EU-Kommissionen vil reformere CO2-kvotesystemet

KLIMA: For at nå det nye klimamål om mindst 55 procent reduktion i 2030, skal EU’s kvotehandelssystem reformeres og udvides så flere sektorer inkluderes, varsler EU-Kommissionen.

Klimakommissær Frans Timmermans og energikommissær Kadri Simson ved pressemødet om EU's klimamål i 2030. 
Klimakommissær Frans Timmermans og energikommissær Kadri Simson ved pressemødet om EU's klimamål i 2030. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Morten Øyen

Den store historie løb kommissionsformand Ursula von der Leyen med onsdag, da hun annoncerede, at EU’s klimamål skal have et nøk op ad.

Torsdag kom så Kommissionens omfattende konsekvensanalyse af at øge EU’s klimamålsætning.

Og med den står det klart, at EU-Kommissionen forbereder en ny omfattende reform af CO2-kvotehandelssystemet. Det skal være med til at sikre, at klimamålet om 55 procent CO2-reduktion i 2030 faktisk også kan blive til virkelighed.

Umiddelbart skal kvotesystemet strammes op på både antallet af gratiskvoter, den lineære reduktionsfaktor og markedsstabiliseringsmekanismen, og så skal kvotesystemet udvides så det også omfatter sektorer som transport og bygninger.

Der er ingen tvivl om, at det her et signal om, at bardunerne skal strammes i klimaindsatsen.

Anders Stouge
Viceadministrerende direktør, Dansk Energi

Det konkrete udspil præsenteres dog først til juni næste år, oplyser EU-Kommissionen.

Tidligere skeptisk
Selvom EU’s CO2-kvotehandelssystem tidligere har været udskældt, har det fungeret og selv i en coronaepidemi, vist sig at være en succes.

Sådan lød det fra klimakommissær Timmermans ved præsentationen i Bruxelles torsdag.

”Vi er nødt til at udvide effekten af kvotehandelssystemet, inkludere nye sektorer og reducere antallet af gratis kvoter. Det kan kun gøres, hvis vi skaber ens spilleregler, også på globalt plan. Derfor har vi også brug for en CO2-grænseskat,” sagde han.

{{toplink}}

0:000:00