Ellen Trane Nørby: Vi er nødt til at sætte faglige standarder for kvaliteten i kommunerne

INTERVIEW: Faglige standarder skal ikke være genstand for en politisk diskussion. Derfor skal Sundhedsstyrelsen udforme bindende krav til de sundhedsopgaver, der lægges ud til kommunerne, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Signe Løntoft

Hvis det står til regeringen, skal regionsrådene nedlægges, kommunerne og almen praksis have flere opgaver, og patientrettigheder opprioriteres.

Det kom frem under tirsdagens præsentation af udspillet til en sundhedsreform.

Altinget fangede sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) efter præsentationen for at høre nærmere om dele af regeringens planer.

Hvad skal sundhedsreformen løse, som ikke bliver løst i dag?

Der sidder folkevalgte i kommunerne, som skal forpligte sig langt mere på sundhedsopgaverne fremover.

Ellen Trane Nørby (V)
Sundhedsminister

"Over de kommende år får vi omkring en kvart million flere ældre, og vi får flere med kroniske sygdomme. Så det er ikke noget svar bare at lade stå til. Vi er nødt til at frigøre kapacitet."

Bindende standarder
De fleste er enige om, at kommunerne ikke for nuværende er gearede til at overtage de opgaver, udspillet lægger op til. Hvor meget tålmodighed har I?

"Der er ikke tale om nogen quickfix-her-og-nu-reform. Det er en udviklingsplan, hvor vi kommer til at investere massivt i sundhedscentre i kommuner og i almen praksis. Det er en forudsætning for, at vi kan flytte opgaver ud fra sygehusene på en måde, så borgerne ikke oplever et kvalitetstab."

Men i udspillet nævnes nogle målsætninger for 2025. Hvor meget tålmodighed har I i forhold til at få det her til at blive til virkelighed?

"Den her reform kommer jo ikke igennem lovgivningsmaskinen på denne side af et valg. Derfor vil det være et kommende Folketing, som skal vedtage lovgivningen og tilvejebringe grundlaget for at lave en kvalitetsplan for det nære og sætte bindende standarder for det minimum, der skal leveres fra kommunernes side. Og det handler jo ikke bare om 2025. Lige så snart lovgivningen er på plads, skal man kunne forpligte kommunerne til at løfte området."

0:000:00