Debat

Lizette Risgaard: Løkkes pensionsplan ligner en fastfood-model

DEBAT: Lønmodtagerne har ret til en værdig afsked med arbejdsmarkedet. Derfor skal der en bedre seniorførtidspension på bordet end den, regeringen har i tankerne, skriver FH-formand Lizette Risgaard.

Regeringens forslag til ændringen af nuværende førtidspensionsordning ser ikke ud til at være omfattende nok, mener Lizette Risgaard.
Regeringens forslag til ændringen af nuværende førtidspensionsordning ser ikke ud til at være omfattende nok, mener Lizette Risgaard.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Flora Juul Holst
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lizette Risgaard
Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen udtalte tirsdag til TV 2, at han regner med at kunne indgå en aftale om seniorførtidspension med Dansk Folkeparti og De Radikale inden folketingsvalget. Men tilføjede også, at det jo er som med en pizza: Den er ikke bare færdig, når man kommer ind i pizzeriaet. Den skal først lige laves.

Hen over weekenden er Løkke åbenbart blevet så presset, at han nu lufter idéer om at kigge på pensionsalderen i 2040.

Fastfood-metaforen er meget rammende for den aftale, som regeringen indtil videre ihærdigt har forsøgt at få forhandlet på plads. Den bærer præg af en middag, som kokken hverken har tiden, opskriften eller de nødvendige råvarer til at lave. 

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Og ligesom at pizzaen fra det lokale pizzeria ikke opfylder Sundhedsstyrelsens kostråd, så opfylder en revideret seniorførtidspensionsordning heller ikke lønmodtagernes behov for en ny pensionsordning med mulighed for tidligere tilbagetrækning fra et langt arbejdsliv, når man ikke kan mere.

Vi står i dag med en situation, hvor flere tusinde lønmodtagere hvert år nedslides af deres arbejde. Mange må gå direkte fra arbejdsmarkedet til sygesengen.

I Fagbevægelsens Hovedorganisation mener vi ikke, at indsatsen for at sikre nedslidte lønmodtagerne en værdig tilbagetrækning kan reduceres til en bedre seniorførtidspensionsordning.

Lizette Risgaard
Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation

Vi har altså et problem nu – Løkke kan ikke gemme pensionsalderen i ovnen i 20 år og efterlade oprydningsarbejdet til næste generation af politikere.      

Lønmodtagere fortjener en fyldestgørende, helhedsorienteret løsning. Ikke alene en revideret seniorførtidspension og et luftigt løfte om at ændre pensionen om over 20 år.

Vi har brug for en sund model – ikke en fastfood-løsning. 

Et bud på ny model
I FH mener vi ikke, at indsatsen for at sikre nedslidte lønmodtagerne en værdig tilbagetrækning kan reduceres til en bedre seniorførtidspensionsordning. Bliver vi i beskæftigelsesministerens mad-metafor, kan seniorførtidspension sidestilles med én ret i en flerretters menu. Den er god, hvis den tilberedes ordentligt. Men den er ikke mættende i sig selv, derfor disse inputs til, hvordan en aftale bør strikkes sammen.

Den pensionsaftale, som regeringen forventer at kunne fremlægge inden valget, er efter alt at dømme en revidering af seniorførtidspensionsordningen. I FH bakker vi op om, at den nuværende ordning bør gentænkes. Kriterierne for tilkendelse skal lempes, og også lønmodtagere, som nedslides tidligere end fem år inden pensionsalderen, skal kunne benytte ordningen. Det kan de ikke i dag. Det er nødvendigt, da vi ved, at for eksempel hver femte af 3F´s medlemmer ikke længere er på arbejdsmarkedet, når de fylder 60 år, og sådan er det på mange brancheområder. 

Vi foreslår derfor en model, som organiseres i to niveauer. Lønmodtagere, hvis arbejdsevne er nedsat til mindst 2/3, skal kunne tildeles seniorførtidspension ti år før den gældende folkepensionsalder. Mens lønmodtagere med en nedsat arbejdsevne på mindst 50 procent skal kunne tildeles seniorførtidspension fem år inden folkepensionsalderen.      

