Debat

Elberth: Ministeren af et nyt mediebillede

KLUMME: Året på sociale medier i politik ender i kampe og skænderier folketingspolitikerne imellem. Men en enkelt minister var lidt hurtigere end de andre.

S går ganske enkelt efter de svageste medieled. Men den recept virker ikke på Ellen Trane Nørby, pointerer Benjamin Elberth.
S går ganske enkelt efter de svageste medieled. Men den recept virker ikke på Ellen Trane Nørby, pointerer Benjamin Elberth.Foto: Kristoffer Hecquet/Altinget.dk
Benjamin Rud Elberth
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er uhyggeligt mange små krige politikerne imellem på de sociale medier disse dage. Faktisk så mange, at både Twitter og Facebook var ved at koge over, mens Folketinget skulle afgøre støtten til Aleppo i sidste uge, og Ulla Tørnæs råbte 'politisk drilleri' på Facebook.

I går fik Lars Løkke i sin årlige Facebook-julekalender sneget en sviner ud til Ekstra Bladet over deres dækning af GGGI-sagen, mens Özlem Cekic og Rasmus Jarlov var ved at hive hovederne af hinanden - parallelt med, at Anders Samuelsen i sidste uge lavede regulær bashing på Astrid Krag - der så tirsdag aften bashede Thyra Frank tilbage med et viralt åbent brev.

Imens var Søren Espersen den hurtigste til at slå politisk plat på terror med et tweet, ifølge Socialdemokraternes Rasmus Horn på Twitter. Som bekendt er sandheden det største offer i en krig.

Danske folketingsmedlemmer har i de seneste uger ageret, som om de er i krig med hinanden, og sandheden er voldsomt svær at finde imellem linjerne og tweets’ene. Der er simpelthen gået spin og feje tricks i den.

Lige indtil man falder over en hyggelig Facebook-opdatering fra Torsten Schack (V) på den mere lukkede private profil ”Torsten S-p” til Joachim B. Olsens mere lukkede private profil ”JB Olsen” med lidt venligt drilleri.

Man genvinder troen på, at det nok skal blive jul på Borgen. Og så understreger det, at den måde MF’erne agerer på den åbne del af sociale medier også er båret af lidt rituel stammedans, der kammer over, når de forsøger at hænge hinanden ud til alles skue, og at det er en del af magtspillet.

 

I 2016 blev danskerne for alvor bevidste om, hvad de der sociale medier egentlig kan bruges til: Til at vinde magt, og til at beholde magt. Trump påstår selv, at hans vej til Det Hvide Hus var brolagt med tweets, og han vandt magten. Lars Løkke indledte året med at disrupte (ja, undskyld, men det er jo så moderne - alt skal disruptes), hvad vi forstår ved tv-pressemøder, da han highjackede Pape og Konservatives Eva Kjer-mistillids-pressemøde med et tweet.

Det brugte kommentator Anders Langballe som afsæt til at grille Søren Pape. Det er sådan, man stikker sin magtfulde hånd ind igennem tv-skærmen for at beholde magten, hvis man er Løkke. Og senere på året brugte Løkke sin Facebook-side til at sælge danskerne Helhedsplanen, før den blev solgt officielt til pressen (altså bortset fra, at Regeringen allerede havde strøet dele af Helhedsplanen ud som lunser til forskellige aviser).

Der var en række journalister, der mener, at det er uproblematisk – både at de bliver ”lunset rundt” i kampen om breaking og solo med hinanden, og først får lov at stille spørgsmål et halvt døgn efter, at Løkke præsenterer via Facebook.

Og så er der andre, der hopper regulært i fælden og begynder at skrive, hvad de ville have spurgt om, hvis de ellers måtte, så Regeringen får et halvt døgn til at forberede sig på svaret. Man skulle være ekstremt debil i Venstre, hvis man ikke samler alt det op, som journalisterne varsler, de vil spørge om, og lige briefer sine ministre inden pressemøderne.

I USA fik vi Trump TV. I Danmark fik vi Løkke TV. Der er overhovedet ikke forskel. Det handler om at pakke tingene ud - uden om medierne. Trump gjorde det for at få magten. Løkke gør det for at beholde magten. Og vi der elsker internettet må bøje os for det taktiske overblik. Løkke er heldigvis bare taktisk dygtig. Trump er desværre taktisk dygtig og impulsiv som en tre-årig.

