Debat

Elever til minister: Mindsk skellet mellem Hellerup og Gellerup

DEBAT: Der er brug for, at den nye undervisningsminister sætter fokus på, at alle skolens elever skal løftes, så den dybe grøft mellem Hellerup og Gellerup fjernes. Desuden er der brug for en massiv indsats for skolernes indeklima, skriver Thea Enevoldsen.  

Det er vigtigt, at folkeskolen formår at løfte alle elever, uanset om man er talblind, ordblind eller har en anden etnisk baggrund end dansk, skriver Thea Enevoldsen.
Det er vigtigt, at folkeskolen formår at løfte alle elever, uanset om man er talblind, ordblind eller har en anden etnisk baggrund end dansk, skriver Thea Enevoldsen.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thea Enevoldsen
Formand for Danske Skoleelever

Da jeg havde gået i skole de første 100 dage, holdt vi en stor fest på skolen, 100-dagsfesten, som blev fejret med kagemand, forældrebesøg, balloner og hele molevitten. For ikke nok med, at min klasse havde gået i skole i 100 dage, så havde vi alle lært at tælle til 100.

Det, vi elever beder Pernille Rosenkrantz-Theil (S) om, er ikke at tælle til 100, men om at tælle til to. Til de to fokusområder, som vil sikre en bedre skoledag for alle elever. Fra fri- og privatskole til folkeskole, fra Hellerup til Gellerup og fra 0.-10. klasse.

Selvom det ikke er 100, lover Danske Skoleelever at give kagemand, hvis du:

Fakta
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Sætter fokus på, at alle skal løftes
En af folkeskolens absolutte vigtigste opgaver er at løfte alle elever, uanset hvor de kommer fra, og uanset hvem deres forældre er. Folkeskolen er og skal være samfundets samlingspunkt, hvor direktørens søn møder tømrerens datter, og vi skal sikre, at både sønnen og datteren får lige muligheder for at lykkes i livet.  

Danske Skoleelever mener, at et af de steder, hvor folkeskolen kan blive bedre til at sikre, at alle får lige muligheder, er gennem obligatorisk screening for ord- og talblinde i 3. klasse.

Vi har brug for, at undervisningsmiljø-lovgivningen bliver ligestillet med arbejdsmiljølovgivningen. For det handler grundlæggende om, at elevrettigheder er lige så vigtige som lærer-, forældre- og skolelederrettigheder.  

Thea Enevoldsen
Formand, Danske Skoleelever

Elever, der først i 3.g finder ud af, at de er ordblinde, er blevet snydt for ti års støtte og vejledning. Vi skal screene alle fast og systematisk i 3. klasse, så ingen falder igennem. Hvis ordblinde og talblinde elever skal komme ud med lige så gode muligheder som deres jævnaldrende, kræver det, at skolerne opdager dem og giver dem den hjælp, de har krav på.

Folkeskolen skal sikre lige muligheder for alle, men der en gruppe, vi ofte glemmer. Elever med anden etnisk baggrund end dansk. I dag kan vi se, at skoler med en høj andel af elever med anden etnisk baggrund end dansk ofte får lavere karakterer. Hvis folkeskolen reelt skal give lige muligheder til alle, så skal vi også sikre, at elever med anden etnisk baggrund end dansk trives – både fagligt og socialt.

Kommunerne skal altså have mulighederne og redskaberne til at sikre en mere ligelig fordeling af eleverne. Den dybe grøft mellem Hellerup og Gellerup skal mindskes, hvis vi for alvor vil sikre alle børns fremtidige muligheder.

Sætter fokus på det gode indeklima
Klamme toiletter, dårlig ventilation og for varme eller kolde klasselokaler er konkrete udfordringer, som forhindrer os elever i at få en god skoledag. Trivsel og faglighed påvirkes i høj grad af indeklimaet, hvilket også giver god mening. Jeg kan i hvert fald personligt sige, at det er rigtig svært at koncentrere sig om Pythagoras, hvis luften er så tung, at du får hovedpine.

Debatten om undervisningsmiljø bliver ofte drejet over på de store renoveringsprojekter i millionskala, og hvis ministeren er klar på at sætte dem i gang, så gør endelig det! Men der er også mange lavthængende frugter, vi kan plukke, og eksisterende lovgivning, vi kan se på.

Vi kan starte med at uddanne eleverne til at varetage posterne som undervisningsmiljørepræsentanter. Ligesom lærerne har krav på at få indflydelse på deres arbejdsmiljø, har vi elever det samme. Og tro mig, når jeg siger, at der ikke er mangel på elever, som gerne vil tage deres del i ansvaret for den gode skoledag.

Lovgivning for undervisningsmiljø skal ændres
Et andet sted, vi kan se hen til, er den nuværende undervisningsmiljølovgivning for elever, som ikke er specielt konkret. Den beskriver blot, at alle elever har ret til et godt undervisningsmiljø, hvilket står i skarp kontrast til lærerens arbejdsmiljølovgivning, som fortsætter så langt øjet rækker med krav om grænseværdier og regler. Et godt eksempel på dette er, at der skal være flere toiletter per lærer på skolen end per elev.

Vi har brug for, at undervisningsmiljølovgivningen bliver ligestillet med arbejdsmiljølovgivningen. For det handler grundlæggende om, at elevrettigheder er lige så vigtige som lærer-, forældre- og skolelederrettigheder.

Hvis Pernille Rosenkrantz-Theil vil hjælpe os i mål med at tælle til to i løbet af de første 100 dage, så lover vi at holde en 100-dagsfest med kagemand, elevbesøg, balloner og hele molevitten.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Rosenkrantz-Theil

Social- og boligminister, MF (S)
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

Thea Enevoldsen

Fhv. formand, Danske Skoleelever

0:000:00