Kommentar af 
Søren Espersen

Espersen: Arrogant, kulturradikal ånd gennemsyrer ”Historien om Danmark”

KOMMENTAR: Den ideologiske arrogance, som gennemsyrer DR, har som øverste dogme at benytte alle midler – gerne usandheder – til at nå sine politiske mål, skriver Søren Espersen.

SELEKTIVT: Hvordan kan DR i ramme alvor mene at kunne dokumentere Danmarks frihedskamp uden at nævne folk som f.eks. den konservative John Christmas-Møller, funderer Søren Espersen.
SELEKTIVT: Hvordan kan DR i ramme alvor mene at kunne dokumentere Danmarks frihedskamp uden at nævne folk som f.eks. den konservative John Christmas-Møller, funderer Søren Espersen.Foto: Polfoto
Søren Espersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Man troede naivt, at bunden var nået med Ole Bornedals grinagtige, men foragtelige serie 1864, som omskabte en af danmarkshistoriens mest markante skikkelser, grundlovens forfatter, biskop Monrad, til en lallende tudse, på hvis mave Johanne-Louise Heiberg hoppede rundt, alt imens DR's ledelse pædagogisk forklarede, at det skulle man da endelig ikke lægge så meget i, for ”… det er jo fiktion!”

Men nej – det viste sig med Historien om Danmark, at der skam kunne slås hul på den slimede bund, som Ole Bornedal, Piv Bernth og Ingolf Gabold behændigt havde beredt seerne.

Der er dog en forskel. For denne gang kan man fra DR's ledelse ikke undskylde de tarvelige usandheder med, at ”… det er jo fiktion!” Vi venter i spænding på de nye bortforklaringer. Men lad mig gætte: Det bliver noget med, at DR jo ”maler med den store pensel”, at vi ikke ”sådan kan gå i detaljer, for det giver formatet desværre ingen mulighed for”. Og så i øvrigt, at man ”synes, det er glimrende, at der nu udspiller sig en debat om historien…”. Sådan noget lignende bliver det, for så gennemført arrogant er DR's kulturradikale ledelse.

Men lad mig kort tage fat på de sidste afsnit af Historien om Danmark. Ifølge DR er de sidste 130 års tre største politiske skikkelser socialisterne Louis Pio, Thorvald Stauning og Jens-Otto Krag. Lad det så være, bortset fra, at Krag ikke når Stauning til sokkeholderne, men historisk stikker ud som ikke andet end en ganske triviel politiker.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.

Debatindlæg kan sendes til: [email protected]
Søren J. Damm, debatredaktør.

Derimod var en kulturradikal frihedskæmper et lige så sjældent fænomen som oversvømmelse af Himmelbjerget. De eneste, jeg lige umiddelbart kan komme på, er doktor Hansen og frøken Elisabeth Friis i DR-serien Matador.

Søren Espersen (DF)

Væsentligst er det, at statsminister Stauning arbejdede tæt sammen med den nazistiske besættelsesmagt fra 9. april 1940 og til sin død i 1942, mens Krag, i modsætning til sin tapre partikammerat, Frode Jakobsen, ikke løftede en finger i frihedskampen. Og at gøre folkestrejken i 1944 til en arbejdskamp er en ren hån for de mange, som nu meldte sig til opgøret med tyskerne.

Hvordan mener man i ramme alvor at kunne dokumentere Danmarks frihedskamp uden at nævne folk som den konservative John Christmas-Møller, digterpræsten Kaj Munk, Jyllands nedkastningschef, Jens Toldstrup, familien Fiil fra Hvidsten, den selvopofrende Victoriakors-kriger Anders Lassen, Den Danske Brigade i Sverige, modstandsbevægelsen Holger Danske, admiral Vedels ordre om flådens sænkning 29. august 1943, de 8.000 danskere, som uden for landets grænser kæmpede på allieret side – herunder de tusindvis af danske søfolk, som satte livet til eller livet på spil ved konvoj-sejlads mellem Amerika og England, den lokale modstand rundt om i Danmark, som førte til Hjemmeværnets oprettelse, og så videre?

Og hvad gør vi så? Jo, jeg tror sørme, vi skal tage fat på hele systemet DR ved de medieforhandlinger, som påbegyndes efter nytår!