Nytårstalen bliver i øvrigt sendt live denne gang. Jeg grublede længe over, hvad den taktiske fordel dog er af at gøre det, fordi Løkke er Løkke. Og så af og til vælger han et format, hvor han bare vælger det, fordi han ikke gider høre noget pjat om taktik. Hvis der er nogen på linjen, der er klogere og kan se den taktiske fidus, så meld lige ind. Det ville være så ærgerligt at skulle konkludere, at Løkke bare sender live, fordi han har lyst, og ikke fordi han har et budskab, der end ikke skal holdes tilbage for en klausulering af den udleverede tale til pressen.

Socialdemokraterne skal passe på, at de ikke bliver løbet over ende på nettet, når angrebene bliver for kække, og de vælger den forkerte modstander. 

Benjamin Elberth


Midt i alle krigene var der en enkelt minister, der vandt et ordentligt slag og regulært tværede sin modstander på nettet med lidt hjælp fra vennerne. Læs selv tråden på her

 

Flemming Møller Mortensen fortsatte den voldsomme offensiv, som S-folketingsmedlemmerne og partiorganisationen bedriver i øjeblikket ved at køre massivt tryk på ministrene (Genlæs klummen om S’ Bissetricks). Kig efter, hvem de 10 retweets er bag Flemming Møllers tweet om en minister, der tilsyneladende skulker fra en opgave på grund af frygt – de 10 retweets er primært S-folk. Kampagnefolk, pressechef og 3 S-Folketingsmedlemmer. Det er sådan man laver digitalt tryk.

Det har ellers især været Thyra Frank, Ole Birk Olesen og Mai Mercado, S har været ude efter, og Thyra Frank ligner efterhånden en minister, der bliver kørt rundt på alt fra traditionelle presseklip til alt, hvad der ligner sociale medier, selvom Anders Samuelsen ivrigt prøver at agere lynafleder med Facebook-opdateringer pro Thyra.

S går ganske enkelt efter de svageste medieled. Men den recept virker ikke på Ellen Trane. Det er hun alt for garvet til på tværs af medier.

Inden Flemming Møller Mortensen fik set sig om, havde Ellen Trane mobiliseret så meget medvind, at Flemming Møller Mortensen fik regulære tæsk af en hob af allierede: Jane Heitmann (V), Jakob Engel-Schmidt (V), Mette Abildgaard (K), May-Britt Kattrup (V) og Ellen Trane selv - med næsten 20.000 følgere.

Alt imens udvalgsformand Blixt blev opfordret på Twitter til at invitere ministeren (Blixt medgav i øvrigt, at ministeren ikke var inviteret tidligere), der nu inviteret. Ministeren flyttede sig fra sin livestream af mødet, mødte op i salen, røg med på billeder af sin tilstedeværelse i salen, og sluttede med at takke udvalgsformanden for invitationen på Twitter.

 

Socialdemokraterne skal passe på, at de ikke bliver løbet over ende på nettet, når angrebene bliver for kække, og de vælger den forkerte modstander. Denne gang var det en minister af et nyt mediebillede, der responderede hurtigt på kritik, mobiliserede og bare spillede med musklerne, så jægeren blev den jagtede.

Det er i øvrigt højtid for årskavalkader. Glæd dig til næste uge her i klummen med titlen ”Året der gik i dansk politik på sociale medier”. Der giver jeg mit bud på, hvilke politikere og partier, der har lavets årets flop, årets shitstorm, årets digitale trick, årets digitale tryk og meget mere.

---

Benjamin Rud Elberth rådgiver om digitale og sociale medier. Han er Direktør i firmaet Digitaltaktik.dk, og tidligere digital chef for Socialdemokratiet. Han har rådgivet en lang række ministre, partier og politikere og rådgiver politikere på kommunalt plan. Hver torsdag skriver han klummen "Borgen digitalt" på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ellen Trane Nørby

Fhv. minister & MF 2007-22 (V), byrådsmedlem, Sønderborg
cand.mag. i kunsthistorie (Københavns Uni. 2005)

0:000:00