Debat

Elberth: Her er syv, du bør følge, hvis der bliver valg

KLUMME: Valgtrommerne buldrer. Men hvem skal du egentlig følge lige nu for at være foran og følge med i, hvad der er op og ned? Benjamin Rud Elberth udnævner her syv personer, som du skal følge på sociale medier.

Foto: Colorbox
Benjamin Rud Elberth
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Breaking-bjælkerne sidder løst i lommerne på de politiske redaktioner lige nu.

Senest fredag aften, hvor politisk korrespondent for DR Christine Cordsen gav dig 12 minutter til at finde en pc frem og læse på dr.dk, hvis du ville følge med i breaking news om Kristian Thulesen Dahls mod-ultimatum til Samuelsens ultimatum.

Det er det, nettet og sociale medier kan – det er her, du får historierne først, og det er her, journalisterne selv teaser for deres solohistorie. Vil du opleve udviklingen minut for minut, er det din mulighed for at se med.

 

Der er masser af gode lange analyser i de ”normale medier”, som du stadig skal opfange ved at tænde for radioen eller dit tv. Tag eksempelvis Jens Ringberg, der fredag morgen på P1 leverede den mest præcise optakt til weekenden ved at analysere og kalde blå bloks kvaler for nedsmeltning, men uden at Ringberg selv har teaset for det på sociale medier først.

Til gengæld går Ringberg i dialog med folk, der udfordrer hans analyser på Twitter. Man behøver ikke være en del af det politiske miljø for at få et præcist svar fra de største kommentatorer på Twitter.

Hans Engell, som altid er god for en analyse, fordi han taler med så mange kilder på Christiansborg, er slet ikke på sociale medier. Ham finder du på kun skærmen og i spalterne. Noa Redington leverer bidske bid på Politiken og i #besserwisserne, men er ikke kendt for at være mr. social media, selvom han pipper minimalt på Twitter af og til. Kenneth Thue er på Altinget og leverer uvurderligt materiale, hvis du vil forstå tal-knuseriet bag meningsmålinger og vælgervandringer.

Syv digitale du skal følge
Til gengæld er der en række analytikere, journalister og vidende mennesker, du får rigtig meget ud af at følge på sociale medier ved siden af deres skrive- eller kommentatortjans (og til dig, der ikke kan se værdien i kommentator-vældet, kan du med fordel følge politikerne selv, hvis du mener, det giver dig mere):

1. Anders Langballe, politisk redaktør TV 2
Der er ikke udskrevet valg, før Anders Langballe har tweetet det. I 2015 erfarede han det på Twitter som den første af de store kommentatorer. Manden er kendt for, at han går og kigger ned i sin telefon konstant, i en grad så du vil se ham lægge den fra sig i sidste øjeblik, når han toner frem med analysen på TV 2. Sæt en notifikation på ham på Twitter, så du får ud på din telefon, når han tweeter. I alle de største politiske breaking news-situationer, vi har lige nu, er han Mr. Tweeting Breaking News.

2. Søs Marie Serup, politisk kommentator BT
Min personlige tv-favorit. Giver alle drengene baghjul i #besserwisserne på TV 2 og i en grad, så flere af seerne altid håber på, at hun er en del af panelet. Men hun er også god at følge på BT.dk, på Twitter og Facebook. Og så har hun blik for det, der foregår hos politikerne digitalt.

3. Jarl Cordua, vært på Radio 24syv og klummeskribent Altinget
Der er garanti for både provokerende analyser og vilde debatter hos Jarl Cordua, men der er altid solid bund i udsagnene, som han uddyber i sine kommentarfelter. Han skriver også på Altinget, men der er utrolig meget at hente på hans Facebook-profil. Men pas på. Er du troll, høvler han dig ud af sin Facebook med en syngende lussing, du kan mærke hele vejen ud i dine tastaturfingre.

4. Henrik Qvortrup, politisk kommentator
Han har masser af følgere på Twitter. Men det er faktisk ikke der, du får mest ud af ham. Manden er lang i spyttet og i sine analyser og gør sig digitalt bedst på Facebook og på podcast sammen med fætter Thomas Qvortrup. Og så har han insiderviden, der gør ham til en ”must follow”. Han holder skarpt øje med, om Samuelsen vakler lige nu.

5. Ask Rostrup, vært på TV Avisen
Er du til tweets efter moden overvejelse, der sætter tingene i relief, skal du følge Ask Rostrup. Befriende, at han ikke blindt hopper med på breaking news-bølgen, men bare sætter sig tilbage og af og til leverer det tweet, der sætter debatten i relief og medløberne på plads. Derfor følger jeg ham på Twitter. På det seneste har han flere gange understreget det åbenlyse i, at ingen partier er interesserede i valg og hvorfor.

6. Kasper Kildegaard, Christiansborg-journalist og kommende politisk redaktør Berlingske 
Et bevis på, at man ikke behøver at være en erfaren rotte med masser af år på bagen for at finde det gode stof og formidle det. Ham følger jeg primært på Facebook, hvor han er god til at formidle stemningen på Christiansborg, men også på Twitter, hvor han hedder @kildegaardens. Er vi tæt på valg eller ej? Det giver Kildegaards sociale medier en god temperatur på.

7. Lars Fogt, journalist Metroxpress
Jeg følger Fogt på Facebook, hvor der er mulighed for at få helt anderledes adgang til undergrundshistorierne. I Karina-sagen har MetroXpress’ dækning haft en værdig føljeton af baggrundsstof på Fogts Facebook. Følg ham for at få en god stemningsvurdering af, hvad der er værd at kalde skandaler, og hvad der bare er små forbigående spin-dagsordener.

Hvem følger du på sociale medier?
Giv mig dit eget bud i kommentarfeltet. Hvem har jeg glemt? Hvem følger du på sociale medier, der klæder dig på til at blive klogere? Hvem hjælper dig med at gennemskue, om der bliver valg, og hvornår der bliver valg?

---
Benjamin Rud Elberth rådgiver om digitale og sociale medier og er fast politisk digital ekspert på TV 2. Han er tidligere digital chef i Geelmuyden Kiese og digital chef for Socialdemokraterne. Han har rådgivet en lang række ministre, partier og politikere. Hver uge skriver han klummen "Borgen digitalt" på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00