Elberth: Digitale vælgererklæringer kan ændre næste folketingsvalg

KLUMME: I sidste uge indførte Social- og Indenrigsministeriet digitale vælgererklæringer. Det gør det indiskutabelt lettere for partierne at blive opstillet, og det kan give flere partier på stemmesedlen, skriver Benjamin Rud Elberth.

Der er godt nyt for alle, der sidder med en drøm om at stifte et politisk parti. Det er slut med at slikke frimærker og slut med at bede vælgeren finde en fysisk postkasse. Fra 12. januar blev det muligt for en vælger at afgive sin vælgererklæring digitalt. Vælgeren giver sin mailadresse til partiet, der indtaster e-mailadressen, og en uge senere kan vælgeren ved at logge ind med NemID bekræfte sin støtte til, at et nyt parti kan opstille til næste folketingsvalg. Partiet skal indsamle 20.109 vælgererklæringer på den måde, og vælgeren skal aldrig forlade sin pc.

Det har stor betydning, at vælgeren ikke længere skal flytte sig fra en pc til det virkelige liv for at gennemføre sin erklæring: Vi ved fra en række eksempler inden for salg, politik m.v., at det gælder om gøre det så let for brugeren som muligt, hvis man skal have ham/hende til at foretage en større handling som f.eks. et køb.

Brugerne hopper af undervejs
Det gælder simpelthen om at minimere antallet af klik, fra brugeren bliver interesseret i produktet, og indtil produktet er bestilt og betalt. Groft sagt hopper brugeren af undervejs i processen, hvis brugeren skal levere for mange klik eller indtaste for mange oplysninger undervejs. Og noget af det sværeste er at flytte en bruger fra pc’en og ud i den virkelige verden (det er en af grundene til, at det er verdens letteste ting at få en bruger til at melde sig til en Facebook-begivenhed, mens der sjældent dukker bare halvdelen op af de tilmeldte til dit arrangement i det virkelige liv).

Det er let at få en bruger til at udføre mikrohandlinger som at følge og like. Lidt sværere at få ham/hende til at dele og kommentere. Og endnu sværere at få brugeren til at udføre makrohandlinger som at møde op i den virkelige verden, at gå ned i en stemmeboks, at gå ud og hænge en valgplakat op, at køre et dankort igennem en dankortautomat og taste fire cifre eller at gå ned på et posthus og købe et frimærke eller bare finde en postkasse og poste et brev, der allerede er frankeret.

Vi vil se flere partier, der har en markant bedre chance for at blive opstillet.

Partier har kæmpet med at knække makro-handlingen
Vi ved fra tidligere indsamlinger af vælgererklæringer, at mange partier er gået i stå på præcis det tidspunkt, hvor vælgeren skulle sende det fysiske brev tilbage. For Minoritetspartiet var den klart største kamp i årene op til 2005 at få vælgerne til at sende deres underskrevne vælgererklæring tilbage, når den havde fået sit stempel og blev sendt til vælgeren.

Minoritetspartiet fik næsten 63.000 til at skrive under, før de kunne samle 21.016 underskrifter. Så stor en spildprocent ville der ganske enkelt ikke være, hvis man ikke skulle flytte brugeren fra skærm til postkasse – og det ville ikke have taget to år, som Minoritetspartiet i stedet kunne have brugt til at føre valgkamp, så de havde haft en chance for at få et mandat.

For Alternativet var det en kamp i kampen at få folk til at sende vælgererklæringerne tilbage (det italesatte de blandt andet med denne video). Nationalpartiet bekendtgjorde i april, kort før folketingsvalget i 2015, at de havde 20.000 underskrevne vælgererklæringer. Men folk havde bare kun sendt 8.500 tilbage, og Nationalpartiet nåede som bekendt aldrig at køre de nødvendige underskrifter til Social- og Indenrigsministeriet.

Med digitale vælgererklæringer ville der være en rigtig god mulighed for, at Nationalpartiet havde nået at blive opstillingsberettiget. Havde det ændret på valgkampens udfald? Det er ren spekulation og gætteri – Minoritetspartiet lykkedes med at indsamle de påkrævede underskrifter, men høstede kun 8.500 stemmer ved folketingsvalget i 2005.

Yahya Hassan kunne potentielt med en opsigtsvækkende valgkamp have flyttet stemmer over midten eller fået en vælgergruppe i stemmeboksen, der ikke ellers var aktiveret. Men vi aner det ikke. Pointen er, at valgkampen var blevet langt mindre forudsigelig med flere ubekendte end de traditionelle partier.

Mulighed for helt nye kampagneformer
Obamas valgkamp er det bedste eksempel på, hvordan man strategisk flytter en vælger fra et nulpunkt og til at gøre noget i den virkelige verden. Kom du ind på en af Obamas kampagneplatforme under et valg, blev du potentielt flyttet fra at like, til at dele, til at melde dig som frivillig i en internetgruppe, til at donere en ubetydelig sum, der primært var for at få dig til at deponere noget værdifuldt, til at sætte et skilt op for Obama i din have, til at møde op til et arrangement i det virkelige liv, til at gennemgå din telefonbog for at overtale en republikansk ven til også at stemme på Obama og til at sætte din egen stemme på Obama.

Det virker, hvis man gør det på den rigtige måde. Prøv at spørge Gunvor Holm Wibroe på Frederiksberg, hvordan hun flyttede folk ned i stemmeboksen ved at tænke i små og store handlinger for vælgerne. Fremover, hvis et parti som Alternativet skal sikre sig opstillingsberettigelsen, skal de ikke tænke på at hjælpe vælgeren over den sværeste hurdle og ud i det virkelige liv – de kan i stedet f.eks. lave et website, hvor de indsamler brugerens e-mailadresse (som de gjorde her). På det website kan man bruge cookies – som vi ved, at Radikale især har været gode til.

Det giver mulighed for senere at huske brugeren på, når han sidder ved sin pc, at han med ganske få klik kan finde den mail, hvor han blev bedt om at bekræfte sin underskrift. Vi ved fra digitale kommercielle salg (og fra medlemshvervning i politiske partier via Facebook), at kunderne/brugerne af og til skal se budskabet digitalt et par gange, før de konverterer – men det er ikke svært.

Det vil potentielt være langt mere virkningsfuldt at give den surfende web-bruger en digital påmindelse, hvor han ikke engang skal skifte medie, end at give en vælger en opfordring om at finde sin fysiske vælgererklæring, der hvor han nu har lagt den fysisk og udfylde den og lægge den i en postkasse.

Net-kampagnen bliver ganske enkelt stærkere – og det kan potentielt give partier, der har penge til avanceret net-annoncering og stort digitalt annoncebudget endnu bedre muligheder for at få indsamlet underskrifter. Det betyder også, at du ikke i samme grad behøver fodsoldater, som Minoritetspartiet var nødt til i 2003-2005.

---
Benjamin Rud Elberth er digital chef i Geelmuyden Kiese og fast politisk digital ekspert på TV 2. Han er tidligere digital chef for Socialdemokraterne og har rådgivet en lang række ministre, partier og politikere. Hver tirsdag skriver han klummen "Borgen digitalt" på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Elberth: Så stærke er partierne på sociale medier Elberth: Så stærke er partierne på sociale medier Næste artikel Elberth: Derfor skal Uffe Elbæk tale pænt Elberth: Derfor skal Uffe Elbæk tale pænt