Familiepolitik – hvad er det i dagens Danmark?

Af Sine Penthin Grumløse
Adjunkt ph.d. Professionshøjskolen UCC

Det er sin sag at få familiers almindelige hverdagsliv på den politiske dagsorden i dagens Danmark. Det er en almindelig forklaring, at det er forældrenes skyld, når hverdagen knirker. Er der ubalance mellem arbejdslivet og familielivet, skyldes det, at forældrene har truffet uhensigtsmæssige beslutninger i hverdagslivets tilrettelæggelse, og det er almindelig god skik at sige, at forældrene i givet fald må sadle om.

Fra politisk hold peger man på forældrene, når ansvaret for miseren skal placeres. Sådan har det ikke altid været. For blot få årtier siden blev det anset som en politisk opgave at tilrettelægge samfundet på en sådan måde, at familierne havde ”de bedste” forhold. Det var dengang, man havde en egentlig familiepolitisk dagsorden i Danmark.  

Ansvar for familiers hverdagsliv
Almindelige familiers hverdagsliv kom på den familiepolitiske dagsorden i begyndelsen af 1960'erne. I en tid hvor flere mødre tog arbejde uden for hjemmet af lyst og ikke blot af nød, var et tilbagevendende spørgsmål på Christiansborg: Kan småbørnenes tarv varetages i familier, hvor begge forældre arbejder? I folketingssalen diskuterede man, hvad en god hverdag for et barn i førskolealderen er, og hvordan en familiefokuseret politik kunne udformes og ikke mindst sikre, at samfundet blev tilrettelagt bedre.

I Folketingssalen udveksledes synspunkter og debatter om børn og familiers betingelser i hverdagen. Det var en fælles og politisk opgave at passe godt på familierne. Det var bedst for børnene her og nu, og på sigt ville det komme samfundet til gode. Som Socialdemokratiets socialpolitiske ordfører formulerede det i midten af årtiet:

"Jeg tror, jeg er helt i pagt med al moderne børnepsykologi, når jeg og mit parti [Socialdemokratiet] gerne vil gøre en særlig indsats for at holde mor og barn sammen den første tid f.eks. i halvandet år. Det lille barn skal have mulighed for at have nær kontakt med ét menneske, og så er moderen nærmest. Får det ikke denne nære kontakt, er der stor fare for, at det bliver usikkert, nervøst og rastløst."

Med parolen om, at forældre træffer frie valg, når hverdagen tilrettelægges, og forældre i øvrigt ved bedst, har vi i de seneste år set, at man fra politisk hold undsiger sig ansvaret for, at mange børnefamilier oplever, at det er svært at få hverdagen til at hænge sammen.

Sine Penthin Grumløse
Adjunkt ph.d. Professionshøjskolen UCC

Det samme konkluderede folketingets øvrige partier: Det var en fælles familiepolitisk opgave at sikre familierne de bedste vilkår, og der var god ræson i at have fokus på OMSORGEN for børnene. Den dominerende forestilling om, hvordan man drager omsorg for små børn, tonede familiepolitikkens fokus på mor-barn-forholdet. På tværs af Folketingets partier arbejdede man på at etablere ”den nødvendige politik”. I en årrække diskuteredes det således, hvordan der kunne etableres en statsfinansieret ydelse, der kunne sikre, at flere af de yngste blev passet i hjemmet. Finansieringen blev man dog aldrig enige om, og lovforslaget faldt til jorden i slutningen af 1960'erne.

Op igennem 1970'erne udfordredes det fælles familiepolitiske fokus på, at de yngste skulle passes i hjemmet af en nytilkommen forståelse af, at alle forældre skulle have ret til deltid. I ligestillingens navn skulle balancen mellem familiens ude og hjemme tilrettelægges på en sådan måde, at børnene havde gode vilkår for at være sammen med såvel andre børn som egne forældre; og mødre havde gode vilkår i arbejdslivet uden for hjemmet.

Om end den familiepolitiske enighed om, hvordan hverdagen skulle tilrettelægges bedre, på dette tidspunkt var gevaldigt udfordret, var der fortsat politisk enighed om, at børnefamiliers hverdagsliv er et fælles ansvar. ”Det gode liv” i børnefamilierne var fortsat noget, som krævede gode familiepolitiske rammer, og derfor skulle man fra politisk hold have fokus på vilkår og betingelser i familiers helt almindelige hverdagsliv. Når det knirkede i familiernes hverdag, var det (også), fordi politikerne ikke havde løst opgaven godt nok.

