Finanslov bekymrer økologer: De høje politiske ambitioner kræver investeringsvilje

FINANSLOV: Forhandlingerne om årets finanslov vækker panderynker i Økologisk Landsforening. Målsætningen fra forståelsespapiret kan kun nås, hvis der er politisk handling bag ordene, lyder det.

Økologisk Landsforening efterlyser flere midler på årets finanslov, hvis regeringens ambitioner for økologien skal udleves.
Økologisk Landsforening efterlyser flere midler på årets finanslov, hvis regeringens ambitioner for økologien skal udleves.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Sine Riis Lund

Statslige investeringer i økologisk markedsvækst, innovation og omstilling af de offentlige køkkener, har været afgørende for, at Danmark er verdens førende økologiland i dag.

Men bevillinger på disse områder ligger markant lavere end tidligere, og det er politikerne nødt til at reagere på, hvis de gode takter skal fortsætte.

Sådan lyder det fra Økologisk Landsforening, der spændt afventer de sidste dages forhandlinger om finansloven.

"Danmarks økologipolitik hyldes i hele verden, senest med en bæredygtighedspris fra FN sidste år, men vores egen finanslov fastholder ikke de høje ambitioner for udvikling af økologi," skriver politisk direktør Paul Holmbeck til Altinget.

Danmarks økologipolitik hyldes i hele verden, senest med en bæredygtighedspris fra FN sidste år, men vores egen finanslov fastholder ikke de høje ambitioner for udvikling af økologi.

Paul Holmbeck
Politisk direktør, Økologisk Landsforening

Høje ambitioner kræver investeringer
Tilsagn om flere midler gik ellers økologiens vej, da regeringen, dens støttepartier og Alternativet tidligere på ugen indgik en aftale om at styrke indsatsen mod kvælstofudledningen fra landbruget. Blandt andet blev der sikret penge til omlægningsstøtte og tilskud til modernisering af kvægstalde.

Men økologien står stadig over for en situation, hvor de tidligere puljer for både økologisk innovation, markedsfremme og omstilling af de offentlige køkkener til økologisk mad enten er blevet afviklet de senere år eller er under afvikling de næste par år.

Områder, der ikke er medregnet i regeringens udspil til en finanslov. Og det er nødvendige steder at sætte ind, hvis ambitionerne fra forståelsespapiret skal leves ud, mener Økologisk Landsforening. 

"Vi kan ikke realisere regeringens og støttepartiernes fælles målsætning fra forståelsespapiret om en fordobling af økologisk areal, eksport og salg i Danmark, uden at der også er politisk handling bag," skriver Paul Holmbeck.

Dokumentation

De fire prioriteter til årets finanslov fra Økologisk Landsforening:

- Et innovationsinitiativ for økologisk landbrug som drivkraft for udvikling af økologisk landbrug, som job- og vækstskaber og som leverandør af nye løsninger for klimaet, biodiversitet og cirkulær økonomi. Målet er at udvikle verdens mest bæredygtige landbrug.
- Økologisk Markedsfremme under Fonden for Økologisk Landbrug, herunder eksportfremme og omlægningstjek til konventionelle landmænd, især i drikkevandsarealer. Målet er at holde Danmark i front som verdens førende økologiland ift. salg og produktion.
- Omstilling af offentlige køkkener til økologiske og klimavenlige måltider. En pulje etableres under Fonden for Økologisk Landbrug til finansiering af omstillingsomkostninger og uddannelse af køkkenansatte i kommuner, regioner og stat, samt aktiviteter, der udbreder statens økologiske spisemærker. Målet er at de offentlige køkkener går forrest i den bæredygtige omstilling.
- Økologiforskning skal skabe ny viden på områder som klima og miljø, dyrevelfærd, ressourceudnyttelse og recirkulering af næringsstoffer i en cirkulær økonomi.


Altinget logoFødevarer
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget fødevarer kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00