Debat

Elberth: Det går ikke uden social media-DNA

KLUMME: Nogle har det. Andre har bare ikke. Evner til at være på sociale medier og flytte noget. Benjamin Rud Elberth analyserer.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix
Benjamin Rud Elberth
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Anders Samuelsen har det. Ida Auken, Simon Emil Ammitzbøll, Søren Pind, Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Ellen Trane og Pia Olsen Dyhr har det også.

Mette Frederiksen har det ikke. Søren Pape ser heller ikke ud til at have det. Social media-DNA. Lysten og evnerne til at bruge dem eller troen på, at sociale medier flytter noget.

Det er her ”the human factor” kommer ind i dansk politik for alvor. Mens Samuelsen og Løkke bruger sociale medier som et taktisk værktøj, mens Pia Olsen Dyhr bruger det til at trække unge SF’ere til sig, og mens Ida Auken bruger det som fast del af sin politiske gerning, kommer mange andre politikere aldrig til at flytte noget og få resultater med sociale medier.

Blod, sved og tårer
Om lidt vil vi se en kæmpe hob af kommunalkandidater hoppe på alt fra Instagram til Facebook, og rigtig mange af dem burde slet ikke hoppe på – for de spilder deres tid og vælgernes. De burde ganske enkelt bruge deres tid andre steder.

Det vigtige kommunikative slag mellem Løkke og Frederiksen er en kamp, der aldrig kommer til at blive bare tilnærmelsesvis noget, der ligner en konkurrence på sociale medier.

Benjamin Elberth

Det samme gør sig gældende for en række erhvervsledere. Det er i en regulær fejl for Anders Bondo at være på Twitter, når han skævvrider Lærerforeningens brand. Men en ting er at råbe forkert på Twitter, noget andet er at hoppe på sociale medier og have en ghostwriter eller støttepædagog på og tro fuldt ud på, at man ikke får baghjul af ledere og politikere, der er der med blod, sved og tårer.

Spild af tid og penge
Karsten Dybvad på Facebook for Dansk Industri er reelt tidsspilde og spild af Facebook-annoncekroner, når han ikke er der selv. Bjarne Hastrup stod for nylig på Altingets lobbykonference og sagde, at han jo godt kunne finde på at ”sende en twit”.

Ældre Sagen og DI kan utroligt meget, men det er regulære taktiske fejl at sætte Bjarne Hastrup på Twitter og Karsten Dybvad på Facebook. Ganske enkelt fordi de ikke kommer til at interessere sig bare perifært for medierne og vil blive tromlet af konkurrencen fra en række danske erhvervsledere, der bruger medierne som en aktiv del af deres PR- og lobbyværk.

Karen Hækkerup er selv på Twitter, ligesom Bente Sorgenfrey, Anders Ladekarl, Elisa Bergmann, Dennis Kristensen m.fl. Og de kommer til at flytte så meget mere end deres konkurrenter om medietid og politisk velvilje, fordi de har social medie-DNA, akkurat som Samuelsen og Løkke.

De har det i blodet. De forstår det. De tror på det. Og de har brugt tid på at finde teknikkerne til at få effekt. De er kommet så langt, at de synes, det er sjovt, og at de kan ikke undvære det.

Det er i øvrigt det helt store springende punkt i masser af organisationer lige nu: De er blevet klar over, at det er mennesker, der flytter mest på sociale medier, men flere af de organisationer er tvunget til at tale fra et logo, fordi de ikke har toplederen med social media-DNA. De organisationer, der misforstår den ligning, sender toplederen på alligevel i en eller anden pseudokonstruktion. Hvor de i stedet burde tage fat i helt andre taktiske greb for at skabe et tryk, der kunne matche organisationer, der er velsignet med en leder med social media-DNA.

Den rådgiver, der ikke tør eller evner at sige til sin leder, at han skal hoppe af sociale medier og til gengæld kompensere voldsomt ude i det virkelige liv, for at han ikke er der, har fejlet.

Frederiksen vs. Løkke
Det vigtige kommunikative slag mellem Løkke og Frederiksen er en kamp, der aldrig kommer til at blive bare tilnærmelsesvis noget der ligner en konkurrence på sociale medier.

Mens Frederiksen kunne stå på Folketingets talerstol, mens hendes folk forleden opdaterede sin Facebook-side, sidder Løkke i salen og liker kommentarer på Twitter. Forskellen er, at man kan mærke Løkke ud i alle ender af sociale medier.

Jeg bliver konsekvent skudt på, fordi jeg ”altid roser Løkke”. Jeg bliver også ofte mødt med argumentet om, at Løkke på trods af sin brug af sociale medier jo mister tilslutning. Det bliver samme svar her: Hvis nu Løkke er bedst på sociale medier, skal man så lade være at rose ham eller fyre et par stikpiller af mellem roserne for at give balance? Det kan jeg ikke se grunden til.

Hvis de andre vil være de bedste i mine analyser, skal de godt nok til at stramme sig an – for lige nu er der kun ganske få, der overhovedet matcher Løkke på Facebook, Twitter, web-tv, Instagram og endda Linkedin. Det er i øvrigt min påstand, at Løkke ville være langt mere trængt i målingerne, hvis han ikke brugte sociale medier på den måde, han gør.

Og det vil være min påstand, at det er fantastisk klogt af Mette Frederiksen ikke at lave en Bjarne Hastrup og lade som om, hun er der selv og går all in. Hun lader ikke som om, og det er fantastisk befriende. Til gengæld skal Socialdemokraterne sørge for at kompensere for det tab, når Frederiksen ikke kan yde Løkke konkurrence bare tilnærmelsesvis.

Find din topleders DNA
Der er nogle politikere og ledere, der, ud over at mangle social media-DNA, også bare mangler selverkendelse. Hvor det er helt utroligt svært at se sig selv udefra. De er afhængige af, at deres rådgivere kan guide dem.

Det er indiskutabelt, at de ledere og politikere, der omgiver sig med folk, der tør sige dem imod, når de er forkert på den, giver deres ledere og politikere mere værdi, end den rådgiver, der ikke tør/evner at fortælle sin arbejdsgiver, hvad der er galt og få vedkommende til at lytte.

Hjulet nedenfor er brugt på en række ledere og politikere – og det sjove er, at hjulet er sat så firkantet og unuanceret op, at det burde være forbudt at bruge.

Tag eksempelvis ordet ”teknisk dårlig”. Kære leder, hvis du er teknisk dårlig i den lyseblå cirkel, skal du være på en grafik, eller i et taktisk format som web-tv, hvor du ikke kan trykke forkert på en Twitter-knap. Du skal kun være på Snapchat som Pia Olsen Dyhr, hvis du er ung med de unge, kreativ og gerne vil nå den yngre målgruppe. Skal du rekruttere, skal du lige nu ikke være på Snapchat, men forsøge LinkedIn, hvis du altså har DNA’en til det. Det er så forbandet simpelt.

Til gengæld er det åbenbart helt utroligt svært ude i organisationerne og for politikerne at placere dem på de rigtige sociale medier, eller helt hive dem ud af de sociale medier, når man udmærket godt ved, at de ikke har DNA til at være der.


---
Benjamin Rud Elberth rådgiver om digitale og sociale medier og er fast politisk digital ekspert på TV 2. Han er tidligere digital chef i Geelmuyden Kiese og digital chef for Socialdemokraterne. Han har rådgivet en lang række ministre, partier og politikere. Hver uge skriver han klummen "Borgen digitalt" på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00