Kommentar af 
Rune Engelbreth Larsen

Engelbreth: Pladsmangel er naturens største problem

KLUMME: Forskere har nu gennem et årti fastslået pladsmangel som naturens største problem, men reelt er der stadig næsten intet sket for at løse problemet. De skyldige bag dette svigt er beslutningstagere og grønne NGO’er, skriver Rune Engelbreth Larsen.

Pladsmanglen er naturens største problem, og problemet bør adresseres massivt, skriver Rune Engelbreht Larsen.
Pladsmanglen er naturens største problem, og problemet bør adresseres massivt, skriver Rune Engelbreht Larsen.Foto: /ritzau/Raimund Linke
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Naturen har mange problemer, men der er ét problem, som er større end de øvrige. Ét problem, hvis løsning ville begrænse (ikke eliminere) de negative konsekvenser af de øvrige problemer.

Ét problem, der af samme grund bør prioriteres højt og prioriteres hurtigt, hvis naturforarmelsen skal standses og helst vendes til naturforbedring – og dét problem er pladsmangel.

Det tragiske er, at rapporter nu har fastslået naturens pladsmangel som problemet par excellence i over et årti, og reelt er der stadig næsten intet sket for at løse problemet. Dette monumentale svigt har både beslutningstagere og grønne NGO’er et ansvar for.

Pladsmanglen tematiseres ellers for alvor af forskere, allerede da Teknologirådet i 2007 arrangerer en høring for at få en faglig vurdering af biodiversitetskrisen.

Hvornår mon disse pointer gennem et tiår afspejler sig i naturpolitikkens såvel som naturkampagnernes prioriteringer? Det blev ikke i 2017.

Rune Engelbreth Larsen

Carsten Rahbek fastslår, at »den altoverskyggende løsning« på den globale og nationale biodiversitetskrise er »at skaffe plads og mere plads til naturen, naturtyperne og arterne«. Hidtil har dansk naturpolitik inklusive nationalparkerne »haft alle mulige andre formål end sikring af biodiversiteten, eksempelvis rekreative formål eller skovrejsning for at beskytte grundvandet«.

Rasmus Ejrnæs understreger til samme høring, at der er »brug for store naturområder«, men det nytter ikke noget bare at inddrage nye arealer eller vende op og ned på rækkefølgen i tiltagene: »Desværre har man brugt ressourcerne i forkert rækkefølge i naturforvaltningen de seneste årtier.

Alt for mange midler er brugt til at plante skov og sætte marker under vand, mens eksisterende levesteder samtidig er blevet ødelagt, og sjældne arter er forsvundet.«

Siden har forskere med stadig større eftertryk fastslået vigtigheden af at adressere og løse pladsmanglen – men vi har ikke set politiker efter politiker eller NGO-kampagne efter NGO-kampagne følge op. Næsten alle har sovet i timen, og forskere har stort set talt for døve ører.

Jamen kan det nu passe, for har vi ikke stor dansk natur derude? Jo, men ikke natur, hvor biodiversitet er prioriteret højest, og hvor naturen får plads til at udfolde sig som natur. Eller som Ejrnæs siden har uddybet: »Vi har da nogle skove og lysåbne arealer, men de er stadig underlagt land- og skovbrug, så områderne er ikke helhjertet afsat til naturformål. Det er det helt store problem – vi har simpelthen ikke givet plads til naturen.« (Ingeniøren, 2015). 

Hvorfor har naturen brug for plads? Fordi arterne fra naturens hånd som hovedregel er udviklet i et stort artssamspil mellem talrige arter og mange forskellige og varierede naturtyper i en fortsat dynamisk proces. Der skal for eksempel være plads til vandstandsforandringer, erosion, lynnedslag, vindens hærgen og store dyrs påvirkning – alle de processer, der løbende giver nye levesteder og foranderlige rum til mange forskellige arters vidt forskellige behov.

