EU-ministre klar med nye drikkevandsregler

RENT VAND: Bedre adgang til rent vand, mere risikobaseret kontrol og nye hygiejnestandarder er med i den opdatering af EU’s drikkevandsregler, som der nu er enighed om blandt EU’s ministre. En endelig aftale har dog lange udsigter.

Foto: /ritzau/Thomas Borberg
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: De europæiske miljøministre blev tirsdag enige om opdateringen af EU’s 20 år gamle drikkevandsdirektiv.

De nye regler skal på den ene side sikre adgang for alle til rent drikkevand og på den anden side reformere den måde, drikkevandet bliver kontrolleret på i Europa.

Den danske miljø- og fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen (V), mener, at aftalen er ”landet et godt sted”.

Han glæder sig blandt andet over, at der er kommet skrappere krav til nedbrydningsprodukter fra pesticider.

”I Danmark sondrer vi ikke mellem, om det er skadelige eller ikkeskadelige stoffer. Det ville vi sådan set godt have med på europæisk plan også, og det er også lykkedes. Så jeg er ganske godt tilfreds,” siger han.

Han ærgrer sig dog samtidig over, at der ikke var opbakning i kredsen til at få mere åbenhed omkring vandspild i vandsektoren, så borgerne ved, hvor der går vand tabt.

”Vi har en knap ressource, og det skylder vi forbrugeren at tage hensyn til,” sagde han.

Nye hygiejnestandarder
Det rumænske EU-formandskab kalder aftalen ”et godt kompromis”, som sikrer adgang til drikkevand under hensyntagen til medlemslandenes særpræg. Det afspejler, at en række af de tiltag, som Kommissionen havde foreslået for at øge adgangen til rent vand for alle, er endt med i højere grad at være op til EU-landene selv.

Til gengæld er ministrene blevet enige om at inkludere minimumshygiejnestandarder for materialer, der kommer i kontakt med drikkevand – for eksempel vandrør. Det er krav, som også EU-Parlamentet har presset på for, men som ikke var med i Kommissionens opdatering af drikkevandsreglerne.

Dokumentation

Det vil ministrene:

  • Sikre sikkert drikkevand over hele EU
  • Opdatere kvalitetsstandarder for drikkevand
  • Introducere risikobaseret drikkevandskontrol
  • Sætte minimumshygiejnestandarder for materialer, der skal i kontakt med drikkevand
  • Øge adgangen til rent vand, blandt andet for udsatte borgere
  • Sikre information om vandkvaliteten.

Læs mere her.


Altinget logoMiljø
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget miljø kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00