Debat

Elberth: Sammenhængskraften, der forsvandt

KLUMME: Hvordan lytter et politisk parti til folkedybet, hvor danskerne render rundt med hver deres virkelighedsopfattelse i digitale ekko-kamre? Benjamin Rud Elberth analyserer.

Fra Dansk Folkepartis årsmøde i forrige weekend fik vi den ene ”spøg” og ”satiriske” udmelding efter den anden, skriver Benjamin Rud Elberth.
Fra Dansk Folkepartis årsmøde i forrige weekend fik vi den ene ”spøg” og ”satiriske” udmelding efter den anden, skriver Benjamin Rud Elberth.Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Benjamin Rud Elberth
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danskhed. Stramninger. Integrationsproblemer.

Bølgerne går stadig højere, når Danmark igen diskuterer truslen fra alle andre end os selv. I den forgangne uge kom diskussionen endda så langt, at ”vi selv” opdagede, i skikkelse af gymnasieeleven Jens Philip, at vi potentielt betragtes i den store Martin Henrikske indfødsretsprøve som en del af dem, vi øjensynligt forsøger at holde ude af klubben, når vores ellers danske pas viser ”Yazdani” som efternavn.

Det er ren Harry Potter, hvor der bliver hvisket i krogene hos ”ægte” troldmænd, hvis man er ”mudderblod” – altså troldmand af mugglerslægt, der ikke er lige så fint. Havde det været USA, havde en eller anden crazy oppositionspolitiker bedt Martin Henriksen og Kenneth Kristensen Berth fremlægge deres egne stamtavler. I det Trump-land er vi trods alt ikke endnu.

Og vi må undvære ramaskriget, når vi finder ud af, at samtlige folkevalgte på højrefløjen har en spansk tip-oldefar, der vist sad på en Shawarma-bar på Nørrebro og ligefrem nød serveringen fra en grillfatter med muslimske aner. Indtil videre er det kun Pernille Skipper, der tilnærmelsesvis har samlet den op på Twitter.

Den der kun tager spøg for spøg
Fra Dansk Folkepartis årsmøde i forrige weekend fik vi den ene ”spøg” og ”satiriske” udmelding efter den anden. Først var det en ”spøg” fra Marlene Harpsøe, der ville give migranter et par kondisko, så de selv kunne gå hjem. Rene Gade fra Alternativet forærede hende undervejs en kattelem at krybe ud ad på Twitter.

 

Så var det den delegerede Cheanne, der ”glemte” at pointere, at det selvfølgelig ikke er ”alle” flygtninge, der sviner, svindler, stjæler, voldtager og dræber”. Og fredag var det så ”dansk humor” fra Kenneth Kristensen Berth, da han jo ikke kunne vide, om Abdel Aziz Mahmoud (altså en af dem med en potentielt problematisk stamtavle) var en del af Al-Qaeda. 

Danskerne klapper med på Facebook
Men hvorfor klarer Dansk Folkeparti frisag i alle de nævnte tilfælde? Hvorfor er der ikke en hob af danskere, der stiller dem til ansvar og svarer ved at straffe dem i meningsmålingerne og stemmeboksen? Svaret skal findes i folkedybet.

Prøv at tage et kig ned under motorhjelmen i det danske samfund, der hvor den almindelige dansker er (vi glemmer lige for en stund, at ”dansk samfund” og ”den almindelige dansker” lige nu er de mest udefinérbare størrelser i den politiske debat). Der er ikke noget bedre til det, end det største kollektive forsamlingshus for almindelige mennesker, Facebook, bortset fra, at det kollektive forsamlingshus har så mange forgreninger og små sidelokaler, at ingen rigtig står i samme rum på samme tid alligevel og hører det samme budskab.

Du ser de ting, du klikker på. Og du ser flere af de ting, du klikker mest på.

Åbner man døren ned til de rum, hvor der diskuteres danskhed, kan man lige nu enten gå ind ad Facebook-døren til alle dem, der mener, at Dansk Folkeparti har et ulækkert menneskesyn, eller man kan gå ind ad Facebook-døren til alle dem, der mener, at Dansk Folkeparti har fuldkommen ret og skal råbe højere og stramme mere.

Går man ind ad den sidste dør, vil man se masser af danskere, der er enige med Dansk Folkeparti og med retorikken, også selvom det ikke skulle være en spøg. Det er det, den politiske venstrefløj glemmer, som især Radikale og Enhedslisten glemmer, som alle de folk glemmer, der råber, at retorikken er klam, et udtryk for et fremmedfjendsk og klamt menneskesyn, og at det er racisme, at flere af danskerne klapper med: I folkedybet er der klangbund for præcis de udtalelser og den tone, vi har lige nu i debatten.

