Fire områder kan sikre, at en regering vil lykkes de næste fire år

Der er jo helt sikkert rigeligt på bordet af temaer i de igangværende regeringsforhandlinger. Sundhed, klima, inflation, økonomi, arbejdsudbud, velfærdsreformer for nu bare at nævne nogle.

Men der er nogle helt centrale emner, som ikke er der. Det angår revitaliseringen af vores demokrati. En genopbygning af tilliden mellem borgere og politikere. En bedre balance  og tillid i forholdet mellem Folketing og regering. Genskabelse af tilliden og en troværdig samarbejdsform mellem embedsmænd og ministre. Og endelig en model for at sikre løbende politikudvikling og langsigtede helhedsplaner for samfundet.

De fire temaer er lige væsentlige, uanset hvilken slags regering, vi ender med at få. De er fundamentet for, at en regering vil lykkes de næste fire år. Her er en uddybning af de fire områder:

1. Opbygningen af borgernes tillid til, at politikerne rent faktisk kan løse de store samfundsmæssige problemstillinger, vi står overfor i de kommende år, som kræver troværdighed, evne til solid krisestyring og kommunikation, opmærksomhed, mod og handlekraft. Tilliden til politikerne har været dalende siden 2007, og den er ikke forbedret siden coronapandemien lukkede landet ned. Tværtimod. Som professor Michael Bang Petersen sagde det ved et arrangement for uddelingen af Transparency Internationals Åbenhedspris forleden, så skal vi ”investere i at genskabe tilliden til vores politiske institutioner”, ellers får vi en øget polarisering af vores demokrati.

Når vi hører om et sundhedsvæsen, der er ved at bryde sammen. Om en ældrepleje, der går samme vej. Om enorme tal for mistrivslen blandt unge. Om psykiatrien med årelange køer til behandling. Om problemer i skole og daginstitutioner med at få tilstrækkeligt med uddannet personale. Om fængslerne, der ikke har personale nok til et stigende antal fanger og domstolene, der ikke kan klare sagsbehandlingen mens vidner og gerningsmænd stadig kan huske detaljerne i deres sag. Så er det befolkningen begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om vi har de rigtige politikere siddende i Folketinget.

Christiansborg skal på en eller anden måde skrue ned for det taktiske spil og op for den politiske substans.

Lisbeth Knudsen

2. Forholdet mellem Folketinget og regeringen må gentænkes, så Folketingets kontrol med den udøvende magt ikke fortsætter med at være spandevis af nytteløse parade-spørgsmål og åbne samråd, som blot har til formål at afholde skueprocesser for medierne, hvor man kan hudflette en minister for åben skærm. Der bør indtræde en ambition om at søge tiden anvendt bedre på selve lovarbejdet, på politikudvikling og på processer, der giver basis for at lytte langt mere til eksperter og aktører uden for Borgen.

Christiansborg skal på en eller anden måde skrue ned for det taktiske spil og op for den politiske substans. Den besked er det ofte medierne, der får. Men det starter faktisk med politikerne.

Der er flere årsager til, at det er blevet sådan. Medierne er en af dem. Folketingsmedlemmerne har brug for opmærksomhed og for at vise vælgerne, at de handler og gør noget, når en møgsag dukker op i medierne. Den anden årsag er generel mistillid mellem Folketing og regering i forhold til, om man nu rent faktisk får alle de relevante oplysninger, når man spørger, og ikke mindst om der er vigtige oplysninger, som spørgeren ikke får med i svaret. Den tredje årsag er idefattigdom i partierne, der ikke længere har en bred kreds af aktive græsrødder at trække på.

3. Forholdet mellem embedsmænd og ministre må med erfaringerne fra de mange kommissioner, advokatundersøgelser og i sidste instans Rigsretten kalde på et system, der i større udtrækning fremmer tryghed for embedsmændene til at sige fra, hvis en minister er på vej ud over kanten af det lovmedholdelige.

Der er et suk hos vælgerne efter åbenhed og ærlighed om, hvad der skal til.

Lisbeth Knudsen

Eller hvis hastigheden i processerne indebærer en uantagelig, faglig risiko, fordi tingene bliver jappet igennem, og papirerne til vigtige beslutningsprocesser aldrig når at blive læst som i mink-sagen. Der er behov for endnu engang at få drøftet forholdet mellem de politiske rådgivere, ministrene og de ledende embedsmænd. Der er behov for endnu engang at indskærpe embedsmandsdyderne og lave klare whistleblowerordninger og meldekæder, hvis nogen prøver at undergrave fagligheden eller at bedrive magtintimidering mod dem, der kommer med relevante, kritiske indvendinger.

4. Det fjerde og sidste spørgsmål angår den politiske ideudvikling og politikskabelsen. På samme arrangement som før omtalt i forbindelse med uddelingen af Åbenhedsprisen talte også tidligere mangeårig departementschef i Finansministeriet, Anders Eldrup. Ifølge ham har den økonomiske styrkelse af partierne i Folketinget ikke gjort noget godt for politikudviklingen, men har blot medvirket til at stresse hele systemet.

De særlige rådgivere eller spindoktorer har ifølge Eldrup skabt mere uro end gavn og lagt op til en kamp mellem rådgiverne og embedsmændene om ministerens gunst og opmærksomhed. Hvis man ikke helt ved, hvad ministeren egentlig vil, så bliver der usikkerhed i systemet. Han nævner også det enorme mediepres og de sociale medier som årsagen til et meget kortsigtet politisk fokus.

Alt sammen årsager til, at politikerne ikke får taget langsigtede beslutninger, ikke er i stand til at udforme store sammenhængende helhedsløsninger og ikke er i stand til at udtænke helt nye løsninger. Hvad embedsmændene så heller ikke har tid til.

Eldrup tog helt relevant fat på at nævne, at vi stykvis og delt er i færd med et etablere et nyt energisystem i Danmark, men at der ikke er lagt en langsigtet og gennemtænkt plan for investeringerne og en plan for, hvordan det hele skal foregå. Han nævnte også nødvendigheden af et nyt socialt ydelsessystem, når vi får mange flere ældre og børn og færre til at betale for det i midten.

Eller på klimaområdet, hvor der mangler på en samlet plan for kystsikring og vandstandsforhøjelser. Eller de området med manglen på arbejdskraft, som længe har været til at forudse med de små generationer på vej. Så har vi alligevel ikke har fået taget fat på en model for at hente mere udenlandsk arbejdskraft.

Selv om store og væsentlige politiske temaer skal falde på plads før en ny og bredere regering måske kan se dagens lys, så kunne man godt ønske sig, at den kongelige undersøger og partierne også lige gav sig tid til at gennemtænke, hvordan der kan investeres i at genskabe borgernes tillid til, at politikerne er i stand til at komme med de langsigtede løsninger.

Der er et suk hos vælgerne efter åbenhed og ærlighed om, hvad der skal til. Hvis vi forstår det, og føler os inkluderet i passende omfang, så er der ingen grund til at være tilbageholdende med modet til de langsigtede og svære løsninger. Vi hører hver dag, historier om hvordan vores velfærdssystem sander til. Så tidspunktet til at tænke stort er nu.