Det kan ikke lade sig gøre, hvis al natur er opdelt i bittesmå isolerede frimærker, og derfor skal vi sørge for, at dansk natur får mange flere større sammenhængende naturområder, hvor naturen i langt højere grad udvikler sig på naturens præmisser. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal glemme de små naturperler, men det betyder, at vi langt om længe og for første gang også skal prioritere natur og biodiversitet i store sammenhængende arealer.

På længere sigt indebærer dette, at flere privatejede arealer skal opkøbes – gerne af private fonde. For eksempel urentable landbrugsarealer, der grænser op til vigtige naturarealer, hvor de kan fungere som bufferzoner for negative påvirkninger fra omkringliggende landbrug.

Men først og fremmest bør vi gå i gang dér, hvor dansk natur allerede eksisterer i store sammenhænge, for eksempel på områder over 10 kvadratkilometer, som vi heldigvis kan finde talrige steder – endog ofte ejet af det offentlige i forvejen. Vi kan altså begynde i morgen uden opkøb!

Men plads er andet og mere end tilfældig plads. Som nævnt begynder vi først at løse pladsmanglen, hvis vi lader naturen udfolde sig som natur dér, hvor potentialet er til stede. Og det sker næsten ingen steder i dag, fordi vore store sammenhængende områder med dette potentiale også bruges til tømmerproduktion, også er underlagt kunstigt regulerede vandforhold og også mangler græsning. Den slags ‘plads’ løser ikke pladsmanglen.

Og løsningen på pladsmanglen bør være naturpolitikkens omdrejningspunkt, selv om den ikke kan stå alene. Selvfølgelig er for eksempel næringsstofbelastning og pesticider også problemer, men selv om vi kom disse to problemer til livs, ville dette ikke løse pladsmanglen. Dér, hvor naturen imidlertid får plads til og mulighed for at udfolde sig som natur uden produktion – med naturlig græsning og genetablerede naturlige vandforhold – vil den eksisterende næringsstofbelastning og den nuværende brug af pesticider til gengæld være et mindre problem for naturen end i dag. Igen: Pladsmanglen er grundproblemet.

Jo større naturområder, desto mindre belastning fra omgivende arealer, og jo større naturområder, desto større samspil mellem flere arter og naturens processer.

Positivt er det derfor, at Naturstyrelsen i den dugfriske rapport ‘Behov på naturområdet’ fra november 2017 også fastslår pladsmanglen som hovedproblemet: »Fragmentering af naturarealer og negativ påvirkning af naturtypers og arters levevilkår inden for natur-arealerne kan overordnet opsummeres til, at naturen mangler plads. Den manglende plads giver afledte udfordringer som øget følsomhed overfor for eksempel forstyrrelse af ynglepladser og konsekvenser af klimaændringer.«

Forhåbentlig følges dette op af konkrete tiltag på store områder, der kan afhjælpe problemet.

Men for at presse beslutningstagerne i den retning må flere af de grønne NGO’er derfor også vågne op og erkende, at vi er nødt til at prioritere større sammenhængende naturområder på mere naturlige præmisser langt højere end hidtil. For mange år er i stedet gået med blandt andet at promovere økologisk landbrug som en løsning, og selv om det er godt for andre ting, er det desværre samtidig næsten aldeles negligeret over for både befolkning og beslutningstagere, at Naturens hovedproblem er og bliver pladsmanglen.

Dette svigt skal rettes op, også fra grønne aktører side – og det kan kun gå for langsomt.

Lad mig afslutningsvis illustrere politikeres og grønne aktørers svigt ved en hurtig gennemgang af, hvordan pladsmanglen og behovet for større sammenhæng i naturområder alt for upåagtet har været en tilbagevendende pointe blandt forskere i 10 år:

2007
Rapporten ‘Biodiversitet 2010 – hvordan når vi målene?’, som er nævnt indledningsvis, fremhæver i resumeet: »Mere plads til naturen er den afgørende faktor.«

2011
Rapporten ‘Danmarks biodiversitet 2010 – status, udvikling og trusler’ fra DMU fastslår blandt andet: »Der er grænser for vækst, og et af de steder, grænsen viser sig først, er, når naturen omkring os bliver fattigere, fordi der ikke længere er plads til de sårbare arter af fugle, frøer og fisk.« Store områder vil typisk »have plads til flere forskellige typer af levesteder, som igen giver plads til flere forskellige arter med hver deres specielle tilpasninger«.