Den helt store diskussion efter Cheannes tale på årsmødet var klapsalverne efter hendes udtalelse. Salen og DF’erne klappede med. Og kigger man efter i folkedybet, i første omgang på Facebook, klapper en stor del af danskerne med.

Var du en af dem, der sad og tog dig til hovedet oppe i indledningen med mudderblods-eksemplet og blev dybt forarget over de eksempler, jeg har givet om Dansk Folkepartis udmeldinger ovenfor, er du nødt til at forstå, at du er forarget over din nabo og en stor del af danskerne, der efterhånden har udviklet panser mod den kreative klasse, der skriger racisme, hver gang Dansk Folkeparti melder ud i den tone, som de har gjort i eksemplerne.

De klapper med. Prøv at se ned til en side som NewSpeek på Facebook – har du indtil nu kun siddet ovre i ekkokammeret hos dem, du liker og taler med, som taler med samme anti-DF-retorik som dig selv, får du et chok over at se, hvor mange der klapper med. Tag dig for forståelsens skyld en tur på Facebook, hvor du klikker dig ind og læser med i kommentarfelterne hos alt det, du ikke er enig med – uanset om du lige nu er strammer eller slapper.

Som en af mine bedste venner skrev forleden, at alle danskere i et par måneder skulle tvinges til at holde en avis, de ikke selv var politisk enige med. Hvis man på samme måde tvang danskerne til hver dag i en måned at bytte Facebook-konto med en ny tilfældig person i Danmark, ville danskerne blive chokerede over hinandens ekkokamre, der er bygget op af utallige klik- og synes godt om-tilkendegivelser.

Og når du så er blevet forarget over NewSpeek, så forestil dig, hvor forarget en fast NewSpeek-fan på Facebook ville blive af at færdes i dine algoritmer af åbne grænser og forargelse over tonen. Med den struktur på en af de platforme, hvor vi taler mest sammen og hver for sig, er det ikke underligt, at aktører i integrationsdebatten står i hver sin lejr og råber henholdsvis bål og brand og racisme efter hinanden.

Polariseret debat
Analysebureauet Analyse & Tal og overvågningsbureauet Infomedia fremlagde på Politisk Topmøde på Børsen i torsdags tal, der underbygger, at danskerne klapper med.

Analyse & Tal kunne påvise ved at måle på 3,6 millioner datapunkter fra 2014-2016 på Facebook, at tendensen hos en base på 1 million danskere var, at de bare konsekvent likede, delte, talte om grænsekontrol, indvandring, flygtninge – og at grænsekontrol konstant var samtaleemne i folkedybet. Igennem de seneste to år har det emne været et fast konstant hårdt rytmeslag i den danske Facebook-debat, så man kunne marchere i takt til det.

De har også tidligere påvist, at samtlige diskussioner om Danmark og danskhed har overvægt af folk, der også har en klik- og synes godt om-adfærd, der indikerer meget stærkt, at de stemmer Dansk Folkeparti. Infomedia kunne påvise, at den kreative klasse og venstrefløjens (op)råb til danskerne, at smykkesagen ville smadre Danmarks omdømme i udlandet, var komplet ubegrundet.

Et lille år efter har ikke en frø, en fugl eller en fisk, som Anders Fogh kunne have formuleret det, fået et mere negativt syn på Danmark som følge af smykkesagen. De forbinder os præcis lige så meget med bacon, den lille havfrue og H.C. Andersen som tidligere. Mon ikke det bliver grobund for, at flere politikere med fattet ro kan sige, at vi ikke har noget at skamme os over? (afhængigt at din politiske observans læser du i øvrigt det spørgsmål på to forskellige måder).

Infomedia kunne samtidig vise datapunkter og en fast skabelon for hver eneste sag om udlændinge og integration, at debatten er fuldkommen polariseret. Når vi diskuterer et emne som f.eks. smykkesag i Danmark, fordeler der sig lige dele råberi og forargelse på hver side af det politiske Danmark og hos danskerne: Halvdelen er forargede, den anden halvdel det modsatte – og den samlede perception og reception bliver et nulsumsspil, hvor ingen bliver enige, men vi har opført det klassiske råbescenarie og vender tilbage til hverdagen og næste integrationsdebat.

Vi er ikke kommet et skridt videre – det er primært en råbeklub af fraktioner, der råber op om racisme og klamt menneskesyn over for folk, der råber, at vores danskhed er truet, og at råberne på den anden fløj er naive. Ingen formår lige nu at finde det fælles fodslag, der skulle få os til at marchere i retning af en løsning.

I mellemtiden har vi fået tal på internettets rolle i valgkampen 2015. Et team af de bedste valgforskere fra DECIDIS på IT-universitetet har fremlagt deres rapport (læs selv med her).