Er man for syg til være beskæftiget inden for de fag, man umiddelbart vil kunne varetage, skal man kunne tildeles seniorførtidspension – uden arbejdsprøvninger, omskoling med videre.

Nedslidte skal have ret til tidligere folkepension
Lønmodtagere, som træder ind på arbejdsmarkedet som 17-årige, kan forvente mere end 50 år på arbejdsmarkedet. Det er desværre ikke realistisk for alle, sådan som arbejdsmarkedet ser ud i dag.

Hvis lønmodtagere i de mest nedslidende jobs skal kunne nyde et otium med værdighed og førlighed i behold, kræver det en mulighed for tidligere tilbagetrækning. I fagbevægelsen mener vi, at der skal være tale om en ret. En rettighedsbaseret tilbagetrækningsordning for lønmodtagere der er startet tidligt på arbejdsmarkedet og har haft et langt arbejdsliv.

Lønmodtagere, som har knoklet mange år på arbejdsmarkedet, betalt deres skat og bidraget til fællesskabet, skal have ret til at trække sig tilbage med oprejst pande nogle år inden folkepensionsalderen. Det mener vi er en solidarisk løsning som tilgodeser dem, der bliver særlig hårdt ramt af den stigende pensionsalder.

Forebyggelse skal fylde mere
Det er nødvendigt også at inddrage forebyggelse af nedslidning i de forhåbentligt kommende trepartsforhandlinger. I FH foreslår vi, at arbejdsmiljøindsatsen opprioriteres.

De 1,2 milliarder kroner kroner, som er fastfrosset i Forebyggelsesfonden, skal blandt andet investeres i fastholdelse af seniorer på arbejdsmarkedet. Tilsynet med arbejdsmiljøet skal opprioriteres efter ti år med massive besparelser. Her er den nylig indgåede aftale om arbejdsmiljøet et skridt i den rigtige retning, men der er stadigvæk et stykke vej, inden vi er i mål. Og så skal mindre virksomheder have økonomisk støtte til arbejdsmiljørådgivning.

En trepartsaftale bør også indeholde initiativer, som øger lønmodtagernes muligheder og motivation for sporskifte, omskoling og efter-/videreuddannelse. For eksempel kunne sporskifteordningen udvikles, så flere kunne benytte sig af ordningen. Man kunne også blive bedre til at sætte efteruddannelsen i system for eksempel ved at tage årets uddannelsesplanlægning lige så alvorligt som årets ferieplanlægning. Skal vi for alvor reducere nedslidning på arbejdsmarkedet, er det nødvendigt, at lønmodtagerne er rustet til at tage mindre belastende opgaver, når de første tegn på nedslidning viser sig.

Den nuværende regering har skabt problemet
Jeg har ikke meget viden, når det handler om at lave en god pizza. Men jeg ved, at det er en god ide, at spørge dem, som skal spise pizzaen, hvilket fyld de gerne vil have på. 

Man skal huske på, at det er den nuværende regering, DF og De Radikale, der har skabt problemet for lønmodtagerne, da de reelt afskaffede efterlønnen og hermed forhindrede nedslidte i at trække sig værdigt tilbage fra arbejdsmarkedet.

Det har desværre kostet danske lønmodtagere dyrt, når snævre flertal på Christiansborg har indgået aftaler af taktiske hensyn. Lønmodtagerne har brug for brede, holdbare aftaler, så folk kan planlægge den sidste del af deres arbejdsliv, herunder en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. 

Som talerør for 1,4 millioner lønmodtagere vil jeg bede jer at lande en fyldestgørende model. De danske lønmodtagere fortjener mere end en fastfood-model.

Derfor: Kan I nå det, så få indgået et bredt forlig om en bedre seniorførtidspension nu, og lad os i en trepart efter et valg forhandle en ret til tidligere tilbagetrækning og et markant løft af den forebyggende indsats for lønmodtagerne på det danske arbejdsmarked.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lizette Risgaard

Fhv. formand, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH)
kontorfunktionær (Handelsskole), lederuddannelse, MPA

0:000:00