Espersen: En mærkelig myte om arbejdskraftens bevægelighed

For 37 år siden, i 1980, flyttede min kone over til mig fra England til Danmark. Hun havde fine papirer og fik lynhurtigt arbejde i et internationalt shippingfirma ScanDutch – og fik ligeså hurtigt arbejds- og opholdstilladelse i Danmark. Jeg skulle i øvrigt underskrive en erklæring om, at hun ikke måtte blive en økonomisk byrde for Danmark. Først et års tid senere blev vi gift.

Jeg nævner det lige, fordi der har indsneget sig den mærkelige myte, at det først efter indførelsen af arbejdskraftens frie bevægelighed blev muligt for en europæisk udlænding at arbejde i Danmark og muligt for danskere at arbejde i andre lande i Europa.

Jeg kan give den service-oplysning, at der i 1980 var i tusindvis af englændere, som arbejdede i Danmark – ligesom der var i tusindvis af danskere, som arbejdede i England – eller rundt omkring i andre europæiske lande.

I øvrigt var der på tilsvarende måde i tusindvis af unge danske som studerede rundt om på europæiske universiteter. Men der var orden i sagerne i 1980! Dengang, eksempelvis, kunne en bulgarer eller en rumæner ikke uden videre rejse til Danmark og snuse sig frem til alt forefaldende arbejde eller lukrere på vore velfærdsordninger.

Og dengang behøvede staten ikke at sende statslige byggearbejder i EU-licitation. Således blev Storebæltsforbindelsen stort set udelukkende bygget af danske arbejdere. Det er det, vi vil tilbage til på ny: Orden i sagerne – og ikke det totale virvar, EU's definition af arbejdskraftens bevægelighed har skabt.