Tiden er skredet
I 1990 konkluderede Det tværministerielle Børneudvalg, at børnefamilierne nu var så pressede på tid i hverdagen, at der måtte gøres noget. Der skulle handling bag ordene. Mange familier havde ikke det, der blev betragtet som en rimelig tilværelse, og det gik særligt slemt ud over børnene:

"(…) den danske børnefamilie bevæger sig i retning af en helt ny og ukendt situation. Sammenlignet med tidligere tider og sammenlignet med andre lande er den moderne danske børnefamilie forrest i en udvikling, hvor mødrene har mere og mere lønnet arbejde uden for hjemmet. Derfor er der ingen erfaringer at bygge på, når børnefamiliernes tidsproblem skal løses."

"Høringen viste almindelig enighed om, at den nuværende mest almindelige familiemodel med en far og en mor, der begge arbejder heltids, og hvor barnet er fuld tid i institution, ikke giver en rimelig familietilværelse (Det Tværministerielle Børneudvalg 1990)."

I de efterfølgende år steg antallet af ”urimelige familietilværelser”, men sammenfaldende hermed var det ikke længere et forhold, der fik sindene i kog på Christiansborg. Devisen om at god familiepolitik er den politik, der ikke blander sig i familiers hverdagsliv (med mindre det går helt skævt) havde indfundet sig på den familiepolitiske scene, og af scenen var trådt det fælles ansvar for almindelige familiers ganske almindelige hverdagsliv.

Bedre valg?
Eva Kjer Hansen (V): "Den socialdemokratiske ordfører udtalte, at den moderne børnefamilie gerne skal sikres gode rammer, og jeg vil gerne spørge: Hvem skal bestemme, hvad der er en god ramme for en børnefamilie? Er det den enkelte børnefamilie, eller er det hr. René Skau Björnsson, der skal bestemme, hvad en god ramme er?"

René Skau Bjørnsson (S): "(…) Til det vil jeg sige, at vi som politikere skal sørge for, at man som familie, som mor og far, selv kan foretage det frie valg."

Ordvekslingen mellem Venstres Eva Kjær Hansen og Socialdemokratiets René Skau Bjørnsson har godt 20 år på bagen, men den er fortsat et godt eksempel på dels den udvikling, der fandt sted i dansk familiepolitik i begyndelsen af 1990'erne, dels det åg, den familiepolitiske dagsorden fortsat bærer med sig.

Kort tid efter at Det tværministerielle Børneudvalg havde slået fast, at familiers hverdagsliv er for hårdt presset, trak først Venstre, så Det Konservative Folkeparti og lidt senere også Socialdemokratiet dansk familiepolitik i en ny retning.

Familiepolitikken skulle ikke længere finde svar på, hvilke hverdagsliv der er gode, og hvilke hverdage der er dårlige (med mindre de er virkelig dårlige). Fra politisk hold skulle man i stedet lade det være op til forældrene at tilrettelægge hverdagen, som de ville. De debatter, der just havde handlet om børns betingelser i hverdagen, handlede nu om forældres valgmuligheder. Forældrene vidste bedst, sagde man. Resultatet var, at der i slutningen af 1990'erne var ganske få partier, der rejste de spørgsmål, som var helt essentielle blot 10 år tidligere. Spørgsmål som: Hvad er et godt hverdagsliv for et barn? Og: Hvilke betingelser har børnefamilierne? gled mere og mere i baggrunden.

Med parolen om, at forældre træffer frie valg, når hverdagen tilrettelægges, og forældre i øvrigt ved bedst, har vi i de seneste år set, at man fra politisk hold undsiger sig ansvaret for, at mange børnefamilier oplever, at det er svært at få hverdagen til at hænge sammen. Den dominerende devise er, at knirker hverdagen, må forældrene tilrettelægge den anderledes.

Men når man ikke er nysgerrige på, hvordan en god hverdag for børn etableres, og man ikke anser det som et fælles problem, når hverdagen med børn og arbejde ikke glider som smurt, så får man ikke gjort sig de nødvendige refleksioner om, hvordan hverdagen på godt og på ondt fungerer rundt omkring i de danske familier, og vi får ikke øje på, hvilke betingelser og vilkår vi byder helt almindelige børn.

-------

D. 15. august udkom bogen ”Den gode barndom” på Hans Reitzels forlag. I denne tager Sine Penthin Grumløse dansk børne- og familiepolitik under kærlig behandling.