EU åbner for nedsat moms på online-medier

MEDIELOVGIVNING: EU-Kommissionen har åbnet for, at medlemslandene skal kunne sænke momsen på aviser, tidsskrifter og bøger på nettet, på samme måde som det i dag er gældende for udgivelser på papir. Endelig, lyder det fra mediebranchen i Sverige.

Af Mattias Croneborg

I Sverige og mange andre europæiske lande er der forskellige momssatser på journalistik og litteratur alt efter, om det er på tryk eller i elektronisk form. Det er EU-regler, som har forhindret medlemsstaterne i at tillade en lavere momssats på aviser og bøger.

Men nu har EU-Kommissionen fremlagt en stor momspakke for handel med e-produkter og e-tjenester. Den grundlæggende regel er, at momsen skal betales i det land, hvor forbruget finder sted.

I forbindelse med denne pakke foreslår kommissionen således, at det skal være i orden at sænke momsen på al journalistik og litteratur på nettet.

Fakta
Projektet 'Mediepolitik i Norden' er støttet af Nordisk Kulturfond. Gennem nyhedsartikler og aktuel debat sætter Altinget fokus på de mediepolitiske diskussioner om mediestøtte og public service i Danmark, Sverige og Norge.  

Vigtig sag
I Sverige er netop momsspørgsmålet for netaviser en stor sag, da mange medievirksomheder mener, at den højere momssats på 25 procent har gjort det vanskeligere at skabe rentabilitet på internetsatsninger, fordi papirkonkurrenter har en lavere momssats.

”Vi har presset på for at man skulle kunne få den samme momssats, at satsen skal være teknologineutral,” siger Leif Jakobsson, statssekretær hos finansminister Magdalena Andersson (S) til Altinget.

Endelig. Det har vi arbejdet aktivt for i flere år. Og vi er virkelig glade for at se et forslag, der giver medlemsstaterne mulighed for at sænke momsen på mediernes digitale produkter på samme måde som for trykte aviser og bøger.

Jeanette Gustafsdotter
Formand for TU, brancheorganisation for private medier i Sverige

Men dette er stadig blot et direktivforslag, og det kan tage tid inden det implementeres.

”Det er skal være enstemmighed, så alle 28 lande skal være med," siger Leif Jakobsson.

Han beskriver en proces, hvor EU-Kommissionen har inddraget medlemsstaterne og deres holdning til sagen.

”Vi har sagt, at vi stemmer for, men vi ved ikke, hvordan andre lande har reageret. Men da kommissionen nu fremsætter forslaget, må man antage, at der findes tilstrækkelig støtte til at det kan betale sig at foreslå direktivet,” siger han.

Mediebranchen: Endelig!
Brancheorganisation for medier i Sverige, Tidningsutgivarna (TU) har længe presset på for at løse problemet.

”Endelig. Det har vi arbejdet aktivt for i flere år. Og vi er virkelig glade for at se et forslag, der giver medlemsstaterne mulighed for at sænke momsen på mediernes digitale produkter på samme måde som for trykte aviser og bøger,” siger Jeanette Gustafsdotter, formand for TU.

Men de nye EU-regler vil ikke være obligatoriske for medlemslandene. For at gælde i Sverige, skal regeringen og Rigsdagen (eller Folketinget i Danmarks tilfælde) vedtage dem, efter direktivet er godkendt i EU.

”Vi antager, at vi i tæt samarbejde med den svenske regering nu hurtigt kan udnytte den nye mulighed for at nedsætte momsen, som EU-Kommissionens forslag åbner for. Vi har haft møder med flere svenske EU-parlamentarikere i Bruxelles, og vi skal mødes med finansministeriet her i december,” siger Jeanette Gustafsdotter.

Men Leif Jakobsson understreger, at det er vigtigt, at alt bliver vedtaget i den rigtige rækkefølge.

”Vi ønsker ikke at ende i en situation, hvor medieselskaber skal betale penge tilbage. Vi er nødt til at vide helt klart, hvilke regler der gælder,” siger han.

TU vurderer, at lavere moms kan styrke både det svenske og det europæiske digitale marked og kan give incitamenter for medieudgivere til at investere i digitale satsninger. TU påpeger desuden, at de svenske medievirksomheder vil kunne spare unødvendig og besværlig administration, hvis den samme afgiftssats gælder for både print og digitale produkter.

Ny portal skal hjælpe med momsspørgsmål
EU vil oprette en web-portal for alle medlemsstater, som fokuserer på momsspørgsmål (The One Stop Shop).

EU-Kommissionen vurderer, at virksomheder i EU vil kunne reducere deres udgifter til momsadministration med 2,3 milliarder euro om året (næsten 20 milliarder danske kroner).

Men fordelene er endnu større, hvis det kan lette handelen, særligt for små og mellemstore medievirksomheder.

”E-handelsvirksomheder, der opererer i Europa, har bedt os om at gøre hverdagen lettere for dem, og det har vi nu gjort,” siger Pierre Moscovici, kommissær for økonomi, finans, skat og told.

Forslaget vil nu blive behandlet i Europa-Parlamentet og skal derefter vedtages i ministerrådet, før det kan implementeres i medlemslandene.

Denne artikel er oversat fra svensk til dansk. Den er første gang bragt på Altinget.se 01.12.16

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00