2012
Rapporten ‘Bevarelse af biodiversiteten i Danmark’ fra De Økonomiske Råd analyserer den hidtidige indsats for at bevare biodiversiteten i Danmark, og her kan man for eksempel læse: »En af naturens grundlove er: Jo større naturareal, jo flere arter kan eksistere sammen. Tab af arealer med natur betyder tab af arternes levesteder.« Blandt »de væsentligste trusler for biodiversiteten« fremhæves først og fremmest: »Naturen mangler plads«.

Rapporten ‘Danmarks natur frem mod 2020’, der er udgivet af Danmarks Grønne Kontaktudvalg og består af bidrag fra 42 forskere, fastslår i hovedkonklusionen blandt andet: »Den afgørende forudsætning for en levedygtig, mangfoldig og spændende natur er plads og atter plads til naturen, så arter, levesteder og processer kan opretholde sig selv. Alle andre faktorer er i denne sammenhæng sekundære.«

2014
Rapporten ‘Biodiversitetkort i Danmark’, der er udviklet i samarbejde mellem Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet og Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet, påpeger blandt andet: »Mange af de naturlige processer, som er med til at opretholde biodiversiteten ved at skabe variation og særlige levesteder for de truede arter, er pladskrævende. (…) I store områder, som er disponeret til naturformål og ikke er underlagt de almindelige regler for landbrug og skovbrug, er der langt bedre muligheder for at give plads til naturens processer end i de mange små områder.«

2017
Rapporten ‘Naturpleje og arealstørrelser’, der er udarbejdet af forskere ved Aarhus Universitet, analyserer mulighederne for større og mere selvopretholdende naturområder: »Udover at store selvforvaltende naturområder vil kunne bidrage til at opnå det overordnede mål om at stoppe tabet af biodiversitet, vil det også konkret kunne bidrage til delmålene [i Biodiversitetskonventionen] om at opnå beskyttelsen af 17 procent af landarealet, som er vigtigt for biodiversiteten og med fokus på sammenhængende naturområder (delmål 11) og forbedring af bevaringsstatus for truede og sårbare arter (delmål 12).«

Hvornår mon disse pointer gennem et tiår afspejler sig i naturpolitikkens såvel som naturkampagnernes prioriteringer? Det blev ikke i 2017.

Hvis grønne aktivister og beslutningstagere med hjerte for natur og biodiversitet vil gøre noget virkningsfuldt for at fremme biodiversiteten, er det dét, der er brug for som første skridt: Mange flere større (eksisterende) naturområder, hvor naturen får de bedste udgangsbetingelser for at udfolde sig som natur. Vi kan begynde i morgen, hvis viljen er der.

Men så længe dette ikke adresseres massivt, hjælper de øvrige kampagner og prioriteringer betydeligt mindre, og både beslutningstagere og adskillige grønne aktører vedbliver ubevidst med at forvrænge og fortrænge vigtige prioriteringer.

Og så længe dét er en dominerende tendens, forbliver sådanne aktører og beslutningstagere en del af naturens problem.

...

Rune Engelbreth Larsen er forfatter, foredragsholder og fotograf med fokus på den danske natur. Han er medlem af Etisk Råd og hovedbestyrelsen i Danmarks Naturfredningsforening. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rune Engelbreth Larsen

Medlem af Repræsentantskabet og Naturfagligt Udvalg, Danmarks Naturfredningsforening, forfatter, foredragsholder, naturfotograf og digter
cand.mag. i idéhistorie og religionsvidenskab (Aarhus Uni. 1998)

0:000:00