EU-kommissær: Sagsøg regering for at indeksere børnechecken

BØRNEPENGE: Gå til domstolene, lyder opfordringen fra EU’s beskæftigelseskommissær til de vandrende EU-arbejdstagere i Østrig, som har set deres børnecheck beskåret, fordi deres børn bor i andre EU-lande.

Beskæftigelseskommissær Marianne Thyssen giver ikke meget for det danske ønske om at indeksere børnechecks, der sendes ud af landet.
Beskæftigelseskommissær Marianne Thyssen giver ikke meget for det danske ønske om at indeksere børnechecks, der sendes ud af landet.Foto: Europa-Kommissionen
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: Det er ikke nogen hemmelighed, at EU-Kommissionen er lodret modstander af idéen om at skære i børnepenge, der optjenes af folk, hvis børn befinder sig i et EU-land med et lavere omkostningsniveau, sådan som den danske regering drømmer om.

Nu tager EU’s beskæftigelseskommissær skridtet videre og opfordrer berørte arbejdstagere til at gå rettens vej, efter den østrigske regering sidste år besluttede at gå enegang og indeksere børnechecks, der sendes til mindre velstående lande som Ungarn, Slovakiet og Rumænien.

I januar åbnede beskæftigelseskommissær Marianne Thyssen en sag mod Østrig for krænkelse af EU-traktaterne. Men mens hun venter på at tage de næste skridt på vej mod EU-Domstolen i det, som hun ser som klokkeklar overskridelse af EU’s regler om social sikring og anti-diskrimination, peger hun nu på, hvad de berørte selv kan gøre.

”For at bevare deres rettigheder bør omfattede borgere være forberedt på at kræve deres ret over for de østrigske myndigheder og om nødvendigt påbegynde en retssag. Nationale domstole er forpligtet til at opretholde EU-loven, og de er de eneste, der kan tilbyde borgere direkte oprejsning, hvis deres rettigheder ikke bliver respekteret,” sagde Marianne Thyssen torsdag i Europa-Parlamentet, hvor hun var indkaldt til høring i sagen af en række primært østeuropæiske parlamentarikere, der har set sig gale på østrigerne.

Rammer flere end 100.000 familier
Tal fra det østrigske statsmedie ORF anslår, at omkring 125.000 børnechecks bliver indekseret. Et fåtal til et højere niveau, hvis de for eksempel sendes til Danmark, men langt de fleste til et betydeligt lavere niveau. I et land som Rumænien vil det være under halvdelen, der er tilbage i pengeposen.

Danmark har sammen med en række lande, heriblandt Østrig, presset på for at få indført en ret til at indeksere børneydelser, der bliver sendt til lande med lavere leveomkostninger. Både EU-Kommissionen og et flertal i Ministerrådet og Europa-Parlamentet har dog afvist at tillade det i de europæiske regler for social koordination, der faldt på plads mellem de to lovgivere i sidste uge, og som skal have EU-landenes ambassadørers blå stempel fredag.

Kommissæren glæder sig over, at det ikke er lykkedes at få princippet indført i EU-lovgivningen.

”Vi modsatte os en sådan indeksering ud fra en stærk overbevisning om, at mobilitet bliver nødt til at være baseret på fairness.”

”Her taler vi ikke om social dumping eller om misbrug eller svindel. Vi taler om europæiske borgere, som har taget et job og leveret deres kunnen til et værtsland, hvor de bidrager til de sociale velfærdssystemer og til skattesystemet,” understregede Thyssen torsdag.

Altinget logoArbejdsmarked
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget arbejdsmarked kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00