Debat

Elberth: Ny skatteyderfinansieret kampagneside i luften

KLUMME: Regeringen.dk er født. Og den er ud over at være fyldt med potentiale fuld af dilemmaer. Benjamin Rud Elberth analyserer.

Regeringen.dk blev lanceret tirsdag 24. august. 
Regeringen.dk blev lanceret tirsdag 24. august. Foto: Scanpix
Benjamin Rud Elberth
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

 ”Der kan ske to ting. Enten vil de blive anklaget for at ville styre nyhedsstrømmen. Ellers er der risiko for, at de bliver til grin, fordi det ikke virker, eller fordi det bliver for smart”.

Ordene er Susanne Hegelunds ovenpå regeringens lancering af det nye regeringen.dk, der gik i luften i sidste uge. En ganske hård dom over et tiltag, der har været ventet i et stykke tid og vækker lige så mange meninger, som forventet.

Der gik en halv dag, før Enhedslisten var ude med endnu et forventet kritikpunkt: ”Så har Venstre fået sin egen skatteyder-finansieret kampagneside. Er det ikke at gå over grænsen?” læs selv resten af den battle på Twitter. 

Høj lækkerhedsfaktor med bump
Regeringen.dk er skabt og er kommet ganske fint i luften. Lækkerheds-faktoren er høj: Rigtig flot design, flot videospor og æstetikken på plads. Selv de mindst digitale ministre er puttet i flotte videoformater, der virker overbevisende.

Regeringen og Venstre vil blive anklaget for at styre nyhedsstrømmen. Også en kritik, der er uundgåelig, når politik handler om at kommunikere og få tingene til at tage sig bedst muligt ud.

Benjamin Rud Elberth

Der var et mindre bump i lanceringen med en video, der fejlagtigt tog Radikale med ind i Fair Løsning, som kommunikationsenheden måtte slette igen, i det store billede ubetydeligt, men det giver en underlægningsmusik af, at der ikke er helt styr på fakta, og det er lidt værre, når det er en video med noget, der ligner Venstre-kampagne, der skal fjernes.

Nicolai Sommer, der er the man with the plan i regeringens centrale nyskabte kommunikationsenhed, har samlet sit hold og fået projektet digitalt i luften, men der er nok blevet banket en enkelt gang i bordet over den manglende korrekturrunde.

Websitet og Twitter-kontoen kommer til at balancere på en lurende kritik af, at det bare er en skatteyderfinansieret kampagneside for Venstre.

Benjamin Rud Elberth

Dilemmafyldt herfra
Derfra er det dilemmafyldt: For websitet og Twitter-kontoen kommer til at balancere på en lurende kritik af, at det bare er en skatteyderfinansieret kampagneside for Venstre.

Sådan må det jo være, når der kun er et parti i regeringen, Venstre. Havde det været en regering af tre partier, var det nemmere at hamre den kritik ned fra starten, fordi det så ville være et naturligt samlingspunkt for regeringsgrundlaget – det er værd at huske på, at en mindretalsregerings regeringsgrundlag stadig vil være maggi-terningen af alle politiske aftaler, da regeringsgrundlaget blev skabt, og derfor ikke nødvendigvis behøver at være en til en med Venstres politik, selvom det er Venstre-regeringen, der skal udmønte den.

Kritikken er imidlertid legitim, og den vil være der konsekvent, mens folkene bag Regeringen.dk hele tiden vil have som ekstra fokus at holde sig på den rigtige side af de retningslinjer, der er for ministerielle hjemmesider.

Styr på tingene
Til de data-kyndige, der ellers kunne have problematiseret, hvis websitet også plantede cookies til senere markedsføring på folkets computere, ser det ud til i sidens cookie-afsnit, at grundlaget for den kritik også er fjernet. Det kunne blive en kilden sag, hvis Venstre senere kunne trække på de cookies til markedsføring til alle de folk, der havde besøgt Regeringen.dk. Men der er styr på det. Der er generelt styr på det, og det emmer sitet og tiltaget også af: Der skal først og fremmest styr på tingene, før vi vælter os ud i vilde tiltag.

Kommunikationsenheden har ifølge Jyllands-Posten omkring fem millioner i budgetter de første to år – det lyder for den almindelige vælger, som om millionerne ruller, og den kritik skal også nok komme. Men faktum er, at fem millioner er ingenting, hvis det også inkluderer medarbejderløn, produktion af grafikker, videoer og meget andet.

De største politiske parti bruger op mod 80-100 millioner kroner på en hel folketingsvalgkamp. Det koster penge at kommunikere i en moderne medievirkelighed, hvis man skal præsentere andet end håndholdte telefonvideoer og lidt nyheder på tekst.

Når en ikke-digital minister skal filmes i en ordentlig video er det ikke bare at tænde kameraet og råbe kør. Der skal klippes, colorgrades og hvad det ellers alt sammen hedder, hvis det skal være noget, der kan hamle op med den måde, alle andre organisationer og virksomheder kommunikerer til danskerne.

Det nye Nordkorea?
Og så vil regeringen og Venstre blive anklaget for at styre nyhedsstrømmen. Også en kritik, der er uundgåelig, når politik handler om at kommunikere og få tingene til at tage sig bedst muligt ud.

Man kan lidt drilsk spørge, hvem der havde forventet, at Regeringen ville oprette en kommunikationsenhed for at kommunikere uden selv at sætte dagsorden for politiske udspil, eller for at kommunikere uden styring? Danskerne er også et kritisk folkefærd, der med det samme skriver det på sociale medier, hvis Løkke eller regeringen står i en forkert setting.

Tænk blot på kritikken, når Løkke sveder tran på valgaftnerne. Det er en gåde, hvorfor det endnu ikke er faldet nogen ind, at der altid skal blæse to propeller på det sted, hvor Løkke holder sin tale på en valgaften. Til kommunikationsenhedens store ros: Var det et valg-setup, de havde bygget med den nye hjemmeside, havde den også haft propeller, og de havde peget den rigtige vej.

Men også den kritik er legitim – og der vil komme mindst tre klager og fem spørgsmål til Statsministeren i den kommende sæson for hver video, der beskriver virkeligheden for propagandistisk eller ikke lever op til det formulerede åbenheds-løfte.

Hvor blev Facebook af?
Det var overraskende for nogle, at Regeringen.dk ikke fik sin egen Facebook-side, men ”kun” en Twitterprofil og websitet. Det virker defensivt, og det er det.

Men det kan vise sig at være et klogt valg, fordi en af de millioner, der er sat af til kommunikationsenheden ville forsvinde i moderationsarbejde, når 3,3 millioner danskere jævnligt ville finde vej til regeringens Facebook-side og tale med rigtig store bogstaver.

Men bør regeringen ikke høre danskerne? Jo, og det kommer. Men det kommer til at komme fra Løkkes Facebook – med nye tiltag, med fokus på at han selv via livefunktionen formidler ud til danskerne, og det skulle ligne Løkke og Løkkes folk helt utroligt dårligt, hvis vi ikke med tiden også får debatformater, hvor ikke kun han, men også ministre i ”Regeringen.dk”-regi taler med hr. og fru Danmark via Facebook.

Lanceringen af Regeringen.dk er også en kontrolleret sprængning, hvor der bliver lanceret idéer i små tempi – efterhånden som tingene kommer på plads.

Og det er den rigtige tilgang, for så undgår regeringen anden halvdel af Hegelunds kritik, at de kommer til at virke for smarte, når det ikke virker. Næste kontrollerede sprængning bliver 2025-plan, og her vil vi for første gang se Løkke på lidt mere slap Facebook-line, end vi er vant til fra en Statsminister, når han taler til folket før pressen via Facebook mandag aften – det er i øvrigt historisk, at det foregår på den måde.

---
Benjamin Rud Elberth rådgiver om digitale og sociale medier og er fast politisk digital ekspert på TV 2. Han er tidligere digital chef i Geelmuyden Kiese og digital chef for Socialdemokraterne. Han har rådgivet en lang række ministre, partier og politikere. Hver tirsdag skriver han klummen "Borgen digitalt" på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00