Søren Espersen (DF)

Tag en tur ud til Mindelunden i Ryvangen – så burde selv de allermest historieløse medlemmer af Danmarks Radios ledelse finde inspiration til at beskrive frihedskampen. Men se, om de kommer på besøg den 4. maj! Jeg har i hvert fald aldrig mødt nogen af dem derude.

Og så i stedet en sand heltindedyrkelse af Inge Merethe Nordentoft. Bevares, hun er da en ganske interessant person, som dog generelt i min generation er fuldstændig glemt, og som i mine forældres generation mest blev husket, fordi hun fik et barn uden for ægteskabet. Hun var rødglødende kommunist og varm støtte af Stalin op igennem 1930'erne og indtil hele 11 år efter besættelsen.

DR-serien glemte i øvrigt lige i skyndingen at fortælle, at Nazi-Tyskland og Sovjetunionen var nære allierede gennem to år – lige tids nok til at få kvalt det polske folk.

På samme måde lykkedes det DR-seriens ekspert Pia Laneth Friis at få skildret de kulturradikale som de store modstandere af fascisme og nazisme... Øh... Ikke i de bøger, jeg har læst. Modstandsfolkene bestod generelt sagt af to store grupper: BOPA - Kommunisterne (dog først efter 1941!) og de konservative grupperinger i Holger Danske. I Frihedsrådet arbejdede de to grupper godt sammen – og stod også sammen efter befrielsen.

Derimod var en kulturradikal frihedskæmper et lige så sjældent fænomen som oversvømmelse af Himmelbjerget. De eneste, jeg lige umiddelbart kan komme på, er doktor Hansen og frøken Elisabeth Friis i DR-serien Matador.

Og – tro mig – jeg kan finde bunker af andre eksempler på den misinformation, den manipulation, den propaganda, som DR-ledelsen i serien med den prætentiøse titel Historien om Danmark skånselsløst præsenterer for os, de måbende seere. Men lige nu orker jeg ikke at anføre flere.

Men hvorfor gør DR-ledelsen så det her imod os ustandselig, i Krøniken, i 1864, i Historien om Danmark? Ja, tillad mig en kort motivforskning. Jeg er ganske vist ikke forsker, men så lad os da på DR-lingo kalde det fiktion:

Mit bud er, at den kulturradikale arrogance igennem årtierne i dén grad har gennemsyret stationen. En kulturradikal vil da hjertensgerne bruge en aftens penge på en lille tur i Aftenshowet eller en frisk tv- eller radiodebat mod os protesterende højreorienterede. Det har såvel Piv Bernth som Ingolf Gabold smilende gjort gang på gang: ”Vi stiller da gerne op til en debat. Vi vil dialogen,” siger de. Og så roser alle dem for deres umådelige demokratiske indstilling til tingene. ”Det er kun godt, vi får en debat. Også om alle de ting, der kunne have været med i serien,” vil DR-generaldirektøren med 100 procents sikkerhed nu sige.

Det helt afgørende er, at de ikke rokker sig en tomme. At de bagefter vil sige, at det har været en supergod debat, hvor der har været fremført spændende argumenter, som de har taget til sig. Hvorefter de bare fortsætter som hidtil.

For kulturradikale tager aldrig fejl – aldrig, som i aldrig. Og deres mål er at præge nuværende og kommende generationer i den sande humanistiske retning. Så fupper vi gerne, om nødvendigt. Målet helliger midler. Historien om Danmark vil igen og igen, måske i årtier, blive brugt i undervisningen af danske skolebørn. Det véd DR! Så vi højtråbende tabte, og DR vandt.

Og hvad gør vi så? Jo, jeg tror sørme, vi skal tage fat på hele systemet DR ved de medieforhandlinger, som påbegyndes efter nytår!

----------

Søren Espersen (MF, Dansk Folkeparti) er bl.a. formand for Det Udenrigspolitiske Nævn. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ingolf Gabold

Komponist, forfatter, fhv. dramachef, DR
Komponist (Det Jydske Musikkonservatorium 1967)

Søren Espersen

MF (DD), formand for Kirkeudvalget, kulturordfører
journalist (DJH 1980)

0:000:00