Færøsk Israel-repræsentation åbner snart

DIPLOMATI: I løbet af efteråret åbner Færøerne repræsentation i Israel. Det bliver øgruppens syvende udenlandske repræsentation.

Foto: Føroya Landsstýri
Andreas Krog

Efter at have været på tegnebrættet i godt et år gør Færøernes landsstyre nu alvor af planerne om at åbne en færøsk repræsentation i Israels hovedstad Tel Aviv. Således søger landsstyrets udenrigsdepartement efter en repræsentationschef, som kan tiltræde 1. november eller gerne før.

En repræsentation i Israel var en del af regeringsgrundlaget, da Færøerne sidste år fik en ny borgerlig regering. 

Kontroversiel placering
Færøernes udenrigsansvarlige, Jenis av Rana fra det lille stærkt kristne parti Miðflokkurin, har flere gange ytret ønske om, at den færøske repræsentation skulle ligge i Jerusalem. En stærkt kontroversiel placering, da Færøerne dermed de facto ville anerkende Jerusalem som Israels hovedstad. Stik imod Danmark og mange andre lande.

USA’s præsident Donald Trump besluttede i 2017 at USA skulle anerkende Jerusalem som Israels hovedstad. Derfor blev den amerikanske ambassade i Israel i 2018 flyttet fra Tel Aviv til Jerusalem.

Kontoret i Tel Aviv bliver Færøernes syvende udenlandske repræsentation. Tidligere i år slog man dørene op i Beijing og har desuden kontorer i København, Bruxelles, Moskva, Reykjavik og London.

Washington kan blive næste by
Efter åbningen i Tel Aviv kan USA’s hovedstad Washington meget vel blive den næste by, hvor færingerne åbner repræsentation. Da USA’s udenrigsminister Mike Pompeo besøgte København i juli og blandt andre mødte Jenis av Rana besluttede USA og Færøerne nemlig at starte forhandlinger om et tættere handelssamarbejde.

Grønlands landsstyre planlægger at åbne en repræsentation i Beijing næste år. Grønlænderne har i dag kontorer i København, Bruxelles, Washington og Reykjavik.

USA og Island har som de eneste lande konsulater i Grønlands hovedstad Nuuk. Island er indtil videre det eneste land med konsulat i Færøernes hovedstad Tórshavn.

 









0:000:00