Kommentar af 
Anne Sofie Allarp

EU åbner ladeport for censur: Her er ti grunde til, at forbud mod russiske medier er forkert

Dilemmaer er der nok af i den digitale tidsalder, censur er ikke en af dem. Med EU’s beslutning om at forbyde indhold fra de to russiske statsmedier Sputnik og Russia Today (RT), er porten åbnet op for censur af netop den type medier. Og det er helt forkert af mindst ti årsager.

Frie samfund bør vende sig imod statslig censur af princip, skriver Anne Sofie Allarp, der er imod EU's forbud mod russiske statsmedier.
Frie samfund bør vende sig imod statslig censur af princip, skriver Anne Sofie Allarp, der er imod EU's forbud mod russiske statsmedier. Foto: Jon Nazca/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

En af mine yndlingsaktiviteter på nettet er at tjekke nyhederne på TeleSUR’s hjemmeside. Mediet præsenterer sig selv som et forum for en alternativ nyhedsformidling, og er momentvis leveringsdygtig i helt eventyrlige og stærkt ’woke’ vinkler og historier, der til fulde afslører, at dets hovedsponsor er den venezuelanske regering under ledelse af den socialistiske autokrat Nicolas Maduro.

Hvor jeg før har betragtet de her besøg som en aktivitet, egnet til at vække undren og måske ovenikøbet et lille grin, så er der meget der tyder på, at jeg skal til at se det som en luksus.

For med EU’s beslutning om at forbyde europæiske teleoperatører at distribuere indhold fra de to russiske medieorganisationer Sputnik og Russia Today (RT), så er porten åbnet op for censur af netop den type medier. Og det er begrædeligt og helt forkert af mindst ti årsager.

For det første bør et frit samfund vende sig imod statslig censur af princip. Et princip der i øvrigt understøtter såvel stater som internationale konventioner i vores kulturkreds, og som er udviklet gennem årtusinder, jævnfør for eksempel Sokrates, som i år 399 før vor tidsregning blev anklaget for ugudelighed og for at fordærve ungdommen, og siden pålagt selv at eksekvere sin henrettelse ved at tømme et bæger skarntydesaft. Europa har bitterligt erkendt gennem sin lange historie, at det bedste værn imod misinformation er mere og bedre information

EU bør se sig selv som garant for borgernes grundlæggende rettigheder, herunder ytringsfrihed, tankefrihed og informationsfrihed.

Anne Sofie Allarp

For det andet er censur forbudt herhjemme, ovenikøbet ved grundloven. ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres,” står der i grundlovens paragraf 77. Det bør ikke være således, at EU kan pålægge medlemsstaterne at se bort fra deres forfatninger og disses frihedsgarantier. 

For det tredje har EU ikke hjemmel til at beskæftige sig med at begrænse information for borgerne. Det er ikke en del af traktatgrundlaget, at EU skal kunne lukke ned for informationskanaler. EU anfører, at det er en del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og dermed et mellemstatsligt anliggende, men i sager, hvor EU er i tvivl om det forbryder sig imod grundlæggende friheder kan institutionerne altid tjekke EU's eget charter for grundlæggende rettigheder, hvor artikel 11 sikrer ytrings- og informationsfriheden, eller præamblens artikel 2.   

For det fjerde bør EU overhovedet ikke gå forrest i at begrænse friheder. EU bør se sig selv som garant for borgernes grundlæggende rettigheder, herunder ytringsfrihed, tankefrihed og informationsfrihed. At EU tager denne rolle på sig var desværre ikke tydeligt under epidemien, hvor Von der Leyen blandt andet aktivt fremmede tanken om vaccinetvang, et tiltag, der konvergerer med den almindelige forståelse af borgernes grundlæggende rettigheder. EU skal værne om sin troværdighed som borgernes værn imod nationale begrænsninger af deres friheder. Når EU gør det modsatte, bliver det farligt for opbakningen til EU.

Vi har mere end nogensinde brug for informationsflow over grænser. Ikke mentale jerntæpper.

Anne Sofie Allarp

For det femte er det strategisk dumt. Det er åbenlyst, at sådan et træk vil medføre et modtræk, som vi også har set, nemlig at en række europæiske medier, blandt andet tyske DW og BBC er blevet forbudt i Rusland. Det er samtidig et vestligt skud i foden, at tech-virksomheder lukker ned i Rusland. Vi har mere end nogensinde brug for informationsflow over grænser. Ikke mentale jerntæpper.

For det sjette er censur et udtryk for, at borgerne ikke kan tænke selv. Det er et svagt argument. Når staten mister tilliden til borgerens dømmekraft, har den også mistet tilliden til borgeren, og det udelukker et rimeligt samarbejde stat og borger i mellem. Staterne bør i stedet intensivere undervisning i kildekritik i skolesystemet og give plads til debat og tvivl.

For det syvende er censur med til at øge validiteten, interessen, og vægten af det censurerede budskab. Vi så klarest under pandemien, hvor fraværet af tvivl og dissens på mainstream-medier sendte hundredtusindvis i armene på alternative medier, hvor de kunne støde på alt fra helt valide anbringender, til hysteriske konspirationsteorier, og inflammatorisk indhold med amerikanske Alt-Right og russiske troldehære som afsender. RT og Sputnik gøres relevante via censuren. Det er også en strategisk fejl.  

For det ottende slutter Putins propaganda ikke med RT eller Sputnik. Ideologisk indhold antager mange former. Og Rusland har så mangeartede kanaler til at påvirke indhold på nettet, at det bliver svært at lukke dem alle. Konfronter indholdet i stedet for at forsøge at lukke for det.  

Argumentationen om, at RT og Sputnik ikke er rigtige medier for nem.

Anne Sofie Allarp

For det niende er argumentationen om, at RT og Sputnik ikke er rigtige medier for nem. Hvad er et medie? RT og Sputnik blander meningsindhold og journalistik sammen på en meget rutineret og professionel måde, og søger redaktionelt at fremme særlige dagsordner. Der er tale om en tendentiøs undergravning af journalistiske principper. Det er kritisabelt. Men den vestlige kulturkreds har også medier, der aktivt fremmer politiske dagsordner, man kunne som øvelse gennemgå Breitbart News Network efter samme standarder som de to russiske, jeg tror man ville finde redaktionelle ligheder.

Og spørgsmålet er, hvis den journalistiske standard er kriteriet for pressefriheden, hvem skal så vurdere den standard? Staten? Kollegaer, (som altid vil være konkurrenter)? Regering eller forsvarsminister? EU?   

Læs også

For det tiende er udgangspunktet for censuren en politisk stillingtagen til, hvad der er rigtig og forkert information. De fleste af os kan enes om, at Ruslands præsident er en paria og en skændsel for Rusland, og at hans propaganda er netop det, og vi bør i samme ånd vende os imod en tilstand, hvor vores egne politikere hævder at kende sandheden.

For magt og sandhed udelukker hinanden næsten per definition. Når magten tager patent på sandheden bliver den statisk og dermed dogmatisk eller religiøs, og overgår til at være noget andet, en fællesskabsmarkør for eksempel. 

Vi bør være opmærksomme på dette, også i en situation med et øget trusselsbillede. Dilemmaer er der nok af både i sikkerhedspolitikken og i den digitale tidsalder, men censur er ikke en af dem.

Omtalte personer

Anne Sofie Allarp

Kronikredaktør, Berlingske
cand.jur. (Københavns Uni. 1999)

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion