Feministisk Initiativ: Politikerne voksenmobber indvandrere

Af Muneeza Rosendahl
Talsperson for Feministisk Initiativ 

Vi lærer vores børn, at de ikke må drille og mobbe andre børn. Vi fortæller dem, at man ikke skal dømme andre på deres udseende eller baggrund, og at mobning kan have alvorlige konsekvenser for den enkelte. Når vi ved alt dette, hvorfor efterlever vi voksne så ikke selv det, vi lærer vores børn?

Om mobning skriver Landsforeningen Voksenmobning Nej Tak: ”Der er tale om mobning, når en eller flere personer regelmæssigt og over længere tid – eller gentagne gange på grov vis – udsætter en eller flere andre personer for krænkende handlinger, som vedkommende opfatter som sårende eller nedværdigende. De krænkende handlinger bliver dog først til mobning, når de personer, som de rettes mod, ikke er i stand til at forsvare sig effektivt imod dem.”

Og det er præcis det, der finder sted på daglig basis for alle os med enten flygtninge-, indvandrer- eller efterkommerbaggrund. Voksenmobningen er skruet op på fuldt blus hos størstedelen af vores folkevalgte eller dem, der drømmer om at blive det, og medierne bringer lystigt mobbernes ord videre.

Hver morgen, når vi vågner, skal vi høre på, at vi er en byrde, at vores opholdstilladelser skal inddrages, at vore hjem skal nedrives, og at vi lever i parallelsamfund, hvor der (gisp) ikke bliver spist en eneste frikadelle. Vi skal hver dag forholde os til, at vi ligefrem anses, blandt nogle, for at være en trussel mod den såkaldte danskhed, samt at det er et problem, at der bliver flere og flere af os i fremtiden – et stort problem endda! Godmorgen, og tak for kaffe, siger jeg bare, hvis ellers man ikke får den galt i halsen af alle overskrifterne.

Og vi kan netop ikke længere forsvare os selv effektivt, fordi selve mobningen nu handler om dem, vi er i kraft af vores etniske ophav. Så uanset hvor hårdt vi end kæmper, så kan vi ikke gøre noget ved vores etnicitet – det er jo en del af det menneske, vi er født som.

Jeg oplever til tider, at jeg ikke kan holde ud at læse avisen, se nyheder eller sågar ikke har lyst til at tale om politik, fordi det gør ondt helt ind i hjertet at mærke så meget had.

Muneeza Rosendahl
Talsperson for Feministisk Initiativ

Had gør ondt
Jeg oplever til tider, at jeg ikke kan holde ud at læse avisen, se nyheder eller sågar ikke har lyst til at tale om politik, fordi det gør ondt helt ind i hjertet at mærke så meget had. For voksne er ikke så meget anderledes end børn på dette punkt. Børn, der udsættes for mobning, bliver hjemme fra skolen. Vi voksne lukker ned for al information, der kan have skadende virkning og afstår fra at deltage i debatten for at undgå at blive ramt af hadefulde ord og ytringer.   

Der, hvor voksne til gengæld er meget forskellige fra børn, er, at vi voksne ved bedre, eller i hvert fald burde gøre det. Vi ved, at vores handlinger har konsekvenser, og vi ved netop, hvor farligt det kan være for et menneske at blive udsat for, hvad der mest af alt minder om systematisk psykisk vold.

Alligevel fortsættes mobningen ufortrødent. Hvorfor? Tja, mobning handler i bund og grund om magt og at holde den/de mobbede, som ofte er et mindretal, ude af fællesskabet for at positionere sin egen magt. Når det gøres på højeste politiske niveau, fristes man til at tro, at mobningen er en bevidst og målrettet strategi for at bevare magten for enhver pris. Dernæst kunne man spørge: Hvorfor er der så ikke flere medlemmer af fællesskabet, der siger fra over for mobberens opførsel? Fordi frygten for selv at blive holdt udenfor er for høj en pris at betale, hvorfor mobberens adfærd stiltiende accepteres.

Men hvad ville vi sige til vores barn, hvis det havde overværet, at et andet barn mobbede eller selv mobbede andre børn? Vi ville sige, at det var en forkert handling og opfordre barnet til at blande sig og sige fra, hvis det overværede mobning igen, fordi det aldrig er i orden at mobbe en anden. Så måske skulle vi selv til at praktisere det, vi lærer vores børn?