Man skal altid tage højde for usikkerheden i surveys, når man har spurgt folk, fordi de jo kan blive påvirket af noget helt andet end de selv tror, og svare unøjagtigt, men det er indtil videre den bedste måde til at forsøge at udlede noget brugbart om internettets betydning for danske valgkampe.

De mest markante konklusioner i rapporten er blandt andet, at færre ser valg på tv og i aviser, og flere svarer selv, at ”internettet” har påvirket deres holdninger på bestemte emner, flere svarer, at internettet har fået dem til at ændret eller påvirket deres partivalg.

Helt konkret svarer kun halvdelen, at internettet ikke har haft effekt på deres partivalg, holdninger til emnerne eller syn på kandidaterne. Internettet har betydning. Spørgsmålet er, hvad ekkokamrene, der er indlejret, har af betydning – ikke mindst for sammenhængskraft og mulighed for at lave fælles løsninger i politik.

Ingen bliver forargede over P1
Undervejs i debatten fik vi en P1-debat, som ingen hørte eller tog notits af, hvor Martin Henriksen ikke formulerede tydeligt, om han ville klappe med af Cheannes tale eller ej. Det er sådan noget, Twitter opfanger, og så bliver det en mini-samtale i den store mængde af utallige samtaler på tværs af alle medier, der fører i hver sin retning.

Men i den lille minisamtale forudsættes det fra danskere, der opererer ovre i det ekkokammer, hvor det er ”crazy” at klappe med på samtalen, at alle synes det er crazy, at nogen overhovedet klapper med, og at de ikke kan forstå, at vi ikke længere for alvor bliver kollektivt forargede, og er chokerede over, at Dansk Folkeparti ikke får deres straf.

Faktum er, at der ikke er noget kollektiv. Danskerne har så forskellige medieforbrug, at der simpelthen ikke er en stor nok strøm af danskere, der hører P1 eller ser Twitter.

Ifølge politisk analytiker Søs Marie Serup er det et vilkår, vi er nødt til at tage med i overvejelserne: ”Vi lever i en tid, hvor det kan lade sig gøre at finde to mennesker med så fragmenteret et medieforbrug, at deres virkelighedsopfattelse aldrig krydser hinanden”. Den del af danskerne, der lever i det medie- og holdningsmæssige ekkokammer, hvor de og deres bekræfter hinanden i, at det er forkasteligt at klappe med, vil igen og igen få følelsen af, at de ser et røveri ved højlys dag, hiver den nærmeste politibetjent i ærmet og råber, at han skal gøre noget, hvorefter betjenten åbner døren for tyven, der kan hoppe ubesværet i en taxa væk derfra.

Sammenhængskraften der forsvandt
”De integrationsproblemer, vi står med i dag, er skabt gennem flere årtier.” Citat S-formand Mette Frederiksen. Selv Poul Nyrup (S) måtte i weekenden komme med indrømmelsen, at ”i vores parti har vi ikke altid været enige om, at antallet af indvandrere og flygtninge betyder noget. Men det er vi nu.”

Det er for både Frederiksen og Nyrup store indrømmelser, som i visse ekkokamre kan fortolkes som, at Dansk Folkeparti havde ret i deres advarsler, mens Poul Nyrup havde travlt med at sætte dem i bås som ”ikke stuerene”.

Vi fik også talelinjer fra Mette Frederiksen, som "vi kæmper i det hele taget for et samfund med en stærk sammenhængskraft. Ellers kan humlebien ikke flyve.” Noget tyder på, at den humlebi allerede er faldet til jorden, når det ifølge logikken i Socialdemokratiets formandstale er nødvendigt at stramme, fordi ”vi først som sidst vil værne om vores samfundsmodel og vores sammenhængskraft.”

Socialdemokraterne og andre partier på venstrefløjen kunne med fordel tidligere have taget sig et kig ned i folkedybet i stedet for at se på de aviser, de selv læste i 90’erne, hvor de troede, at alle danskerne tænkte som dem selv.

Og nu kan de med fordel kigge efter i Facebook-folkedybet, hvor de får tydelige indikationer af, at sammenhængskraften også bliver endda meget svær at genskabe, hvis alle danskere har forskellige medieforbrug, optræder i ekkokamre, og at en eller anden er nødt til at sætte alle de danskere sammen om et fælles bord, før vi får løst de største udfordringer for Danmark.

Det er langt fra sikkert, at de største udfordringer for sammenhængskraften er, hvem der er dansk, og hvem der ikke er. 

---
Benjamin Rud Elberth rådgiver om digitale og sociale medier og er fast politisk digital ekspert på TV 2. Han er tidligere digital chef i Geelmuyden Kiese og digital chef for Socialdemokraterne. Han har rådgivet en lang række ministre, partier og politikere. Hver uge skriver han klummen "Borgen digitalt" på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00