Endnu et begivenhedsrigt år i kikkerten

ÅRET DER KOMMER: En ny strategi for Kongeriget Danmark i Arktis, øget amerikansk tilstedeværelse og russiske planer om mere sikkerhedspolitik i Arktisk Råd. Det er noget af det, som vi kan vente os af 2021, hvor teleinfrastruktur og miner også forventes at komme på dagsordenen.

Foto: Rebecca Gustafsson / Visit Greenland
Andreas Krog

Fremlæggelsen af Kongerigets arktiske strategi for de næste 10 år og den efterfølgende debat står lige nu til at blive de mest afgørende begivenheder på det arktiske politikområde i 2021 set med danske, færøske og grønlandske briller.

Strategien kan nemlig meget vel for alvor sætte skub i processen frem mod større færøsk og grønlandsk selvstændighed - og på sigt egentlig løsrivelse.

Risikoen, for at Grønland og Færøerne ikke vil tage tilstrækkelig ejerskab for strategien, og at den i stedet hovedsageligt bliver Danmarks strategi, har ulmet længe.

Pind til rigsfællesskabets kiste
Hvis Grønland og Færøerne ikke ”kan se sig selv” i strategien, så risikerer den at være irrelevant, inden den har forladt trykkeriet. Politikerne i de to rigsdele vil tage afstand fra strategien - sådan som flere af dem allerede har gjort - og lægge tyngden på deres egne strategier.

Hvis hver del af rigsfællesskabet ender op med sin egen arktiske strategi, så kan man med rette spørge, om ikke det vil være en stor pind til rigsfællesskabets kiste. For hvad nytter det at være et fællesskab, hvis ikke man kan blive enige om en fælles strategi.

Det er således ikke noget helt ligegyldigt skriv, der offentliggøres i starten af året. Det vil nemlig være et vigtigt pejlemærke for rigsfællesskabets fremtidige kurs. Styrer det mod en snarlig grundstødning eller klarer det skærene?

En kæp i hjulet
Der sker dog helt sikkert også mange andre ting i Arktis og rigsfællesskabet i det kommende år.

På Christiansborg skal partierne bag forsvarsforliget blive enige om hvordan de 1,5 milliarder kroner til en såkaldt "arktisk kapacitetspakke" skal udmøntes.

På Færøerne vil man uden tvivl holde et nøje øje med vedtagelsen af en bebudet lov, som vil trække en række sikkerhedspolitiske håndbremser ned over den kritiske teleinfrastruktur. Lovforslaget skal behandles i Folketinget i februar. Hvis det vedtages, så vil den danske regering eksempelvis kunne stikke en kæp i hjulet på færøske teleselskabers ønske om at vælge kinesiske Huawei til at levere udstyr til udrulning af 5G-telefoni på Færøerne.









0:000:00