have kaldt os, ligner partierne hinanden til forveksling, når de laver blame game i kampen for at stramme og for at give hinanden skylden.

Spindoktorerne og politikerne giver desværre ikke vælgerne og danskerne anledning til at tro, at det handler om noget rationelt, når de selv optrapper krigen mod hinanden på sociale medier. Det må være #uffesskyld

 ---
Benjamin Rud Elberth er digital chef i Geelmuyden Kiese og fast politisk digital ekspert på TV 2. Han er tidligere digital chef for Socialdemokraterne og har rådgivet en lang række ministre, partier og politikere. Hver tirsdag skriver han klummen "Borgen digitalt" på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.