Enhedslisten: Fake news på TV 2

DEBAT: TV 2’s dækning af russiske kampfly i estisk luftrum viser sig at være usandt. Fake news er en trussel mod sandheden, demokrati og fred, skriver Søren Søndergaard (EL).

Af Søren Søndergaard (EL),
Medieordfører

Tirsdag den 1. august klokken 22.28 offentliggjorde TV 2 en nyhedsartikel med den dramatiske overskrift: ”NATO opfanger ukendte russiske militærfly over Europa”. To russiske kampfly ”af typen MiG-31” og et militært transportfly var angiveligt blevet ”registreret over Estland”.

Og for at understrege alvoren påpegede artiklen, at ”flyene er set mindre end 24 timer efter, at den amerikanske vicepræsident langer ud efter Ruslands aggressivitet”. Det er ganske vist!

Jeg undrede mig. For nede i artiklen blev en talsmand for NATO blandt andet citeret for at sige, at de to fly befandt sig ”nær estisk luftrum”. Så hvad var egentlig historien?

Derfor stillede jeg et spørgsmål til forsvarsministeren, som allerede den 8. august svarede, at forsvaret ikke kendte til, at russiske militærfly skulle have krænket estisk luftrum den 1. august 2017. Og han tilføjede: ”Efter det oplyste var der i det konkrete tilfælde tale om, at russiske militærfly deltog i en planlagt øvelse.”

Hovsa! Væk var løgnen om de ”ukendte russiske militærfly”. Væk var løgnen om russiske fly ”over Estland”. Væk var hele påstanden om russisk ”aggressivitet”.

Anti-russisk propaganda fra public service-medie
Hvorfor viderebragte TV 2 dog den type ”fake news”? Og hvordan kan vi være sikre på, at det ikke også sker fremover? Det har jeg nu bedt kulturministeren om at få TV 2 til at forklare.

Jeg er ikke fan af Putins autoritære regime. Nogle af mine politiske venner i Rusland kender landets fængsler indefra. Ruslands fremfærd i Ukraine har været i strid med folkeretten. Men svaret på det er ikke ukritisk videreformidling af anti-russisk propaganda – og slet ikke fra et public service-medie som TV 2.

Dels fordi det i virkeligheden er med til at legitimere Putin. ”Jamen de andre lyver jo også,” kan man allerede høre, når man forsøger at kritisere russisk propaganda. Dels fordi det bidrager til at øge spændingerne i Europa. Det har vi ikke brug for. De er store nok i forvejen.

Trussel mod sandheden, demokrati og fred
”Fake news” er en trussel mod sandheden, men også mod demokrati og fred. Blandt andet derfor skal vi støtte og sikre stærke public service-medier i Danmark, hvor troværdighed er i højsædet. Derfor håber jeg, at TV 2 vil tage skridt til at undgå, at noget lignende sker igen.

Dermed vil de også kunne imødegå en snigende mistanke om, at TV 2 allerede er begyndt at forberede livet som privatiseret mediekoncern, hvor overskrifter ikke nødvendigvis handler om virkeligheden, men om at sikre ”klik” og annoncekroner – og hvor øverste dommer er den økonomiske bundlinje.

Forrige artikel Militærforsker: Trumps retorik udhuler NATO's sammenhængskraft Militærforsker: Trumps retorik udhuler NATO's sammenhængskraft Næste artikel Forfatter: Kan Sundhedsstyrelsen mon lugte den brændende platform? Forfatter: Kan Sundhedsstyrelsen mon lugte den brændende platform?
”Vi siger ikke, det er sandt”

”Vi siger ikke, det er sandt”

MEDIER: Det russiske statsmedie Sputnik ser ikke noget problem i, at de ligesom Jyllands-Posten bragte en falsk historie om knivbevæbnede migranter.